{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
2.995 visninger | Oprettet:

Psykisk sygdom - Hvad ved folk egentlig, og hvad er dine tanker ? {{forumTopicSubject}}

Ja nu endte vi med at få afsporet en anden tråd, men syntes egentlig snakken var ret spændende

Vi var inde på det at flere psykiske lidelser er ramt af fordomme, altså at folk tror at f.eks skizofrene har flere personligheder, eller at folk med personlighedsforstyrrelser også har flere personligheder, eller er rablende gale.

Og så kom en bruger også ind på det emne om for mange får en diagnose, fordi de ellers ikke passer ind i samfundets kasser.

Så lad os da tage en debat og en god snak, og lad os holde det i en god tone, og give plads til at have forskellige holdninger og debattere dem



Kommentarer på:  Psykisk sygdom - Hvad ved folk egentlig, og hvad er dine tanker ?
  • #1   31. aug 2016 Der er mange fordomme. Synes især at Depression, er en af de psykiske lidelser, som virkelig har mange fordomme med sig

    Jeg lider selv at Kompleks PTSD, men når folk høre, hvad der er grundet til det. Så plejer folk at være meget forstående


  • #2   31. aug 2016 Nu har jeg selv kæmpet næsten hele livet med svær angst og depression... så lige de to ting har jeg en ret stor forståelse for.

    Men ja, jeg tror der er nogle der får stillet en diagnose som ikke burde have den. Mange læger (nok ikke alle) ved ikke nok om psykiske lidelser til at stille en diagnose, og så vidst jeg ved skal du ved mange psykiske lidelser vel bare forbi din læge før du får stillet en diagnose.

    Jeg tror dog også samtidig, at der er flere der bliver syge i dag pga det samfund vi lever i. Der er så mange regler og normer vi skal leve op til..


  • #3   31. aug 2016 Folk ved ikke ret meget om psykiske sygdomme.
    Når jeg møder fremmede og fortæller jeg er førtidspensionist, er 1. spørgsmål:
    Nå, det er vel ikke ryggen? Jeg svarer nej, det er psykisk. Folk ser helt forkert ud og så er der pludselig en anden de skal snakke med. Det er fjollet. Tror de, det smitter? Jeg når slet ikke at forklare, at jeg har haft en depression, angst og spiseforstyrrelse
    Nu har jeg det rigtig godt, jeg ryger kun i et hul, hvis jeg bliver meget presset.:-D


  • #4   31. aug 2016 Jeg tror rigtig mange, som ikke har haft psykisk sygdom tæt på livet, har svært ved at forstå at man ikke bare kan lade vær med at være syg..

  • #5   31. aug 2016 Det mest frustrerende for for mig, er måden folk med psykiske problemstillinger bliver sjoflet i systemet.
    Som mor til en ung autist, hvor handicappet ikke ses, og et hjem som ofte er "varmestue" for en flok skønne unge mennesker med alt fra borderline til depression og det der er værre.
    Manden arbejder med disse unge mennesker, og kæmper en kamp for dem, for at de kan få et værdigt liv. Det er så frustrerende at de ikke kan hjælpes bedre.
    Både i kommuneregi, ubrugelige sagsbehandlere, groteske kontanthjælps regler osv osv.


  • #7   31. aug 2016 Jeg har i en del år nu gået sygemeldt med angst og depression og jeg har mødt mange mennesker, som ikke har den store forståelse for hvorfor jeg ikke bare kan tage mig lidt sammen og komme i arbejde. Jeg har faktisk hørt det så mange gange, at jeg i lang tid selv gik og tænkte "ja, hvorfor kan jeg egentlig ikke bare tage mig sammen".
    Jeg har i lang tid haft det rigtig dårligt med at skulle svare, når folk spørger "hvad laver du til dagligt af job/uddannelse" fordi man vidste at chancen for at folk så skævt til en var stor.

    Nu har jeg haft et par super gode personer som jeg har gået til samtaler med, som har hjulpet rigtig meget og det er blevet meget nemmere for mig at acceptere min situation, forklare den for andre og ikke føle mig ramt når man møder en uforstående person.

    Desværre er der rigtig mange, som først skal opleve tingene selv, før de har en forståelse for det, lige så snart vi er ude i de psykiske ting som ikke bare lige kan ses på folk. Der burde være mere fokus på det, så folk kan lære og udvikle deres opfattelse og forståelse.
    Der er mange diagnoser som jeg ikke har et særlig stort kendskab til, netop pga. min egen situation, så har jeg en kæmpe forståelse for andre og er ikke en der dømmer.


  • #9   31. aug 2016 Jeg synes, at det er et kæmpe problem, at så mange tror, at det er "let" at få en diagnose. Min den ældste har ADHD og Aspergers Syndrom. Diagnosen Asperger fik han i 0. klasse, men tillægsdiagnosen ADHD kom først efter 5 års kamp, hvor han både nåede at blive sendt på specialskole, og hvor vi måtte kæmpe for det rette skoletilbud, da han overhovedet ikke trivedes i specialskolen.

    Den yngste blev diagnostiseret Asperger i starten af 7. klasse, og han er ellers testet før, hvor man ikke mente, at han havde en diagnose.

    Selv i familien har vi måtte kæmpe for, at de skulle se, at vores drenge ikke blot var uopdragne, men at de rent faktisk har/havde en hel masse udfordringer i dagligdagen.


  • #10   31. aug 2016 Agnete: De fleste diagnoser stilles ikke hos egen læge, for det er de netop ikke uddannet til. Det eneste de stiller diagnose om, er depression og måske angst, er der mistanke om andet, så ryger man videre i systemet

    At folk bare lige får stillet en diagnose, er i mine øjne en skrøne. Dermed ikke sagt at folk kan få en forkert diagnose osv. Men de fleste lidelser kræver altså samtaler med en psykiater, og er ofte ret dybdegående.

    Kenzie: Problemet med en del psykiske lidelser, er da de ikke vil stille dem før man er 18-20 år, fordi en del symptomer måske egentlig bare kan være "teenage-nykker" ( brugt i mangel på bedre ord) .

    Dernæst er der rigtig mange diagnoser, hvor der er flere fællestræk, og det kan ved nogen være rigtig svært at skelne, og finde ud af hvad det egentlig er patienten fejler.

    Jeg er en af dem de havde meget svært ved at sætte en diagnose på da jeg var yngre, jeg læste mine papirer for kort tid siden, og kan se de har været indeover en hel del flere end jeg troede, og nogen af dem forstår jeg slet ikke, f.eks har de været ind eover både ADHD og Skizofreni, og jeg kan slet slet ikke se hvordan de kan have troet det.

    Jeg har haft min nuværende diagnose i knap 6 år, og fik den stillet igen for 1½ års tid siden, altså præcis samme resultat hos to vidt forskellige psykiatere, den ene privat og den anden fra det offentlige. Og jeg er slet heller ikke i tvivl om at det er rette diagnose. I flere år mente de at jeg var bipolar, og det har bare altid føltes forkert, og den medicin jeg fik hjalp ikke en disse. Det hele gav jo så pludselig mening da jeg fik rette diagnose



  • #11   31. aug 2016 Jeg tror der er nogle der får diagnoser, fordi det er 'det nemmeste' - jeg har i hvert fald set flere tilfælde af ADHD diagnoser der slynges ud i flæng, hvor problemet måske mere er hjemmet/forældrene, end det er barnet...

    Jeg er bestemt ikke tilhænger af at samfundet skal være delt op i kasser, hvor alle skal passe ned i én af dem - men i nogle tilfælde kan det faktisk være meget rart at passe ned i lige netop én eller flere af de kasser. Jeg har selv kæmpet med psykiske problemer siden 10-års alderen. Og jeg har været frustreret i rigtig mange år - og haft enormt svært ved at forstå hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Hvorfor faen jeg ikke bare kunne være lige som 'alle de andre'.

    At få nogle diagnoser på det, har givet mig en stor forståelse for hvorfor jeg reagerer som jeg gør, givet mig en tro på at jeg jo faktisk ér normal - jeg er ikke unormal, jeg er et menneske som alle andre, der - lige som de fleste - har noget jeg kæmper med, nu ved jeg bare hvad. Og som det gør sig gældende for de fleste, tænker jeg, så er det meget nemmere at kæmpe, når man ved hvad man kæmper imod. Så det har på ingen måder været et nederlag for mig at få nogle diagnoser, tværtimod.

    Jeg har én afsluttet uddannelse (tandklinikassistent) er og nu i gang med en HF - den gymnasiale eksamen som jeg aldrig fik, netop fordi mit år i 9. klasse og årene efter var så stort et rod, at jeg droppede ud af HHX, fordi jeg ikke engang kunne overskue mig selv. Og jeg er fuld af gå på mod, glæde og begejstring for at være lige netop hér hvor jeg er nu - jeg har hevet mig selv op rigtig mange gange - men at jeg har været langt nede behøver heldigvis ikke være et nederlag, for jeg har kæmpet mig op derfra hver eneste gang! Og selvom jeg har været nede flere gange, så har jeg altid formået at holde mig professionel på arbejde og altid fået kæmpe ros for mit engagement og mine kompetencer. Og det har i højeste grad også holdt mig oppe i de svære perioder; at jeg trods alt har været god til mit arbejde, selvom mit eget liv sejlede.

    Jeg har indset at jeg ikke kan klare mig uden medicin for min angst - og skide være med det. Hvis dét at jeg skal tage 1,5 pille om dagen, kan gøre at jeg har fået kontrollen tilbage over mit liv og ikke længere føler mig fanget, så spiser jeg med GLÆDE 1,5 pille om dagen og gør det gerne resten af mit liv om nødvendigt.


  • #12   31. aug 2016 Nicole: Ja for rigtig mange giver det hele nemlig pludselig mening , når man får diagnosen ( hvis det altså er den rette), for det gør at man kan forstå hvorfor man reagere som man gør , og så ved man hvad man kan arbejde på, og forhåbentlig få det bedre, og i hvert fald få det bedste ud af livet udfra de kort man nu engang har fået i livets store spil

  • #13   31. aug 2016 Tænker I over, HVORFOR så mange børn, unge og voksne i dag har diverse diagnoser?

  • #14   31. aug 2016 Fordi i gamle dage fik de bare en endefuld og fik besked på, at de ikke skulle være uartige. Det har jeg oplevet meget tæt på, desværre. Min veninde kunne ofte slet ikke sidde ned.

  • #15   31. aug 2016 Isabelle: Visse diagnoser skyldes f.eks traumer i livet, andre skyldet f.eks genetik.

  • #20   31. aug 2016 Jeg har været sammen med "ADHD børn".. og så har jeg været sammen med ADHD børn... Der er en verden til forskel..

    Om diagnosen spyttes ud, det skal jeg ikke kunne sige, men i store ungens børnehave var der intet mindre end 34 ADHD børn, og da hun startede i skole var der 13 ADHD børn ud af 28 elever i klassen.


  • #21   31. aug 2016 Anine: Det er da en helt normal reaktion at blive både ked af det og irriteret. Angst er ikke bare en lille ting, angst kan være ret så invaliderende , og virkelig hæmme en i ens liv.

    Jeg syntes også noget der er rigtig vigtigt at huske på, er at folk er ramt forskellige af deres lidelser. Altså ment at nogen er stort set ikke mærket af det, nogen har stor gavn af medicin, nogen har stor gavn af terapi, nogen får det måske hun lidt bedre af behandling, andre bliver helt fri for deres lidelse ( altså dem der er en chance for at slippe af med igen) .

    Alle mennesker er forskellige, og derfor kan man heller ikke putte folk med samme diagnose ned i præcis samme kasse, for det er vidt forskelligt HVAD der er det største problem , og hvor meget det hæmmer.



  • #22   31. aug 2016 Hvis I spørger min datter, har hun en HELT anden forklaring Den handler om alt det lort jeres forældre har fyldt både sig selv og jer med - alle de giftige tilsætningsstoffer og pesticider osv osv osv.

    Når jeg skriver "jeres" er det også mig, vil jeg lige sige.

    PS. Min datter har en søn, der er MEGET sensitiv og reagerer kraftigt psykisk og fysisk på diverse fødemidler - deraf datterens store interesse og efterhånden store viden i og om emnet.


  • #25   31. aug 2016 Synes nu stadig det er et problem, at det ikke er alle psykiske lidelser der skal forbi en mere kyndig inden diagnosen stilles..

  • #27   31. aug 2016 Tjae, jeg har også en moster der mener at kost osv nærmest kan kurere alt, det er bare ret sjovt at hende selv og hendes børn så ikke er blevet raske

    Jeg syntes tit den bliver alt for hellig, når det kommer til dem der tror at fødevarer og kemikalier er skyld i alt vores elendighed først går igang med at snakke. Fred være med at de tror på det, hvis det gør det nemmere for dem at kapere, så helt fint, der hvor den kammer over for mig er når de så skal prædike, og nærmest skriger " SUKKER , MÆLK OG HVEDE ER GIIIIIIFT"



  • #28   31. aug 2016 Min den ældste gik til udredning i over 6 måneder, fordi han ikke sådan lige var at diagnosticere. Så det var i hvert fald ikke nogen "let" diagnose.

  • #29   31. aug 2016 Jeg tror, at systemet kan lide diagnoser. På den måde kan man sætte folk i bokse og slippe for at tage hensyn til individet.
    Da Victor gik i børnehave, ville pædagogerne så gerne have, at han havde en eller anden fancy bogstavskombination, men Victors forældre stod fast på, at han var inden for "normalfordelingen" For fredens skyld lod vi ham teste af nogle eksperter (børnepsykologer mv). Hende, der læste den endelige "dom" op, sluttede med flg sætning:"Sagt på en anden måde, så er han en rigtig dreng".
    Nu, ti år senere, er han stadig inden for det normale - omend uendelig skoletræt, men er det ikke også normalt
    Pointe: Alle de børn, der bliver pushet syge, tager fokus og midler fra de "ægte" syge børn, og det er tæt på en forbrydelse mod menneskeheden


  • #31   31. aug 2016 Jeg er sådan set enig med dig, Rikke - tror ikke på, at kost kan kurere "alt". Men jeg mangler lige en forklaring på, HVORFOR der er så hulens mange syge i dag, hvis der ingen sammenhæng er mellem kost/forurening og sygdommene.
    Allergi fx var mere eller mindre ukendt, da jeg var barn. I dag har hvert tredje/fjerde barn allergi. Hvorfor?
    VAR der så mange børn/unge/voksne med ADHD, ADD, angst, ekstra sensitivitet etc etc etc for 50 år siden? Jeg tror det simpelthen ikke, men jeg tror, der var alle mulige forskellige mennesker - og plads til dem i vid udstrækning.


  • #32   31. aug 2016 Jeg benægter ikke at kemikalier og tilsætningsstoffer da nok godt kan gøre et eller andet ved folk. Men det kan altså ikke tage skylden for alt verdens elendighed. Mange psykiske lidelser har jo altså eksisteret i mange år, det hed så måske noget andet tidligere , eller havde ikke nogen specifik diagnose, men det var præcis samme symtomer, og der har jo ikke altid været alle de kemikalier og tilsætningsstoffer.

    Man kan dælme ikke prøve at fortælle mig at det er normalt f.eks at høre stemmer, være så angst at man ingen steder kan gå, ser syner osv. Og det bare er noget medicinalindustrien har fundet på

    Jeg siger ikke at piller er guds gave til mennesket, og at de ikke i nogle tilfælde gives ud som var de slik. Men for rigtig mange mennesker ændre og redder det altså deres liv.


  • #33   31. aug 2016 Isabelle: Det handler vel også om at lægekundskaben udvikler sig, og at man måske tidligere ikke råbte så højt hvis der var noget galt . Mht allergi, så kunne det også være at vi ikke bliver udsat for nok og bliver skånet alt for meget, og dermed pludselig oplever en masse vi ikke kan tåle, og at vores imunforsvar ikke er så godt som det kunne være

  • #34   31. aug 2016 Netop med allergi tror jeg, at det mange gange skyldes kemikalier. Alt er jo næsten sprøjtet eller behandlet med noget.

  • #35   31. aug 2016 Synes det er træls at folk desværre ikke ved nok om de forskellige psykiske sygdomme.. At det er et ret stort tabu i vores eller så åbne samfund..

    F.eks. er der rigtig mange som tror at jeg har flere personligheder fordi jeg har en personlighedsforstyrrelse.. Men det har jeg jo ikke.. Har da ikke mødt de andre endnu..


  • #36   31. aug 2016 Min holdning til tabuet omkring psykisk sygdom, er desværre ofte ikke velset. Men jeg mener at os der er psykisk syge, selv er med til at holde det kørende. Med det mener jeg at rigtig mange der har den ene eller anden lidelse, ikke vil have nogen som helst ved det, og det er total tys tys, og vedkommer kun de allernærmeste.

    Hvis man nu var mere åben, ville den generelle befolkning automatisk blive mere oplyst, og de ville se alle nuancer og hvor forskellige folk med psykiske lidelser er, at vi ikke bare allesammen er rablende gale, og at mange faktisk lever et normalt liv.

    Dermed ikke sagt at man bare skal råbe ud til hele verden at man er syg, hele tiden skal snakke om det, eller sige det som det første når man møder et nyt menneske


  • #37   31. aug 2016 Jeg har ingen skrubler ved at fortælle folk hvad jeg fejler og jeg svarer med glæde på spørgsmål..

  • #38   31. aug 2016 jeg har nogle diagnoser og flere i familien har flere diagnoser. så har en ret god erfaringer med at det kommer an på graden af sygdommen

  • #40   31. aug 2016 Det ved jeg godt Carina, og der er da også mange der gerne gør det. Men der er bare også rigtig mange, hvor det er total tys tys, og de på ingen måder vil have andre ved det. Og det er f.eks fordi de ikke vil dømmes osv. Men jeg tror bare at vejen frem, er at være åben fremfor at skamme sig og holde det tys tys, for ellers køre det bare i ring, og så kommer vi ingen vegne

  • #41   31. aug 2016 Anine: Haha din tosse, det var jo netop det jeg sagde det ikke skulle være

  • #43   31. aug 2016 Anine - OCD, ham kender jeg også lidt !

  • #47   31. aug 2016 Jeg er både psykisk syg, med en hel række diagnoser, og jeg har en spiseforstyrrelse og jeg er også sensitiv.

    Jeg har oplevet at folk trækker sig væk, at de holder op med at spørge om hvordan jeg har det. Og jeg er ikke den der står og vræler eller belemrer andre, men hvis folk spørger ind til det så svarer jeg da.

    Jeg oplever også at folk tror at bare fordi jeg har en spiseforstyrrelse så kan jeg jo bare tage mig sammen og lade være med at spise så meget. Det er bare ikke nemt!

    Og der er også nogen som sætter lighedstegn mellem PTSD og sindsyge...

    Jeg kan egentlig godt forstå hvordan en PTSD ramt person kan blive pressset helt derud hvor han/hun slår folk ihjel. Det er så trist, for vedkommende plus omgivelser har råbt om hjælp i lang tid inden!
    Jeg siger ikke at det er ok at slå ihjel.. men jeg kan godt sætte mig ind i hvor presset man kan blive.


  • #49   31. aug 2016 Haha, ja det er klassikeren..

  • #50   31. aug 2016 Jeg har ikke selv en officiel diagnose, men jeg lider næsten helt sikkert af social angst. Jeg har altid haft rigtig svært ved at passe ind, og har haft rigtig mange nedture, som ofte endte med et mindre sammenbrud.
    I mandags skiftede jeg til en skole for børn med særlige forudsætninger (IQ over 120), og det er det bedste valg jeg nogensinde har taget! Over halvdelen af klassen har diagnoser luge fra autisme til angst og depression, og de er simpelthen så søde!
    Jeg hører især fra autisterne, at mange har svært ved at se forbi deres sygdom, og se personen bag ved. Det synes jeg er rigtig synd, for dom nævnt er det de varmeste og mest accepterende personer jeg længe har mødt.

    Desværre bliver psykisk sygdom alt for ofte til et tabu. Det er synd at det er helt i orden at lægge sig en dag hvis man er forkølet, men ikke hvis man har det dårligt psykisk


  • #51   31. aug 2016 Jeg synes det er svært, og at der er mange fordomme, omkring det at være psykisk syg. Nu hører jeg rigtig meget sygdomme som angst, ocd og adhd.
    Men hvad med de andre? Såsom bipolar, ptsd, skizofreni og skizotypi?
    Jeg kan jo starte ud, jeg lider af Paranoid Skizofreni. Er heldigvis velmedicineret, men har da helt sikkert mine udfordringer i dagligdagen...
    Hvis nogen har lyst til at spørge om noget, skal de være velkomne


  • #53   31. aug 2016 Anine: Det er nok nemmere du googler det , for det kan jo svinge fra person til person, hvordan de er påvirket. Men en del der har den diagnose, høre f.eks stemmer, eller ser syner

    Prøv at tjekke dette link fra psykiatrifonden, der kan du læse om det :

    http://www.psykiatrifonden.dk/viden/diagnoser/skizofreni-og-andre-psykoser/skizofreni.aspx



  • #54   31. aug 2016 Jeg lider forresten af borderline, angst og dystymi ( som gør jeg ind imellem ender i reelle depressioner) .

  • #55   31. aug 2016 Har ikke nogen diagnose og får heller ikke nogen. Men kan så godt følge jer der har, med fordommene i møder.
    Jeg er rigtig rigtig mørkeræd og får rigtig tit svar der er pænt pakket ind, men som er ment som tag dig sammen. Der er ikke forståelse for at uanset om det er by/ land, stort / småt hus så er angsten den samme. Jeg får da i mindste mange timers pause om dagen modsat mange andre.


  • #56   31. aug 2016 Mht. de manglende ressourcer i psykiatrien, og at mange derfor oplever at der ikke er tilbud til dem, at der er mega lange ventelister osv. Så undre jeg mig simpelthen gevaldigt over, hvorfor psykiatrien ikke er på finansloven. For mig sender det et signal om at man ikke tager psykiatrien ligeså alvorlig, som man gør det det somatiske. Jeg forstår ikke der skal være den forskel.

    Og jeg må erkende at jeg godt forstår at mange dem der bliver indlagt, er gengangere. For der sker jo ikke noget når man bliver indlagt, andet end man bliver proppet med medicin og så ellers kan passe sig selv og glo ind i væggen, er man heldig er der nogen man kan snakke med, er man uheldig er man endt med patienter man slet ikke matcher, og som måske gør ens egen situation værre end den var i forvejen.

    Der er kommet behandlingsgaranti, men den overholdes ikke alle steder, og selvom man så har frit sygehusvalg, magter de fleste altså ikke at skulle rejse flere timer hver vej for at komme i behandling en gang om ugen.


  • #58   31. aug 2016 Tjae jeg får ikke medicin. Men min mand kan ikke undvære hans medicin, hvis han glemmer at tage den et par dage, så opdager jeg det ALTID, netop fordi han så begynder at falde tilbage til hvor han var, før han startede i behandling.

    Jeg siger igen ikke at medicin er guds gave til mennesket, men for nogen er det altså livsvigtigt og ændre deres liv så de kan leve nogenlunde normalt.

    Jeg ved også at der findes folk der mener medicin er djævlen selv, ligesom der findes folk der mener hvede, sukker , mælk osv er det Og fred være med det, men så sort/hvidt kan man i mine øjne bare ikke stille det op...


  • #59   31. aug 2016 Åh alle de der fordomme er svær
    Jeg har alt tid være meget åben om at jeg kæmper med angst og deprision
    Og har så ud over det en medfødt hjerneskade som man ikke rigtig kan bevise er der
    MR skabninger viser der ikke er noget galt men neopsykologiske test vise der er et eller andet der halter lidt men de= profesionelle kan ikke rigtig forklare hvad det pracist er
    Den sidste diagnose der er kommet på mit papir er at jeg er retaderet
    Som jeg på det kraftigst stejler i mod for det er jeg delme ikke ja jeg er en smule ordblind og total tal blind med retaderet nej fanme nej
    Jeg er utrolig sensetiv og muligvis ADD men da jeg er gravid kan jeg ikke testes før en gang efter jeg har født og humon nevoet er tilbage til normal


  • #60   31. aug 2016 https://www.dr.dk/tv/se/dr1-dokumentar/dr1-dokumentar-de-raske-syge

    Har i set den her ? den giver lidt stof til eftertanke også om hvem der skal have lov til at udstede diagnoser


  • #62   31. aug 2016 Jeg lider af generaliseret angst, hvor social angst også er en stor del af det, og jeg oplever rigtig ofte, at folk tror at social angst = asocialt menneske. Det er jo slet ikke tilfældet! I hvert fald ikke for mig. Folk bliver helt chokerede, når jeg fortæller, at jeg har social og generaliseret angst, og spørger tit "Jamen, du snakker jo med mennesker".
    Øh... Ja? Hahah ^^

    Så ja, jeg oplever også en del fordomme. Der er også mange, der mener, at man bare skal gøre det. Ligesom en fobi. Af med plasteret. Men sådan fungerer angst jo ikke.

    Depression.. Den er også ramt af fordomme. "Jamen, du grinte jo i går, du var da glad?"

    Jeg ville faktisk ønske, at der var mere information om det, så folk rent faktisk forstod - ELLER at de bare var mere modtagelige for den information, der er til rådighed.


  • #63   31. aug 2016 Jeps har set programmet, og det er ret tankevækkende. Men det ændre stadig ikke på min holdning , at for nogen er medicinen altså livsvigtig.

    Jeg stoppede med min medicin for år tilbage, da jeg som sagt ingen virkning havde af den, og så så jeg ingen grund til at belaste mine organer.

    Jeg bryder mig ikke om når noget bliver sat for sort/hvidt op, heller ikke selvom jeg lider af borderline

    Selvom depressioner kan være slemme, så er der stadig kæmpe forskel på dem, og så andre psykiske lidelser.

    Men noget af det jeg netop bed mærke i ved programmet, var der hvor hende lægen siger at der er kæmpe forskel på at være ramt af sorg, være ked af det osv, og så være deprimeret.
    Og på den bekostning tror jeg måske godt der kan være en del der får diagnosen "depression" , selvom de måske egentlig bare reagere normalt på en sorg, eller en hård periode. Og lægerne er nok i nogen af de tilfælde alt for hurtige til bare at udskrive anti depressiv.


  • Radar
    Radar Online Tilmeldt:
    aug 2010

    Følgere: 8 Emner: 23 Svar: 2.078
    #64   31. aug 2016 Jeg er helt 100 % sikker på, at samfundsudviklingen med alskens uro, krav, skift, usikkerhed osv. er en stærkt medvirkende årsag til udvikling af især depressioner, angst og stress. Mange af os, der i årevis har holdt skindet på næsen - trods følsomhed og hypersensitivitet og lignende "svagheder" - vælter meget nemmere nu om dage, end dengang hvor tingene var mere enkle og alting ikke skulle gå så fandes stærkt, og hvor der altså var mere nærvær (uden alskens knapværk).

    Noget der undrer mig er, at gudoghvermand pludselig har ADHD ... Måske bliver det hele bare for meget for de mennesker, der har svært ved at forholde sig til (blandt meget andet), mængder af indtryk og konstant skiftende krav og vilkår .... og vupti pludselig passer man ind i sidste nye diagnoseskema.

    Nogle psykiatere er særdeles hurtige til at stille diagnoser.
    Medicinalindustriens interesser er nok heller ikke helt uden betydning
    Kriser, sorg og nedture betyder ikke nødvendigvis depression, men ofte bliver det behandlet som sådan (= med piller).


  • Radar
    Radar Online Tilmeldt:
    aug 2010

    Følgere: 8 Emner: 23 Svar: 2.078
    #65   31. aug 2016 Nå, jeg er lidt for langsom, kan jeg se. Men visse ting tåler da gentagelse.

  • #67   31. aug 2016 Rikke

    Vi er helt enige i at medicinen kan være en rigtigt vigtigt brik /livsnødvendigt og at en depression bestemt ikke skal nedgøres.

    Men jeg synes det er tankevækkende at "normale" (kan altså ikke lige finde et bedre ord så bruger normale i mangel af bedre) Følelser som sorg, periodevis stresset kan ende i at det åndsvage skema siger de har en depression, når det er helt naturligt at føle som de gør.
    Og lige der synes jeg det er møghamrende ærgerligt at de får en diagnose som er helt hen i hegnet, og måske får noget medicin som i værste fald har massive bivirkninger i bedste fald ingen effekt.
    Synes så også at det er noget møg at der er formange der får en diagnose når de i bund og grund ikke fejler noget, både for dem selv , men så sandelig også for dem der reelt fejler noget , for de bliver desvære stemplet noget så frygteligt, for de burde jo bare kunne tage sig sammen og hjælpen til dem der reelt har brug for det bliver der skåret i stort set hvert eneste år desværre.

    Vi burde tilføre resurser så de kunne få hjælp meget hurtigere og meget mere præcist også kunne følg op på den det nytter som regel ikke noget at man kommer igennem psykiatrien i et forløb og efter ex antal tid /sessioner bum så står man alene igen .


  • #69   1. sep 2016 Jeg lider af depression, og har haft det af to omgange, eller... Siden det kom første gang har det vel ikke rigtigthelt sluppet, men jeg har været sygemeldt af to omgange..
    Jeg arbejder som sygeplejerske, og måtte i vinter sygemelde mig, fordi jeg ikke kunne holde ud at arbejde når mine tanker kredsede om hvilke piller jeg skulle stjæle med hjem for at kunne forsvinde herfra..

    Det er frygtelig belastende at gå med konstante suicidaltanker, og samtidig føler jeg mig utrolig flov over at have dem.. Jeg har egentlig et ganske ok liv, meget bedre end mange andre - og alligevel er mit højeste ønske oftest, at forsvinde fra det.. Det virker så utaknemmeligt, men det er ikke ligefrem noget jeg selv har valgt. Ingen vil vælge at have det sådan. Det er frygteligt at ikke kunne se noget lys. De eneste grunde til at jeg ikke gjorde noget med tankerne da de var på sit højeste var, at min far ikke ville klare at jeg døde, samt at jeg bekymrede mig for meget om hvordan hundene ville få det.

    I dag er tankerne stort set væk, og jeg går på fast medicin. Hvis jeg glemmer pillen nogle dage begynder tankerne at vende tilbage, så jeg kan ikke trappe ud af dem endnu..

    Jeg har på den ene side meget lyst til at fortælle mine omgivelser om min sygdom og hvordan det føles, men samtidig er jeg utrolig skamfuld.

    De færreste forstår at jeg kan være deprimeret, for jeg virker altid glad i sociale sammenhænge, men man bliver god til skuespil efterhånden.. Samtidig er jeg nok også bange for at blive set på som 'svag' eller 'syg i hovedet', selvom det jo lige præcis er det jeg er! Altså syg. Det kommer nok til at tage en del år før jeg rigtig accepterer, at sådan er det bare, at jeg har de tendenser hvis ikke jeg passer godt på mig selv..


  • #70   1. sep 2016 Jeg er én af de heldige "normale" herinde Har altid været psykisk stærk, men har selvfølgelig fået knubs igennem livet, så jeg har også oplevet et par nedture, eller 10
    Synes at dette emne er "spændende" fordi jeg (heldigvis) ikke kender ret meget til psykiatriens verden. Kan godt forstå at folk med diagnoser, ville ønske at samfundet/andre mennesker udviste større forståelse/færre fordomme omkring psykiske lidelser, men det er et svært emne at tackle og forstå, hvis man ikke selv har problemerne inde på livet. Det er jo unægteligt noget lettere at forholde sig til et brækket ben, end en psykisk sygdom.
    En del af den manglende viden, skyldes sikkert også mangel på interesse. Hvis ikke man har psykisk sygdom tæt inde på livet, finder de færreste mennesker det nødvendigt at søge info omkring emnet = fordomme opstår.
    En del af problemet er muligvis også, at det kan være svært, selv for eksperter, at stille en korrekt diagnose. Man kan jo ikke "bare" aflevere en blodprøve, og vupti kom svaret: Du lider af skizofreni eller ?
    Tror at det kan have noget at sige, når psykisk syge bliver mødt med fordomme, som f.eks at man da bare kan tage sig sammen. For mistanken om at en psykisk syg i virkeligheden faker et sygdomsforløb, af ren dovenskab, for at slippe for at arbejde, kan jo ikke rigtigt modbevises Hvis bare psykisk sygdom kunne bevises på samme måde, som et brækket ben, ville livet sikkert blive væsentligt lettere for psykisk syge.

    Stor respekt til alle jer der døjer med psykisk sygdom, som har modet til at stå frem, og til at kæmpe for en bedre, og mere oplyst hverdag !!!


  • #71   1. sep 2016 Min ældste søn fungerer ikke uden medicin. Han kan slet ikke koncentrere sig, bliver meget urolig, banker/slår på ting, skærer ting i stykker, råber og bliver utrolig grim i munden, og i værste fald hvis nogen provokerer ham, så slår han.

  • #72   1. sep 2016 Jeg lider selv, af en svær depression og angst i flere former.
    Jeg har haft et godt år, men er røget i et tilbagefald.. Og folk har meget lidt forståelse for, hvorfor og hvordan, man bare fra den ene dag til den anden, kan ændre sindstilstand.
    Udefra set er jeg jo bare en normal pige. I skolen problematisk pga fravær, men stadig stille og rolig.

    Jeg er blevet bøvlet rundt i systemet i 2 kommuner... Den kommune jeg bor i nu, er ikke til at hugge og stikke i, i den anden kommune var jeg tæt på en førtidspension..

    Jeg har været gennem psykiatrien, været indlagt med fysiske smerter som kom fra psykiske problemer, været på psykiatrisk skadestue osv osv osv.......

    Jeg syntes vores system tager meget lidt hensyn til, at man er psykisk syg. Kan slet ikke forstå, at det ikke bliver sat på samme stol, som fysiske handicap. (Alt efter konstateret sværhedsgrad)

    Hvis du spørger min psykolog, er jeg ikke egnet til skole. Men der er ikke andre alternativer...


    Jeg er typen der nok også blander lidt rundt i fx skizofreni, personlighedsforstyrrelse og persoblighedsspaltning


  • #73   1. sep 2016 Jeg mener, at min psykiske sygdom startede allerede, da jeg var ca. 14 år. Jeg fik først hjælp, da jeg var godt 20 år, og selv opsøgte en privat praktiserende psykiater.

    Det værste ved psykisk sygdom er, at den er usynlig. Jeg har fået bemærkninger som "jamen du ser da altid så glad ud", "du ser da ikke syg ud" og "du skal da bare tage dig sammen"

    Jeg har ikke selv valgt, at jeg skulle blive psykisk syg, men jeg har den oplevelse, at folk tror, at det er for sjov, at jeg "faker" det. Selv om jeg var indlagt i en periode for nogle år siden, mødte jeg den holdning, at jeg da bare kunne tage mig sammen og lade være med at føle, som jeg gør. Min psykiske sygdom har betydet, at mange har taget afstand til mig. Nogen tror måske også bare, at jeg er doven. Min familie har haft rigtig svært ved at håndtere min situation og forstår stadig ikke, hvordan jeg havde det. Vi har aldrig snakket om det. Jeg er sikker på, at det ikke er ond vilje - det har bare været svært for dem.

    Jeg er heldig, for jeg er blevet "rask". Klarer hverdagen normalt, får ingen medicin og det er over 10 år siden, jeg har været i forbindelse med "systemet". Jeg kender flere fra den gang, som bestemt ikke har været lige så heldige.



  • Lotte H
    Lotte H Online Tilmeldt:
    mar 2016

    Følger: 1 Emner: 22 Svar: 125
    #74   1. sep 2016 Jeg har altid påstået at ingen kan sætte sig ind i hvordan det er at være psykisk syg før de selv har mærket det i livet.

    Jeg synes ofte det at have en depression går lidt i mode. Det er helt normal at føle sig trist osv. engang imellem i livet og her synes jeg ofte folk diasnogstigere sig selv med de har depression osv.

    Jeg har selv været igennem mange depressioner og har nu diagnosen dystymi(kronisk depression). Jeg har også skizofreni, angst, socialfobi og ængstelig personlighedsforstyrrelse. Jeg har også haft alvorlig anoreksi.

    Jeg er stolt af at jeg klare mig så godt som jeg gør. Jeg er nu velmedicineret, desværre ret meget, men jeg har accepteret at dette bare må være en daglig vane at tage. Jeg arbejder 14 timer+ i et fantastisk fleksjob og fungere faktisk ret god socialt. Hvis ellers jeg ikke udsættes for stress så går det hele godt.

    Trods alle udfordringer er jeg kommet godt videre med livet og synes jeg har et god liv.

    Det har været hårdt(og kan stadig) - ingen tvivl om det og jeg har haft mange selvmordstanker - alligevel har der nok været en lille kampgejst hele vejen igennem.


  • #75   1. sep 2016 Hm jeg tror ikke at man kan kurere alt ved at undgå gluten og mælk og sukker og så tylle citronsaft med natron og amen så er man rask.
    MEN jeg bor sammen med en af Danmarks dygtigste kliniske ernæringsterapeuter og kan se hvilke resultater hun har opnået med mikroernæring i tilfælde af svær udafreagerende ADHD, skizofrenilignende hallucinationer, depression, mm. Også det hun har hjulpet en af mine nære venner med, som har været diagnosticeret med svær klinisk depression i over 15 år og på medicin siden. Gennem kost, ting der undgås og ting der spises særligt meget af, probiotika etc. Vedkommende er stadig på medicin men almentilstanden er SÅ meget bedre. Kroppens egen serotoninproduktion er sat i vejret.

    Man kan opnå utroligt meget med ernæring.


  • #76   1. sep 2016 Krøllet : Jeg syntes jo også bare at man fra regeringens side sender et signal om, at psykisks sygdom ikke er ligeså alvorligt og vigtigt et område, som det somatiske. Netop fordi psykiatrien ikke er på finanaloven, jeg forstår det simpelthen ikke.

    Hvis der var flere ressourcer og mere hjælp at hente for psykisk syge, og man dermed fik fat i folk noget før, og fik givet dem en ordentlig behandling fra start af, så kunne det rent faktisk være at flere kom i job, som er det de skriger på. Jo længere tid man går med det ubehandles, jo mindre chance er der netop for at man kan blive rask, eller i hvert fald leve et nogenlunde normalt liv.

    Ja der er nogen der bliver " fanget" med det samme, og får den rette hjælp fra start af, men der er dælme også mange der ikke gør, og som i årevis ingen hjælp får, eller i hvert fald meget lidt hjælp får.

    Min mand og jeg har 2 helt forskellige oplevelser i psykiatrien. Min mand er nemlig en af de heldige der fra start af er landet på rette hylde, og har fået præcis den rigtige behandling. Hvor jeg er røget ind og ud af psykiatrien i 10 år, og stadig ikke rigtig er kommet nogen steder, udover det jeg selv har kæmpet mig frem til.


  • #77   1. sep 2016 Strøtanke: Kan det samlede mediebillede være medskyldig i mange af diagnoserne hos især voksne?
    Jeg tænker på fx mode- og livsstilsprogrammer. Der får vi at vide, hvordan det "ideelle" liv bør være, og kan vi ikke identificere os med det, så må der være noget galt. Jeg er (surprise surprise) ikke som folk er flest, og jeg kunne måske ønske mig, at få navn på min(e) afvigelse(r). I stedet har jeg valgt at gøre det til min styrke - så at sige gøre en dyd af en nødvendighed.
    Jeg holder mig gerne fra større forsamlinger, da jeg finder mange menneskers syge flokmentalitet(apropos fåretråden) latterlig. Store flokke skræmmer mig ikke som sådan, men jeg får tit lidt trang til at føle mereværd, og det er jo ikke en køn egenskab at flashe


  • #78   1. sep 2016 Jeg er opvokset i en familie, hvor det er okay at være anderledes, og hvor man ikke bare gør alt for at passe ind i divese kasser og være som alle andre. Min mor er ret alternativ på flere punkter, og tænker måske lidt anderledes end flertallet , mine veninder kaldte hende hippie da vi var teenagere

    Men altså det har nu ikke forhindret hende i at leve et liv med job, mand, børn, villa osv som så mange andre. Så jeg har aldrig følt at jeg skulle leve op til et eller andet bestemt, og har altid haft drømme og tanker om min fremtid.

    Så jeg har ret svært ved at sætte sig ind i det, at man vil have en diagnose fordi man ikke lige er præcis som alle andre. For mig er min diagnose vigtig, fordi mine problematikker er så store at de er invaliderende, og ved at have diagnosen ved jeg hvorfor jeg reagere og tænker som jeg gør, og jeg ved hvad jeg kan arbejde med for at få et bedre liv. Mine drømme og tanker har jeg staadig, og dem kan ingen nogensinde tage fra mig.

    Jeg skal ikke kunne svare på om der findes folk der egentlig ikke fejler noget, som har en diagnose eller sigter efter det, for den tankegang er så langt væk fra mig. Samtidig er jeg ikke læge, og jeg vil ikke sidde og dømme og pege fingre, for jeg ved hvor grimt det føles på egen krop, at blive mistænkeliggjort, peget fingre af osv.


  • #79   1. sep 2016 Vil så lige sige, til denne kommunes "forsvar" (samme som Krøllets), at her bliver der ikke gjort forskel, på fysiske og psykiske problemer. Kommunen pisser folk op og ned ad ryggen, uanset. En kvinde der ikke kan stå op, i mere end en halv time af gangen (rygproblemer grundet trafikuheld), er tvunget ud i flexjob. Hun har en seng på jobbet, så må hun arbejde i den halve time hun kan, gå ind og ligge sig lidt, arbejde en halv time, ligge sig, o.s.v i de x antal timer hun skal være på jobbet.

    Jeg har selv Aspergers, svær social fobi, og tendens til depression, og jeg er lykkelig over, at jeg fik min førtidspension, inden det blev fuldstændig umuligt!


  • #80   1. sep 2016 Jeg bliver så ked af at læse om al den fokus, der er på ting, som man ikke kan. Hvad med alle de ting, man kan? Næppe to problemstillinger/diagnoser er helt identiske, og kommunen bør satse mere på at finde en hylde til det enkelte individ, fremfor at langtidsparkere det. Enhver kan da sige sig selv, at en rygskadet person ikke skal have et job, der belaster ryggen unødigt.
    Jeg har vanskeligt ved at acceptere, at så meget god hjerne skal gå tabt pga fjollede jobkonsulenters inkompetence.


  • #81   1. sep 2016 Enig Søren!
    Og så er det trist, at der ikke på en eller anden måde kan skabes nogle forskellige jobs, til nogle af alle de mange der har nogle gode evner, måske dele en fuldtidsstilling i 3-4 jobs?
    Oprette lette jobs som ikke kræver det vilde?



  • #82   1. sep 2016 Nej det er rigtig Camilla.
    Min onkel har en psykose, er faldet ned fra et stillads og haft brækket ryggen. Han kan ingenting til daglig, og alligevel vil kommunen have ham ud i fleksjob.. Han har forsøgt at få førtidspension i 3 år, men det umiligt...


  • #83   1. sep 2016 Det er simpelthen noget svineri! Reglerne blev lavet om, vedr. førtidspensionen, meget kort tid efter, at jeg havde fået den (ca. 5 år siden), og derefter har det bare været fuldstændig umuligt, at få den bevilget, og det var jo heller ikke ligefrem nemt før det.

  • #84   1. sep 2016 Alle kan noget - også Stephen Hawking. Nu kan alle ikke være nørder i teoretisk matematik og fysik, men alle kan et eller andet, der kan være til gavn for andre. Som MLA sagde, så skal jobsene bare "opfindes" og bevilliges. Det er ydmygende for et voksent menneske ikke at "deltage" i samfundet. Ja, det tror jeg i det mindste

  • #85   1. sep 2016 Om det ligefrem er ydmygende ved jeg nu ikke, sikkert nok for nogen, men ikke alle har det sådan.

    Men noget der er fælles for alle er, at det ikke er sundt at blive parkeret hjemme, uden at komme ud blandt mennesker, og det sker for mange, der f.eks har fået bevilget en førtidspension, men omvendt er det heller ikke sundt, at blive presset ud, i en hel masse jobs og situationer, som man bare ikke kan magte, og derfor får nederlag gang på gang. Der må simpelthen kunne laves en middelvej, i stil med det MLA er inde på.


  • #86   1. sep 2016 jeg syntes det er mere ydmygende at blive tvunget til at deltage selvom de ved det går galt.

  • #87   1. sep 2016 ". . . selvom de ved det går galt."
    Det er da ikke en positiv indstilling. Så forstår jeg bedre, at det kan være op ad bakke for nogle.
    Jeg er nok lidt af en kamphund Ligesom min hund jo er


  • #88   1. sep 2016 Men Søren, det er også bare lidt svært, at beholde den positive attitude, når man gang på gang bliver smidt ud i de samme situationer, som man STADIG ikke er psykisk i stand til, at kapere. Det dræner én, og den næste situation bliver bare det sværere, at kapere, fordi man ikke får chancen for, at komme ovenpå igen.

  • #89   1. sep 2016 Det er nu sådan det er. det har taget år før de overhovedet har villet overveje om det de havde gang i var det rigtige.

    nu skal jeg endelig igang med et respurceforløb


  • #90   1. sep 2016 Camilla, hvis du kigger nøje efter, så er jeg heller ikke tilfreds med systemet, som det er nu, men prøv nu lige at fokusere på, hvad du kan. Jeg ved, at du er skrap til et eller andet. Det skal dyrkes i stedet for apatien

  • #91   1. sep 2016 Jeg ved skam udmærket godt, hvad jeg kan, og jeg har også selv fundet mig et frivilligt arbejde, hvor jeg er en gang om ugen.

    Faktum er bare, at når kommunen forsøger at finde ud af, "hvad man kan", og derfor presser en fra alle ender og kanter, så ender man i den ene situation efter den anden, med noget man IKKE kan, heller ikke selvom der måske var noget, man ville have kunnet, hvis ikke det var fordi kommunen blev ved med, at presse på.

    Et andet faktum er, at når man bliver udredt, i forhold til en diagnose, så får man en stak papirer, hvori der står alle de ting man IKKE kan, alle de ting der er "unormalt", og alle de ting der gør, at man nu fejler det man gør.

    Derfor, når man står i situationen, hvor man ligger ned fra starten, og hele tiden bliver presset til, at grave sig længere og længere ned, så er det umanérligt svært, at rejse sig op, før man ikke længere har nogen stående på ryggen.


  • #92   1. sep 2016 Jeg føler mig hverken parkeret eller føler det er ydmygende. Jeg føler mig derimod ekstrem priviligeret og taknemlig, for nu kan jeg tage livet i mit tempo, og rent faktisk have noget livskvalitet.

    Jeg drømmer stadig om en dag at kunne arbejde, og den drøm kan ingen nogensinde tage fra mig. Men det er bare ikke muligt nu og sådan er det for mange mennesker.

    Det er simpelthen for nemt at skrige at alle kan noget, at det er ydmygende og at folk er parkeret, når man ikke selv sidder i situationen.

    Og nej jeg dyrker hverken min elendighed eller vil have folk har ondt af mig. Men jeg nyder at jeg i dag har fået noget livskvalitet, og kan have noget glæde i mit liv.

    Er ret så sikker på at stort set alle hellere ville være raske og kunne forsørge sig selv, men sådan er virkeligheden bare ikke, og så må man få det bedste ud af livet, med de kort man nu engang har på hånden. Hvis der er nogen der kæmper hver dag, så er det da dælme syge mennesker, både psykisk og fysisk syge.


  • #93   1. sep 2016 angst og depression er to mulig forskelle ting. ' (: det skal siges at angst kan være mere håndtere tingene på en måde og depression på en anden måde, jeg lider af angst men ikke depression...

  • #94   1. sep 2016 Bare lige en tanke. Man hører så meget om curlingbørn, hvor forældrene fejer for deres børn, og dermed også fratager børnene muligheden for at klare sig selv.
    Hvordan mon disse børn bliver som voksne, når de skal klare sig selv ?
    Jeg kan godt frygte, at det vil resultere i en masse diagnoser, fordi børnene simpelthen ikke kan fungere i samfundet, og leve et selvstændigt liv. Og dermed også forværre situationen for jer, der virkeligt er syge.


  • #95   1. sep 2016 Ann-marie
    Den diagnose hedder dårlig selvværd.


  • #96   2. sep 2016 Jeg vælger at stole på, at der godt kan skelnes mellem sygdom, og så snorforkælede møgunger der er vant til alt bliver gjort for dem, og dermed ikke kan finde ud af at tage ansvar selv

    Når det så er sagt, så kan det at have et symbiotisk forhold til sine børn, faktisk netop gøre dem syge


  • #97   2. sep 2016 Er helt enig i at overforkælede snotunger ikke nødvendigvis bliver syge af det. Men kan godt frygte at meget insisterende forældre kan få gennemtrumfet en diagnose, for det er jo bestemt ikke lille prinsesse Caroline Amalie Sofias skyld, at hun ikke trives, og det er da slet ikke forældrenes egen skyld

    Problemet med en diagnose med psykisk sygdom, er jo netop at det ikke er målbart.


  • #98   2. sep 2016 Jeg kunne nu også godt se at lille forkælede sofia fik en borderline diagnose.

    Stridbar, sort/hvid, har svært ved at bevare venskaber, (fordi hun kun er vant til at få sin vilje) osv...

    Tænker bare at borderline er den næste diagnose som bliver brugt som skal skraldespands diagnosen... ligsom adhd.


  • #99   2. sep 2016 Jeg er afsindig autoritetestro, også så meget at det faktisk ind imellem spænder ben for mig. Samtidig vælger jeg også at tro på det gode. Så kan det godt være jeg er naiv, men fred være med det.
    Jeg vælger at tro på at psykiaterne godt kan gennemskue om det folk siger er rigtigt, og om det har noget at gøre med sygdom, eller om det bare er en snotforkælet møgunge, der ikke lige får det som han/hun vil


  • #100   2. sep 2016 Rikke

    Et eller andet sted, så ville jeg ønske at jeg var mere naiv..

    Jeg er IKKE autotitets tro længere.. har virkelig blevet svigtet for mange gange i psykiatrien. Og oplevet mange idiot læger.

    Jeg er pessimist, jeg er vred, jeg tror hele tiden det værste. Og jeg dømmer på forhånd.

    Jeg har virkelig mistet troen på at samfundet vil mig det godt. og at der er en plads til mig.



  • #101   2. sep 2016 Jeg håber at psykiatrien kan skelne mellem de "ægte" syge, og dem der "bare" er snotforkælede, umulige møgunger, men jeg kan godt have min tvivl, desværre Tror at rotterne får ret i at borderline bliver det nye "sort"

  • #102   2. sep 2016 Rikke jeg ved ikke om du kan huske hvordan jeg fik min diagnose? det var faktisk en fra hg der nævnte om jeg kunne have den...

    Og så måtte jeg skændtes med psykiateren på sygehuset og stampe i gulvet og te mig som en møg unge... før hun til sidst insviljede i at give mig diagnosen. (jeg var træt af at have diagnosen "uspecificeret personligheds forstyrrelse" )


  • #103   2. sep 2016 Det hun mente med "uspecificeret" var at jeg havde dem alle...

    jeg har træk fra dem alle sammen. Men kun borderline kan jeg krydse 9 ud af 10 af ved hvilke tegn man har.


  • Radar
    Radar Online Tilmeldt:
    aug 2010

    Følgere: 8 Emner: 23 Svar: 2.078
    #104   2. sep 2016 Jeg har lige set udsendelsen i linket # 60. Den bekræfter alle mine fordomme ..... som jo så desværre ikke bare er fordomme
    Endda stod det endnu værre til, end jeg havde regnet med. Det ER da alarmerende, at op til 100%! af de psykiatere, der sidder og bestemmer kriterierne for de psykiatriske lidelser, viser sig at have forbindelser til medicinalvarefirmaerne. Og sjovt nok tilpasser de kriterierne, så flere og flere opfylder dem, og dermed kan få diagnoserne ... og medicin.
    En skandale at det får lov at finde sted!

    Der er jo tilsyneladende mange fagpersoner, der udmærket er klar over problemet med diagnosekriterier og (over)medicinering, så hvorfor pokker er vi (samfundet) generelt så ukritiske overfor psykiatere og accepterer den magt medicinalindustrien har? :-S


  • #105   2. sep 2016 Det er sådan helt generelt jeg er ekstrem autoritetestro, og som skrevet er det sådan set ikke altid særlig fedt. Og jeg har også oplevet diverse mindre fede ting i systemet, og min autoritetstro gør også at jeg f.eks finder mig i for meget uden at "råbe op" . Derfor har jeg også allieret mig med den kontaktperson jeg havde da jeg var under 18, så hun tager mig mig på psyk de første gange, når jeg starter derude igen til Oktober.

    Rotterne: Kan ikke lige huske det med din dagnose, jo altså hvad den er kan jeg godt Jeg TROR at mange af os med personlighedsforstyrelser har træk fra flere eller alle, og det derfor kan være rigtig svært at stille den præcise diagnose. For generelt er der jo mange symptomer, som går igen ved flere lidelser, også dem der ikke er personlighedsforstyrelser. Det var også derfor det tog dem 5 år at få stillet en korrekt diagnose på mig.

    Som jeg husker det, har du heller ikke gået i noget målrettet behandling, eller husker jeg forkert?


  • #106   2. sep 2016 jeg anede slet ikke jeg fejlede noget før jeg fik min datter, og der var en der rent faktisk kunne se jeg ikke bare var doven og unormal.

  • #108   2. sep 2016 Jeg er en af dem som har været plaget af psykiske lidelser siden jeg var 6-7 år gammel. Jeg er nu også ramt af kronisk fysisk sygdom (blandt andet fibromyalgi og kronisk betændelses-tilstand i rygraden), og jeg må sige at jeg møder lige mange fordomme på sidstnævnte.. Folk ANER ikke hvor voldsomme smerter jeg døjer med 24/7, og mange tror at man overdriver når man fortæller om det.
    Heldigvis er jeg nået dertil hvor jeg er flintrende ligeglad med hvad folk mener om min tilstand - de aner ikke hvor omfattende mine diagnoser er, og hvor begrænset jeg er i hverdagen. Så fordomme er blot ligmed uvidenhed. Og det er ikke mit problem


  • #109   2. sep 2016 min angst bliv første værre efter min ulykke i 2010,.. psykolog og læge fandt ingen fejl. men jeg kunne sige 13 ud af 13 fejl i min angst. men psykolog vil ikke hjælpe mig da det ikke var slemt nok i deres øjne så jeg måtte leve med min angst og for os angst piller.

  • Dea
    Dea Tilmeldt:
    jul 2015

    Følger: 5 Emner: 13 Svar: 376
    #110   2. sep 2016 Jeg lider af middelsvær - svær depression (No idea hvor jeg egentligt ligger, men deromkring) og er medicineret. Har haft diagnosen i 1½ år cirka, og været medicineret lige så længe. Blev henvist til psykiater efter snak med egen læge, hvor jeg fik diagnosen. Fysiske problemer som vitaminmangel, blodmangel etc. var også udelukket der. Fordi jeg ved at de kan give depressive symptomer.
    Jeg tilvalgte aktivt medicinen. For bivirkningerne ved det er bare meget mindre end at jeg ender som en blodig klat foran et tog eller en lastbil. Jeg ved hvad konsekvenserne ved det kan være, også hvis jeg havde sagt nej.

    Jeg er enig i at for mange for nemt får den diagnose. Især depression er lidt blevet "allemandseje" at have.
    Jeg kender godt forskellen på at være trist, have en dårlig periode og så at være depressiv. Før jeg blev syg skulle der en del mere til at vælte mig. Jeg havde ikke selvmordstanker over småting, der går galt. Jeg kunne overskue tingene uden at alting skulle være skrevet ned i kalenderen.
    Der er også ting der ikke har ændret sig. For eksempel synes jeg ikke at støvsugning er blevet værre eller bedre hvis jeg sammenligner med, da jeg var rask.

    Jeg er ikke specielt åben om, at jeg er psykisk syg, men har da fortalt det til nærmeste venner og enkelte familiemedlemmer.

    "Du ligner ikke en, der har en depression" har jeg mødt. Men hvordan ser man så ud, hvis jeg ikke ser ud til at være psykisk syg?



  • #112   2. sep 2016 Jeg vil også gerne vide, hvordan psykisk syge skal se ud

    Folks fordomme skyldes ofte uvidenhed, ja det tror jeg også. Derfor kan folks bemærkninger alligevel godt såre, hvis man ikke har nogen, som bakker en op, og det er det eneste man hører.

    De små korte uforpligtende snakke, jeg får med folk, når jeg går tur med Tanja betyder også rigtig meget for mig


  • #114   2. sep 2016 Jeg har ptsd og noget der kaldes "kronisk udbrændthed" sidst nævnte gør, at jeg bliver meget hurtigt træt og tit har mange smerter.
    Nogen gange bliver jeg spurgt, hvor arbejder du?
    Og jeg siger som det er, at jeg er førtidspensionist.
    Så kigger folk op og ned af mig.....
    Og nogen siger så ikke mere og andre spørger så, hvordan det kan være, for jeg ser jo ikke syg ud
    Så forklarer jeg hvorfor.... Og så kommer klassikeren åh gud du må virkelig have et forfærdeligt liv er det ikke virkelig kedeligt?
    Savner du slet ikke, at have et arbejde og hvad med dit sociale liv

    Og jo jeg er ret sikker på, at hvis de skulle leve, som jeg gør ville det være forfærdeligt og kedeligt.
    Men jeg er nået der til, hvor hver eneste dag ikke kun handler om, at overleve.
    Jeg lever nu med de ting jeg har været igennem. Det forsvinder ikke, men jeg lever med det.
    Jeg sætter virkelig pris på livet og små bitte ting
    Mit liv er så enorm rigt, men ikke på samme måde, som mange andres.
    Når folk kigger op og ned af mig ser de nok mine ar fra da jeg var enorm selvdestruktiv og ikke kunne tackle tingene anderledes.
    Men de ser ikke, hvad jeg rummer, hver eneste dag.
    De er ikke i mit hoved, de er ikke i min krop.
    Men jeg ved, hvad jeg rummer og jeg er nået til et punkt, hvor jeg kan sige ja jeg er førtidspensionist, men jeg er virkelig stolt af mig.
    Jeg er stolt af, at være kommet her til, hvor jeg er i dag<3
    Jeg har stadig ting, som jeg arbejder hen i mod og jeg er så priviligeret, at jeg kan arbejde mig fremad i mit eget tempo

    Der er folk der forstår og folk der ikke forstår, men ingen ved, hvordan det i virkeligheden er, at være mig for der findes kun en mig

    Og jeg er virkelig taknemmelig over livet og alle de smukke øjeblikke, hver eneste dag byder på
    Der findes mange dårlige øjeblikke og derfor nyder jeg de gode ekstra meget


  • #116   2. sep 2016 Camilla du er bare sej - dit indlæg rører mig.

    Jeg har selv oplevet fuldstændig samme reaktioner, som du beskriver. Kan så godt genkende det

    Hvor er det dejligt, at du kan være så positiv og se så lyst på det. Du har ret, jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg forstår dig så godt


  • #117   2. sep 2016 Jeg oplever desværre ikke, at folk forstår. Nogle prøver, men meget få forstår..

    Jeg har aspergers, tendens til depression og noget snært af angst og ocd (det kan være svært at skelne fra autismen).. Det, der er sværest er faktisk at overbevise folk om at man ikke bare er doven / ikke gider / det er noget man finder på / lignende.. Dét er op ad bakke.

    Jeg kæmper med mine tanker i forvejen, og jeg skammer mig meget over mange ting - så jeg har absolut ikke brug for at folk stiller spørgsmålstegn ved min bedømmelse af, om jeg er i stand til noget - men det gør de desværre.

    Pt. er jeg endelig komme i "arbejde" / arbejdsprøvning - 3 dage om ugen á 3 timer. Det er hårdt, men jeg prøver virkelig og det går også fint, synes jeg. Så gør det bare ondt når folk siger sådan noget som "Jamen du skulle jo helst komme op på en normal arbejdsuge", fordi vi har rykket den ene arbejdsdag fra man til tirs, fordi jeg ikke fik slappet nok af i weekenden..

    Det får bare en til at føle, som om at det man allerede kæmper med er godt nok..

    Jeg oplever dog, som sagt, at rigtig mange gerne VIL forstå, men de KAN bare ikke..


  • #118   2. sep 2016 Anine jeg sidder her og er virkelig rørt
    Du er simpelthen bare fantastisk tak
    Jeg mangler ord
    Men du formår virkelig, at gøre en stor forskel for mig og verden ved, at være den du er
    Og du får lige et stort kram


  • #120   2. sep 2016 Bodil åh jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige dine ord går lige i hjertet på mig
    Jeg er meget rørt
    Og måske jeg ikke lige har så mange ord, men vi sender et kram


  • #121   2. sep 2016 Anine <3

  • #122   2. sep 2016 Tusind tak Camilla og et stort kram tilbage til dig

  • #123   2. sep 2016 Sikke et skønt indlæg Camilla, og hvor kan jeg nikke til rigtig meget af det!!

    Noget jeg har opdaget efter min sygdom for alvor brød ud, er også hvor mange ting de fleste mennesker tager for givet, og her snakker vi helt simple ting i hverdagen. noget som for dig, mig og mange andre syge kan være den største kamp, den største glæde , den største sejr osv.

    Og det handler netop om at få det bedste ud af livet med de kort man har på hånden. Jeg bryder mig ikke om når andre skal pådutte mig følelser , tanker og er sikker på de ved hvordan mit liv er, eller hvordan jeg skal leve det.


  • #124   2. sep 2016 Hvor har du ret i at de fleste mennersker tager tingene alt for givet, Rikke

  • #125   3. sep 2016 Jeg ville ønske, at jeg kendte en måde, som kunne få os "normale"/samfundet til at forstå hvordan det er, at leve med psykisk sygdom. Men det er nok svært at forstå, hvis man aldrig har oplevet det selv.
    De fleste af os, uden psykiske problemer, oplever jo også at få nedture, depressioner, stress, angstanfald osv. i løbet af livet. Forskellen er jo bare, at de fleste af os kommer ovenpå igen. Måske derfor at mange har den der indstilling, at man bare skal tage sig sammen/op på hesten igen ? For det er jo det der normalt sker ?
    Jeg har en veninde på førtidspension, og nogen gange er jeg virkeligt misundelig på hende (på den gode måde), for hvor må det dog bare være dejligt at kunne planlægge sine dage, som man har lyst/energi til. Omvendt, så er jeg ikke misundelig på de helbredsproblemer, som hun har, og som er årsagen til pensionen
    Uanset hvordan man end vender og drejer tingene, så er intet kun sort og hvidt her i livet. Der vil altid være fordele og ulemper, uanset om man arbejder på fuld tid, eller går hjemme. Det handler om at acceptere livets op og nedture, og få det bedste ud af det.
    Kan godt være, at der ikke er meget status i at være på førtidspension, omvendt så tror jeg, at mange af os der arbejder, godt kan være lidt misundelige af og til
    Er sikker på at jeg ville egne mig til at være pensionist, hvis jeg kunne slippe for at være syg


  • #126   3. sep 2016 Ann-Marie : Jeg forventer ikke at folk kan forstå hvordan jeg har det, for det kan man ikke hvis man ikke selv har prøvet det. Men jeg forventer at blive respekteret og accepteret som den jeg nu engang er

    Jeg syntes det er ret urimeligt at kræve at andre skal kunne forstå en, altså jeg kan jo heller ikke forstå hvordan det føles at være lam, for jeg har jo ikke prøvet det. Jeg kan forstille mig nogle ting, og tænke at det og det må være træls besværligt, men at forstår det vil jeg jo aldrig kunne , med mindre jeg selv bliver det .


  • #127   3. sep 2016 Jeg har ikke fået læst alle tidligere indlæg, men et tip herfra. Prøv at læse bogen " den psykiatriske epidemi" den er skrevet af en virkelig faglig kompetent mand der hsr været medvirkende til at få hele debatten omkring medicin og diagnoser sat i gang.
    Og lige et pip mere herfra. Nogen der ikke undre sig over at for at få en skizofrenidiagnose er er af spørgsmålene "hører du stemmer". Der er altså mange "raske" mennesker der aldrig har været i det psykiatriske system der hører stemmer.
    Stemmehøring er ikke nødvendigvis tegn på en diagnose. Stemmehøring kan der arbejdes med på andre måder således man ikke nødvendigvis skal finde sig i alle de bivirkninger der er ved medicinen som kan give andre psykiske lidelser, eller som min. er med til at dope folk uden at fjerne problemet.


  • #128   3. sep 2016 Men psykiaterne spørger altså mere ind til om man høre stemmer, end bare om man høre stemmer Jeg høre netop også en stemme i mit hoved, men det er min egen stemme , og jeg har altså ikke nogen skizofreni diagnose

  • #129   3. sep 2016 det er jeg klar over Rikke, men det er et af kriterierne og det finder jeg da er et problem.
    I dag er der jo mange stemmehørere der dropper ud af medicinen og i stedet arbejder med det på forskellige måder, hvilket er muligt for mange når du kan mærke dig selv og dine følelser.


  • #130   3. sep 2016 Jamen et af symptomerne på skizofreni ER altså at høre stemmer. som sagt spørger de jo altså mere ind til det, de spørger ikke bare om man høre stemmer, og siger man ja, så får man diagnosen. De spørger ind til hvad det er for en stemme, hvad den siger, hvornår den er der, om den er der hele tiden, om man selv er klar over det ikke er rigtig, og mange flere spørgsmål

    Og man skal jo alts også have andre symptomer, end kun lige at høre stemmer, før man får en skizofreni diagnose.


  • Radar
    Radar Online Tilmeldt:
    aug 2010

    Følgere: 8 Emner: 23 Svar: 2.078
    #131   3. sep 2016 # 127 Tak for tippet om den bog - den lyder interessant.


  • #132   3. sep 2016 læs hvad jeg skriver Rikke "et af kriterierne"


  • #133   3. sep 2016 Jeg læser godt hvad du skriver, jeg ytre blot min holdning. Jeg er tæt pårørende til flere med netop skizofreni diagnosen, og har selv været igennem et hav af undersøgelser osv. Bare fordi jeg ikke er enig med dig, eller argumentere for min holdning, betyder det ikke at jeg ikke læser hvad du skriver

  • #134   3. sep 2016 Jeg har ikke på noget tidspunkt skrevet at stemmehøring = skizofreni, jeg har skrevet at et af spørgsmålene er om man hører stemmer. Det er da fløjtende ligemeget hvad stemmerne siger, eller hvornår de er der ifht en udredning.

    jeg ytre også blot min holdning, nøjagtig som du Rikke


  • #135   3. sep 2016 Det er netop ikke fløjtende ligegyldigt hvad stemmerne siger, og hvornår de er der, når det kommer til en udredning. Ligesom det heller ikke er ligegyldigt hvilken type stemmer det er.


  • #137   3. sep 2016 Hvis man ikke er syg, og godt kan klare sig selv, er det jo også klart at man føler sig parkeret, for så burde man jo slet ikke være på pension. Men bliver man så rask at man kan forsørge sig selv , kan man jo heldigvis vælge det.

    Af dem jeg kender på pension er der ikke en eneste der føler sig parkeret, ja vi er alle kede af det er endt sådan, og vi ville alle hellere være raske og kunne forsørge os selv. Men folk er taknemlige for den mulighed findes, og vi dermed kan have bare lidt livskvalitet i vores liv.

    Psykiatrien er ikke uden fejl, det er trods alt mennesker der arbejder der. Og jeg er igen overbevist om at manglende ressourcer spiller en KÆMPE rolle.

    Vi reagere alle forskelligt på medicin, det gælder også medicin til somatiske lidelser. Nogen er uheldige og får mange bivirkninger, andre er heldige og får ingen. Nogen skal afprøve flere forskellige slags, før de finder det der virker, det gælder også både for det psykiske og det somatiske, og hos nogen virker medicinen bare ikke. Er man ikke syg, skal man selvfølgelig ikke tage medicin.
    Men jeg syntes bare ikke man skal underkende at medicinen altså redder rigtig mange liv, og giver rigtig mange mennesker et bedre liv.

    Jeg tager som sagt ikke selv medicin, man kan ikke give medicin mod min lidelse, kun mod de følgesygdomme der ofte føler med, jeg havde bare ikke rigtig nogen virkning af det. Men kunne jeg få en pille der kunne hjælpe mig, så skal jeg love for jeg ville tage den.


  • #138   3. sep 2016 Ann-marie jeg forstår godt, at det lyder lækkert at gå på førtidspension, hvis man har familie, omgangskreds og fritidsinteresser, som man gerne vil bruge tid på Sådan som jeg har oplevet virkeligheden for mange af mine medpatienter (og mig selv), så har de været ensomme og haft svært ved at overkomme ting, som raske anser for at være helt normalt. For dem har det været en nødvendighed og bestemt ikke en luksus. Mange vil nok af uvidenhed kalde dem dovne, men det er deres sygdom, som er årsag.

    Diagnoser bliver nævnt meget. Jeg har også en, men jeg går ikke op i den, og jeg er bestemt ikke sikker på, at den er korrekt. Jeg opsøgte psykiatrien, fordi jeg led af en slem spiseforstyrrelse og generelt bare havde det skidt. Jeg fandt ud af, at årsagen til min spiseforstyrrelse var depression, angst og meget lavt selvværd. Jeg har været indlagt på både døgnhus (da det tilbud eksisterede) og et bo- og træningssted. Det er ca. 14 år siden jeg stoppede i behandling og jeg er heldig, jeg er blevet "rask". Mange gør ikke

    Jeg synes, jeg er heldig, og sætter stor pris på, at jeg har fået det så godt. Det har været hårdt arbejde med sig selv, men det hele værd. Ingen, som ikke har prøvet det selv, kan sætte sig ind i det.

    I dag har jeg gået og tænkt på, at når man selv har haft det psykisk dårligt, så får man en intuitiv følelse "og kan mærke" når andre har det skidt. Det kan ikke forklares, jeg tror bare, det er nogle bestemte signaler, man opfanger.


  • #139   3. sep 2016 Bodil : Præcis , for syge mennesker er pensionen en nødvendighed, og det er netop derfor man ikke føler sig parkeret, for man ved godt det er ens eneste mulighed for forsørgelse, og man ved godt at det er det der kan give en den ro det kræver, så man kan få bare lidt livskvalitet i ens liv.

  • #142   4. sep 2016 Indica jeg skulle igennem rigtig meget, før jeg fik min førtidspension - også arbejdsprøvninger. Det var bestemt ikke noget jeg ønskede, men noget behandlerne satte i værk - og det tog lang tid..

    I dag kan jeg have dårlig samvittighed over at andre skal arbejde så hårdt, og jeg "bare" går herhjemme. Men inderst inde, så ved jeg, at det er den rette løsning for mig, og at jeg risikerer at blive syg igen, hvis jeg bliver presset for meget. Jeg er "rask" men samtidig også meget, meget sårbar/skrøbelig psykisk.


  • #143   4. sep 2016 Indica: Men er det ikke også en del år siden du fik din pension ? I dag skal man jo altså nærmest være død for at få den tilkendt. Og dem jeg kender der har været igennem møllen, der har det på ingen måder bare været "vupti" og så har de fået en pension, mig selv inkl.

    Jeg forstår ikke helt hvad du mener med hjælp til at komme ud af pensionen ? Du kan jo bare finde dig et job eller studie, og så meddele du ikke vil have din pension mere. Man kan også få sat sin pension på pause, for at afprøve om man kan klare f.eks et fleksjob . Og man kan også få lov at studere MENS man er på pension, og kan man så klare det, jamen så bortfalder pensionen , altså hvis der er fuldtidsstudie og de vurdere man så kan klare et job, uanset hvad kan de jo ikke tvinge en til at blive på pension.

    Jeg kender ingen der er tilkendt pension, bare fordi det var det nemmeste, dem jeg kender der er på pension, er fordi der ganske enkelt ikke er andre muligheder, andet end at hænge fast på kontanthjælp sygemeldt resten af livet og blive kastet rundt i diverse tiltag der ikke gør andet end at skade og gøre det hele værre. Med andre ord, folk er for syge til at forsørge dem selv.


  • #145   4. sep 2016 I gamle dage blev folk tilkendt førtidspension, alt for hurtigt. Tror at mange blev tabt på gulvet i en periode, desværre. Min svigerinde har lige fået tilkendt førtidspension, det har taget næsten 6 år Det er så til gengæld alt for længe De har i lange perioder måtte leve udelukkende af min lillebrors løn, fordi de er gift.
    Jeg er sikker på at de fleste førtidspensionister gerne byttede pensionen ud, for et godt helbred, og muligheden for at forsørge sig selv. Men så let er det jo desværre ikke Kan levende forestille mig, hvor belastende det må være at møde nye mennesker, som måske ikke bliver voldsomt imponeret over at man er psykisk syg og på førtidspension Er slet ikke i tvivl om at det må være et hårdt liv på mange måder, når man bliver mødt af mistro og fordømmelse, oven i sin sygdom, samt et liv med en begrænset indtægt.
    Når det så er sagt, så priser jeg mig stadig lykkelig over at vi trods alt lever i et land, hvor der er mulighed for at få hjælp (selvom det tager ALT for lang tid).


  • #147   4. sep 2016 Birgitta: Jeg er ikke i tvivl om at det for de fleste, kan føles ulideligt at skulle gå i flere måneder, i uvished, når verden omkring én er kaos. Det må uden tvivl være forbandet hårdt.
    Men et eller andet sted er det jo også nødvendigt at være grundige, før man "parkerer" folk, og dømmer dem uarbejdsdygtige resten af livet.
    For 20-30 år siden, fik folk pension, rimeligt let, for let. Alle der var "lidt vanskelige" at få ud på arbejdsmarkedet fik pension, for så slap man for mere besvær med dem Bl.a fik mange med misbrugsproblemer pension. Og det synes jeg et eller andet sted, er rigtigt trist. Det ville da være bedre, at prøve på at hjælpe folk, så de kunne komme videre i livet, og fungere igen, uden hjælp fra samfundet.
    I dag er det blevet alt for svært, at få en førtidspension. Det må være frygteligt at skulle leve i 5-10 år i uvished, samtidig med at man døjer med helbredet Det er uværdigt.
    Såvidt jeg ved, kan folk med den nye førtidspension, få genvurderet deres afgørelse. Så hvis der sker positive ændringer med helbredet, kan førtidspensionen tages fra folk igen. Så jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det skal være så langsommeligt at tildele folk pension i dag ? Det er jo ikke som i gamle dage, hvor pensionen var for resten af livet.


  • #149   4. sep 2016 Birgitta: Helt enig, misbrugere kan ikke altid hjælpes til at kunne klare sig selv, nogle kommer aldrig ud af deres misbrug, og nogle får varige skader pga. deres misbrug. Men man kan, og skal da forsøge på at hjælpe, i stedet for bare at afskrive folk, som man gjorde i stor stil i "gamle dage"

    Min veninde, som er på førtidspension, blev tilbudt at blive overført til den "nye førtidspension". Selvom hun ville få mere udbetalt pr. mdr. sagde hun pænt nej tak, da det gik op for hende at kommunen så havde mulighed for at revurdere hendes pension, og evt. tage den fra hende Hun har været på pension i over 20 år, og hendes helbred bliver dårligere og dårligere, lur mig om ikke kommunen kunne have fundet på at snuppe hendes pension, hvis de havde fået muligheden Det ville jo være noget billigere at smide hende på bistand
    Godt at de i det mindste ikke kan røre folkepensionen !!!


  • #150   4. sep 2016 Ann-Marie: Man får ikke mere på den nye, jo i selve grundsatsen, men den gamle giver mere i det store billede, fordi man kan få diverse tilskud osv. Af samme grund har de fleste takket nej

    Mht misbrugere, skal man også huske på at rigtig mange af dem har andre problemer, som netop er grunden til deres misbrug. Det er bare sjældent noget de får hjælp og behandling til, men kun til selve misbruget, og så er det jo klart de ikke kan holde sig clean særlig lang tid, for det egentlige problem er der jo stadig.


  • #151   5. sep 2016 Rikke: Kan ikke huske om det var grundsatsen eller tillæggene, som ville give min veninde flere penge om måneden i pension (hun regnede på det), men uanset hvad, så sagde hun nej

    Og er for øvrigt helt enig i at misbrug ofte hænger sammen med psykisk sygdom. Folk selvmedicinerer med stoffer og alkohol, hvis ikke de får ordentlig hjælp. Kan ikke huske tallet, men andelen af psykisk syge indsatte i fængslerne er voldsomt stor. Mange havner i fængsel fordi de har psykiske problemer, som de dæmper med stoffer, pengene til stoffer skaffes fra kriminalitet Det er skruen uden ende.
    Psykisk sygdom er sgu noget lort, uanset hvor hårdt ramt man er


  • #152   5. sep 2016 Man kan ikke få tillæg på den nye , det er kun på den gamle

    Du kan se det på dette link, hvis deu altså gider Grundsatsen er mindre på den gamle, men med tillæg giver den mere end den nye gør. Det er vist også noget med at man får mere i boligsikring på den gamle, end man gør på den nye. Så er det selvfølgelig ikke alle der kan få alle tilskud, og man bliver modregnet efter ægtefællens indkomst osv.

    http://www.pensionist.dk/tilskud-og-mulighede/hvad-faar-man-i-pension

    Ja det kan virkelig være en ond spiral, og det burde også bare være endnu en god grund til at tilføje flere ressourcer til psykiatrien, og få den på finansloven. Det kunne både redde liv bogstaveligt talt, og det kunne ændre rigtig mange menneskers liv i en positiv retning. Og det ville så igen måske netop kunne føre til at flere kom i job, fordi de blev "fanget" i tide, og dermed kunne få rette hjælp inden de blev alt for skadet. Men sådan ser dem på borgen det bare ikke, de tror at man bare skal piskes nok, så bliver man rask.


  • #153   5. sep 2016 Min veninde er gift og bor i eget hus, så hun kan vist ikke rigtigt få nogen tillæg, så det må være det som gør at hun får mindre udbetalt på den gamle pension.

    Helt enig i at der burde sættes flere penge af til psykiatrien. Alt for mange syge bliver overladt til deres egen skæbne


  • #154   5. sep 2016 Ann-Marie: Præcis, og jo mere man pisker og strammer op, jo mere syge bliver folk, fordi det for det første giver øget stress, og dernæst fordi endnu flere bliver tabt. Det er simpelthen SÅ trist, og jeg forstår ikke hvordan de ikke selv kan se det, og hvordan man kan være så ligeglad

    Jeg skrev også lige under på en protest mod nedlægning af sengepladser i psykiatrien i holstebro igår, altså hvad fanden tænker de på, der mangler i forvejen sengenpladser!!


  • #155   5. sep 2016 Kan slet ikke forstå det, når nu man tager i betragtning at det også har kostet liv (personale i psykiatrien og pårørende) ???
    Det er skræmmende og trist


  • #156   5. sep 2016 For mig vidner det bare igen om, at man ikke tager psykiatrien ligeså seriøs, som man gør det den somtatiske del ( og ja der mangler også ressourcer, men de er på finansloven, og der bliver lavet diverse pakker med jævne mellemrum) .

    Psykiatrien er bare en stor spareplan, nedskæring efter nedskæring, mindre sengepladser og mindre personale. Det er ingen tjent med, hverken de syge, pårørende eller personalet!!

    Her er den underskriftindsamling jeg har skrevet under på, hvis nu andre skulle have lyst til at skrive under. De vil flytte pladserne fra Holstebro til Herning , og dermed fjerne de sidste sengepladser der er i Holstebro. noget der også er rigtig vigtig med psykiatrien, er netop at man ikke skal langt væk hjemmefra, fordi man så kommer væk fra ens netværk, og dermed støtte.

    Det er "BEDRE PSYKIATRI" , der står bag indsamlingen.

    http://www.skrivunder.net/stop_lukningen_af_psykiatrien_i_holstebro


  • #157   5. sep 2016 Det er sgu trist, og man forstår det ikke ? Et eller andet sted burde der jo også være masser af stemmer i at hjælpe psykisk syge, om ikke andet så hr og fru Danmark føler sig mere sikre. Det giver i hvertfald ikke stemmer, når medarbejdere bliver slået ihjel af psykisk syge patienter

    PS. Har skrevet under på at jeg er imod lukningen af psykiatrien i Holstebro


  • #158   5. sep 2016 Det giver overhovedet ingen mening!! Og jeg syntes simpelthen det er SÅ trist



  • #159   5. sep 2016 Helt enig !! Og det er uværdigt for alle parter, ikke mindst de psykisk syge, og deres familie, som bliver svigtet på det groveste

  • #160   5. sep 2016 Vi er helt enige Ann-Marie , øv hvor jeg syntes det er trist altså

  • #161   5. sep 2016 Hvad skal vi så snakke om, når nu vi er enige ? Vejret ?

  • #162   5. sep 2016 Ahahahaha, vejret har dælme ikke været noget at råbe hurra for i dag , så er det vel næppe værd at snakke om

  • #163   5. sep 2016 Jo, jo, for så kan man jo brokke sig over vejret, det elsker vi danskere jo

  • #164   5. sep 2016 Haha, jeg brokker mig som regel kun når det er for varmt

  • #165   5. sep 2016 Det gør jeg også. Men regnvejr hader jeg mindst lige så meget

  • #166   5. sep 2016 Jeg elsker at gå tur i regnvejr, hvis jeg bare er kldt ordenligt på

    Da jeg var barn, tog min mor og jeg altid skoene af om sommeren, og gik hjem i bare tæer hvis det regnede, det var dælme hyggeligt


  • #167   5. sep 2016 Jamen så bor du jo i det helt rigtige land
    Nå, det er sengetid nu. Sov sødt


  • #168   5. sep 2016 I lige måde

  • #169   5. sep 2016 Jeg får førtidspension efter den gamle ordning. Det giver mig stor tryghed og ro, for jeg har INGEN gode oplevelser på arbejdsmarkedet.

    Jeg synes, at det er skræmmende, at sagsbehandlere, som skal revurdere førtidspensioner måske har fordomme og manglende kendskab til psykisk sygdom.

    Jeg tror, at lige netop for psykisk syge, så er roen og trygheden utrolig vigtig. Kan sagsbehandlere virkelig gennemskue om sygdommen er i bedring eller det er det faktum, at man er fritaget for stresset, der gør, at man får det bedre?

    Da jeg skulle flytte fra bo- og træningssted skulle jeg have et sted at bo. Jeg havde haft min hund boende hos mig under hele forløbet, men jeg fik at vide af sagsbehandler, at hvis jeg skulle have hjælp af kommunen til at få en bolig måtte jeg skille mig af med hunden. Den hund betød alverden for mig og heldigvis fandt jeg selv en bolig hos en privat Jeg kunne aldrig have skilt mig af med Bella Det forstod sagsbehandleren overhovedet ikke .


  • #170   5. sep 2016 Bodil: Jeg er ikke blevet mere rask af at have fået pension, men som du er inde på er mit stressniveau netop faldet. Og det skyldes jo netop at jeg kan tage livet i MIT tempo, og jeg ikke hele tiden går og frygter næste brev eller opkald fra kommunen. Men altså jeg får stadig hjertebanken, kvalme osv, når der tikker et brev ind fra udbetaling danmark en sjælden gang imellem. Det sidder simpelthen så dybt i en.

    Jeg skal f.eks bruge flere dage på sofaen på at lade op, efter jeg har været social. Og det er altså også selvom det bare har været besøg hos mine forældre eller en veninde. Det dræner simpelthen så afsindig meget, ja nogle dage kan bare det at gå i bad koste alt energien.

    Jeg skal starte i terapi her til oktober, og jeg frygter allerede nu busturen hjem, fordi jeg i forvejen har det svært ved at køre i bus, men når jeg så har kørt i bus OG modtaget terapi , er jeg helt sikkert total drænet. Heldigvis kan jeg tage den samme bus hele vejen, så skal jeg ikke bruge energi på at skifte bus og skulle opholde mig i menneskemylder inde i Århus C. Men så giver pensionen mig heldigvis muligheden for bare at ligge på sofaen i flere dage efter, og ikke lavet andet end at stirre ind i tvet eller væggen


  • #171   5. sep 2016 Puha, det I beskriver kan jeg virkelig genkende.

    Er selv på uddannelseshjælp i arbejdsprøvning - for et lille år siden mente kommunen ikke jeg var "syg nok" til en STU og nu mener de jeg er for syg - så jeg skal i arbejdsprøvning med mit timeantal.

    Jeg har heldigvis fået en støttekontaktperson som er GULD værd - og det er min psykolog også. Støttekontaktpersonen betyder bare så meget, fordi hun nu tager sig af alt kommunikation mellem mig og arbejdssted og mig og kommunen - det letter en del.

    Ud over det, så synes jeg virkelig det er trist, hvordan reglerne, som er til for at skulle have en hurtigst muligt igennem, faktisk sænker en, når man er på uddannelseshjælp/kontanthjælo fordi man er syg.

    For at gøre det bedre skal vi så også flytte her til Januar, så ieg håber virkelig ikke at jeg skal starte forfra i ny kommune - og håber min støttekontaktperson kan følge mig..


  • #172   5. sep 2016 Rikke det dræner også mig at være social. Jeg kan godt følge dig i det, du skriver.

    Jeg tror mange synes, jeg er doven. Det er bare sådan, når jeg har taget mig af Tanja, min kanin og mig selv, så er der ikke særlig meget energi tilbage.

    Når jeg har skullet til konfirmation, sølvbryllup eller lignende har jeg (fordi jeg selv har bil) holdt på, at jeg er nødt til at køre hjem og lufte min hund midt på dagen. Det afbræk giver mig mulighed for lige at puste ud, være mig selv og så være klar igen. Mine hunde har også altid syntes, at det er dejligt, at jeg kigger hjem til dem


  • #173   5. sep 2016 Hvorfor der ikke er penge til psykiatrien...en del af det er:

    -Man vinder ingen valg på at forfordele psykiatrien. Det er stadig så tabulagt og så lille et offentligt samtaleemne at det er nemt at glemme den skyggeside af mennesket (som vi generelt faktisk prøver at undertrykke tanken om eksisterer i forvejen)
    -Når der så endelig sker ting som når offentligheden...så er det netop når det er gået helt galt, men hvad der går endnu mere galt, er at den psykisk syge bliver et skræmmebillede, nær monster agtigt. Ustabilt, uligevægtigt og en stor fare. Og det opfordrer ikke folk til at bekymre sig om deres velbefindende.

    Ingen tænker på at den forholdsvist unge mand der stak sosu assistenten ned på Lindegården -hans liv er også ødelagt. Og han havde tigget, bedt, og i stor grad advaret om konsekvenserne ved ikke at få den psykiatriske behandling han efterspurgte. Det her er en direkte konsekvens af en underprioriteret og presset psykiatri.....og en kvinde er død, en ung mands liv er ødelagt...men forargelsen har ikke helt fulgt med hændelsen som jeg føler den burde...

    Det er blevet "løst" for nu er han jo i forvaring... af en art. -og så kan vi ånde lettet op og glemme det lidt igen... og ingen ...absolut ingen tænker på at han faktisk også er blevet helt ekstremt påvirket af hændelsen....han er ikke en koldblodig morder, der overlagt myrder, et følelseskoldt monster der ikke værdsætter andre mennesker og deres liv.


  • #175   5. sep 2016 Obster: HELT enig. Nej det er ikke okay at slå ihjel, heller ikke selvom man er psykisk syg, og det giver ikke bare en fripas fordi man er syg. MEN de fleste gange når en psykisk syg begår mord, røveri osv, så er det netop en person der i den grad er blevet svigtet af systemet, og hvor sygdommen så til sidst tager over.

    For et par år siden var der en ung mand med skizofreni, der dråbte hans mor her i byen. Hans familie havde kæmpet og råbt og skreget på hjælp i årevis, men der skete ikke en skid. Nu er drengens liv ødelagt, familien er ødelagt, og moren er død


  • #176   6. sep 2016 Det er jo netop det der er det største problem med de psykisk syge, der kan blive ekstremt voldelige. Hvis nu de fik den rigtige hjælp og støtte, inden det gik galt. Ville alle jo vinde. Både den syge, de pårørende, plejepersonalet, og hele samfundet.
    Forstår ikke at folk skal så langt ud, at de skader/slår ihjel, før hjælpen gives


  • #177   6. sep 2016 Nu er det jo altså ikke alle psykisk syge der er nået dertil at de vil arbejde med det motivationen skal være der.


  • #178   6. sep 2016 Jeg undværer hjælp pt. Jeg fik simpelthen nok!

    Blev trukket igennem systemet i 6 år, med komplet ukompetent personale, læger, sygeplejersker, osv.
    Jovist, enkelte af dem ville mig det godt, men de trickede bare noget i mig.

    Og så først da jeg smed mig på gulvet og skreg som en hys teenager på 28 så kunne de tilbyde mig hjælp, en henvisning til København! Og jeg var træt... efter så mange års kamp, jeg var ulykkelig, pressset, og havde fået nok..

    Så da jeg fik min flex bevilling, besluttede jeg at nu ville jeg have ro i mit liv, og så senere når jeg er klar til det, komme i behandling.

    Jeg er ikke sikker på at jeg bliver klar.. Det har været traumatisk nok for mig.



  • #179   6. sep 2016 Tja, jeg ved ikke nok, men har alligevel det lidt inde på livet.

    Har psykisk sygdom i familien på fædrene side og begge mine børn har autisme samt ADHD.

    Jeg er ikke enig i, at børn "bare" får smidt diagnoser i hovedet, og hjælp til at få udredt børn eller få hjælp til at forstå egne børn - er lidt som at vinde i lotteriet.

    Begge mine børn viste tidligt tegn på, at der var et eller andet "off" - men jeg fik stukket i skoene, at jeg var totalt hys og bare skulle tage lærerbrillerne af. Min eksmand og jeg gik stort set igennem hele vores ægteskab og havde det oppe at vende hveranden måned pga der konstant var episoder med vores datter. Hun magtede ikke alm skoletilbud, men kommunen mente hun blot led af omsorgssvigt (??? o.O) pga mit arbejde som lærer tog min tid (iflg pædagog i børnehaven) samt en fraværende far, der aldrig var hjemme. Så vi blev kastet rundt i 117 kurser og fordrag om, hvordan man var sammen med sit barn og talte til det.
    At jeg havde måtte bære min datter på arm fra fødsel pga hun skreg, når jeg lagde hende, eller at hun ikke magtede at fremmede løftede hende eller at der var for meget larm omkring hende for så blev hun overstimuleret - det var der ikke så meget fokus på. Nej vi forældre skulle opdrages til at være bedre forældre.
    Da vores datter endelig fik asperger diagnosen, da hun var 11 år, var en følelsesmæssig lettelse og befrielse - som fik mig til at tudbrøle. Børnepsyk var ikke i tvivl efter et hav af samtaler og prøver, at hun så oveni købet har ADHD var blot en mindre detalje.

    Min søn fik senere samme år diagnosen Infantil autisme og ADHD.

    Begge er højt begavet, videnbegærlige og har et meget formfuldt sprog.
    Men deres sociale kompetencer og evner til at aflæse andres mimik - er helt væk, og det til trods for at de begge har været i dagpleje, børnehave og skole uden andet fravær end alm. som fx. alm. sygdom.

    Jeg bliver splitter gal, når folk påstår, at børn får diagnoser "for let"!!
    Det er simpelthen for simplificeret og forenklet, så det batter.

    Det ville netop svare til, at sige en person med demens bare skal tage sig sammen og huske pga personen er da "bare" for doven.

    Og hjælp til børn med diagnoser kommer så sandelig ikke flyvende ned fra himlen, man skal som forældre kæmpe for, at der blot kommer en smule hjælp. Og når man oveni er aleneforældre, så er det endnu værre, da de sociale myndigheder konsekvent henviser til, at man selv skal sørge for pasning eller få det praktisk til at fungere. Desværre har jeg to børn, der ikke på noget tidspunkt må være alene sammen pga de vanskeligheder de har, så AL planlægning hér om indkøb eller kørsel fra A-B skal planlægges flere uger frem. Jeg kan ikke blot forlade huset for at handle, da sønnen skal forberedes på det, og har han en dårlig dag - så vil hverken omgivelser eller han have godt af, at jeg tager ham med ud. Dermed bliver konsekvensen, at jeg ikke kan komme ud.

    Emnet er meget brandfarligt for mit vedkommende - brandfarligt pga de følelser der er involveret - og pga den ringe forståelse der er fra omgivelserne.


  • #180   6. sep 2016 DKK : Jeg tror nu vi er en del her i tråden der SAGTENS kan forstå dig, enten på den ene eller anden måde.

    Har du slet ikke noget hjælp/aflastning? Jeg har bla. en kusine der er autist og også fejler flere ting, og hun har flere personer tilknyttet som kommer i hjemmet og aflaster x antal timer om ugen.


  • #181   6. sep 2016 Min lillebror bliver 13 til Marts og har først i år fået sin diagnose (infantil autisme), trods han er hårdt ramt. Jeg fik min diagnose som 17 årig - indtil da blev jeg bare afskrevet som depressiv.

    Jeg synes bestemt heller ikke det er nemt at få en diagnose..


  • #183   7. sep 2016 Rikke - aflastning er næsten umulig at få. Jeg har pt nærmest vundet i lotteriet ved at have én, der kan hente min søn og være med ham, samt køre ham til min bopæl, så de er der, når jeg kommer fra arbejde.
    Alternativt skulle jeg have haft tidligere fri og da jeg i forvejen har tidligt fri (kl 15.30), så er det ikke muligt.
    I bund og grund vil kommunen gerne tilbyde aflastning, men nu er jeg på 6. mdr. uden nogen løsning overhovedet, så det er ikke fordi de mener det haster.


  • #184   7. sep 2016 Der er mangel på aflastningsfamilier. Og selvom man får en, er det ikke sikkert, at det kommer til at fungere. Been there - done that.

    Jeg måtte meddele, at aflastning var en belastning for vores familie.


  • #185   7. sep 2016 Nu er det ikke en familie, der skal aflaste, men én der kan tage én af mine to børn med ud til en aktivitet alene. Det kan vi meget sjældent, da de ikke har samme interesser og de næsten aldrig er alene på to-mands-hånd med mig.

  • #186   7. sep 2016 Det var nu heller ikke en aflastningsfamilie jeg snakkede om Susanne, men sådan en der kommer i ens hjem x antal timer, og netop er sammen med barnet.

    DKK : Det kan være min moster og onkel bare har været heldige, så meget ved jeg jo ikke om det, men de har haft flere "ansatte" igennem en del år, det er ofte studerende, f.eks psykologistuderende , og mener det er igennem kommunen.

    Da min mormor fyldte 70, havde min kusine f.eks en af hendes aflastningspersoner med, og allerede efter ½ time gik de så hjem, og så kunne min moster, onkel og anden kusine blive et par timer og være sammen med familien, og min anden kusine kunne være hjemme i vante rammer og "slappe af".


  • #187   7. sep 2016 Jeg har ingen diagnoser i den psykiske afdeling selvom jeg vel nok har fået mig en lille PTSD-ting efter turen i jobcentermøllen.

    Jeg vil blot pippe om det der med at være på pension i en relativ ung alder.
    At være parkeret, nej, det er er man ikke, ihvertfald ikke hvis man er så syg, som det kræves at blive tilkendt pension disse år.
    For mig har det været livreddende og det er nok ovenikøbet i den bogstaveligste forstand.

    Jeg skammer mig ikke det mindste over det og siger det også åbent og ærligt til alle, der måtte spørge om det. Der er intet ved hverken mine sygdomme, min kæmpe lange kamp i jobcenteret, min tilkendelse af pension, som jeg ikke kan tale åbent om.
    Og det betyder faktisk at folk ikke stiller mig de der dumme spørgsmål. Jeg har ro og selvtillid og VED at det ikke kan være anderledes og jeg tror det giver en udstråling, der får folk til at lade være.

    I denne tid er det sådan, at mange fysiske sygdomme indlemmes i psykiatrien hvilket betyder, at der er sket et skred i forhold til at tage både fysiske og psykiske sygdomme alvorligt.
    Dertil kommer at vi må se i øjnene, at selvom medicin nogle gang kan være livreddende (der har jeg jo selv været flere gange), så er det også noget giftigt stads, som har konsekvenser.

    Der udskrives ALT for meget psykofarmaka - og meget af det, der udskrives bliver det netop til mennesker med fysisk sygdom. Det er det rene galskab. Ligesom jeg er fuldstændig enig i, at praktiserende lægers diagnosticering af depression er afsindig mangelfuld.

    Som en sidebemærkning, som jeg ved er provokerende - jeg tror ikke på psykisk sygdom - og derfor mener jeg heller ikke at psykofarmaka er noget, der er godt for nogen.
    Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at psykisk sygdom i virkeligheden er symptomer på fysiske problemer i kroppen og som bør angribes den vej fremfor med medicin, der eksempelvis regulerer humøret...

    Jeg kan godt forstå, at man vælger det fordi man virkelig gerne vil symptomerne til livs, men jeg synes at det er forfærdeligt ærgerligt, når en udredning stopper med en en psykisk diagnose og en pilleæske. Og det gør den sådan ca. altid.

    Jeg misunder jer ikke, jer der har psykisk sygdom - til gengæld er jeg ret sikker på, at følelsen er gensidig i forhold til mine bunker af fysiske skavanker


  • #188   7. sep 2016 Jeg er enig i det meste du skriver CH. Vi arbejder meget ud fra følelser, selvværd fysiske skavanker osv ifht det psykiske, idet dette langt hen ad vejen løser mange ting, eller i det mindste er medvirkende til at finde redskaberne der er brugbare til at livskvalitet.
    Det kræver dog at personen er motiveret til at arbejde med sig selv og vil det hvis det skal lykkedes


  • #189   7. sep 2016 Connie, jeg tror ikke så meget jeg er der længere. Jeg er røget rigtig meget med på Sven Brinkmanns ide om måske IKKE at føle så meget hele tiden, men i stedet leve udad i stedet for at leve indad.

    Men det er klart, at netop dette er en enorm udfordring ved psykisk sygdom og også FOR stor en udfordring - og der skal samtale til at nå dertil, ingen tvivl om det.

    Dog vil jeg stadig sige, at det vigtigste er, at finde ud af HVAD der forårsager de psykiske reaktioner - og der tror jeg så ikke der skal kigges på barndom og traumer, men en fysisk ubalance, der fastholder en i kedelige tanker og reaktioner.



  • #190   7. sep 2016 En af mine nære venner har døjet med depression siden 14-års alderen. Sådan, tung, behandlingskrævende depression. Vedkommende har været på venlafaxin siden for evigt, haft flere års psykologtimer bag sig, etc.
    Enter en dygtig klinisk ernæringsterapeut, jeg kender. Nu, et halvt år senere, efter 6 mdr med diverse tilskud af vitaminer og mineraler, udelukkelse af visse fødeemner, inklusion af andre, og en hulens masse probiotika, har vedkommende det langt bedre. Basistilstanden er ganske fint tilfreds, og hvis venlafaxinen glemmes en dag, så mærker vedkommende det ikke! Det betyder ikke, at alting er fikset, og vedkommende tør sjovt nok ikke undlade venlaen mere end en dag, når den bliver glemt, men jeg kan se, at der er en verden til forskel. Og om et års tid, hvis udviklingen fortsætter bare stille og roligt fra nu af, så skal der kigges på nedtrapning/udfasning af venla.


  • #191   7. sep 2016 Batdog - hvor er det dejligt at høre, at der tilsyneladende findes en vej ud af en ellers næsten kronisk tilstand. Et opgør med vanetænkning og -handling er helt sikkert en nødvendighed. Ellers trues vort samfund af en undergang af romerske dimensioner.
    Nej, jeg stemmer ikke LA - faktisk slet ikke


  • #192   7. sep 2016 Det, der er så svært Søren er, at finde det, der kan hjælpe en videre.

    Da jeg fik en kronisk sygdom tilbage sluthalvfemserne gik et kæmpe arbejde i gang med at finde vejen ud af skidtet.
    Eftersom der ikke er meget hjælp at hente i det etablerede system ud over symptombehandling, så må man gå ad alternative veje og HOLD da op, det er en jungle.
    Det koster penge, det koster energi (hvilket oftest er meget sparsom, når man er syg) og det koster et væld af skuffelser, desværre.
    Til sidst stopper det - også fordi man står til ansvar for samfundet og bliver nødt til at følge den slagne gang behandlingsmæssigt og socialt.

    Det er desværre ikke lige til - men de fleste ønsker at komme af med sin sygdom og kæmper specielt i de første år med næb og klør. Nogle gange i et omfang, så accepten af sygdommen lægges til side med stor frustration til følge.
    Var det bare enkelt....
    Det er virkelig virkelig hårdt og de ressourcer, man har at arbejde med for at tilfredsstille både ens personlige kamp for at overvinde sygdom, at leve med sygdom og at tilfredsstille samfundets krav til en er forsvindende små.
    Det er let at brække halsen i den proces.

    Jeg selv blev langt mere syg end jeg var i forvejen... Kroppen kunne slet slet ikke holde til det.


  • #193   7. sep 2016 Jeg vil lige supplere til ovenstående... Jeg har endnu ikke givet op.

    Er stadig i gang med at finde veje til at få det bedre - og også jeg har været en tur om en ernæringsterapeut, der satte gang i en hulens masse positivt.
    Kroppen er dog ikke altid med på den lige vej til målet, og store forhindringer blev igen sat op - men det betyder ikke at kampen er tabt.

    Jeg har dog ikke længere glorificerede håbefulde tanker om at blive mirakuløst helbredt og komme tilbage på fuld kraft til de to fag, jeg ellers elsker højt.
    Det er nødvendigt med accept af den slags, ellers bliver man tosset i hovedet.


  • #194   7. sep 2016 CH jeg vil ikke give dig ret i at psykisk sygdom er symptom på fysisk sygdom. Jeg lagde godt nok mærke til, at du skrev du provokerede lidt Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at deltage i diskussionen mere, men din" provokation" kan jeg ikke lade være uimodsagt.

    I mit tilfælde har det simpelthen ikke været tilfældet, og jeg har mødt mange i "det psykiatriske system" , hvor det heller ikke har været tilfældet.

    Du skal passe på ikke at generalisere for meget. Mange psykiske sygdomme skyldes muligvis fysiske sygdomme, men det gælder ikke alle. Jeg synes, at det er for nemt, sådan at tilskrive psykisk sygdom fysisk sygdom.

    Ang. medicin vil jeg lige fortælle, at jeg i en årrække fik medicin både mod angst og depression. Det hjalp mig helt sikkert i en periode, hvor jeg havde meget brug for det. Da jeg følte, at jeg var klar til at trappe ud af medicinen opsøgte jeg en psykiater. Vi snakkede om, hvordan jeg havde det, og psykiateren lavede en plan til mig om, hvordan jeg skulle trappe ud. Det gik uden problemer, og det er vel ca. 14 år siden nu at jeg har fået medicin. Jeg kender så et familiemedlem, som bare fra den ene dag til den anden holdt med sin medicin. Han fik det rigtig dårligt, måtte starte op igen, men fik senere, da han var blevet stabil, hjælp af sin læge til at trappe ud uden problemer.


  • #195   7. sep 2016 Jeg har ikke nogen intention om at passe på ikke at generalisere hvad dette angår.

    Jeg mener at der ikke eksisterer psykiske lidelser, men at det er symptomer på fysiske sygdomme og ubalancer. Det er for mig så enkelt.
    Det er BESTEMT ikke nogen nem konklusion, tværtimod. Det gør det hele langt mere kompliceret.

    At man ikke har interesse i at undersøge hvad der kan ligge til grund for disse symptomer kan vi jo nok tilskrive det som også problematiseres i programmet fra forleden - at der er virkelig mange penge i at lade være...


  • #196   7. sep 2016 Psyken er en fysisk struktur...så selvfølgelig kan man ikke adskille de to.

  • #198   7. sep 2016 For mig er et traume en fysisk ting, en kemisk, elektrisk eller strukturel skade, der kommer af et chok eller stress - længerevarende eller pludseligt.

    Jeg tror det er den, der skal behandles, ikke tankerne.

    Og så tror jeg bestemt ikke at 90% af af psykiske sygdomme stammer fra ubearbejdede traumer, men det er et gæt.


  • #199   7. sep 2016 90% af psykiske sygdomme består bestemt ikke af et traume!

    Men tankerne omkring og i psykiske lidelser skal i den grad behandles man kan ikke skille psyke og fysik på den måde. Kroppen og psyken er et hele og skal behandles som sådan


  • #200   7. sep 2016 CH tror jeg misforstod dit indlæg.

    Jeg er enig i, at man ikke på den måde kan adskille psyken og fysikken. Er enig i, at det er fysiske ubalancer i hjernen, som er årsag til psykiske sygdomme






  • Radar
    Radar Online Tilmeldt:
    aug 2010

    Følgere: 8 Emner: 23 Svar: 2.078
    #201   7. sep 2016 CH - Jeg vil gerne forstå, hvad du mener. Mener du, at psykiske chok, traumer og stress er dét, der forårsager - eller kan forårsage - fysiske/strukturelle ubalancer? Og at det så er disse fysiske skader, der skal behandles for at rette op (også) på den psykiske lidelse?
    Det interessante er så: Med hvad? Og hvordan finder man frem til det rette "middel"?


  • #202   7. sep 2016 Jep Edb-blond, det er netop sådan jeg mener.

    Hvad skal det rettes op med er jo op til forskerne at finde ud af, men det fokus har man kun i meget få tilfælde i det psykiatriske område.
    Der er nok lange udsigter - der er penge i at fastholde tingene som de er.


  • #203   7. sep 2016 Jeg tvivler meget stærkt på, at svaret er så "enkelt".

  • #204   8. sep 2016 Vi kan være enige et stykke hen ad vejen CH, men din teori holder ikke hver gang. Der er evidens basseret viden omkring fx stemmehøring og følelsernes betydning. Nogle gange er vejen frem at arbejde med følelserne samt at kunne mærke sin egen krop hvilket ofte også kan være et problem.
    I dag er der mange stemmehørere, mennesker med vrangforestilinger eller følehallucinationer, der trapper ud af sit medicin i takt med de arbejder med livshistorie, følelser og kropsbevidsthed.


  • #205   8. sep 2016 I forhold til symptombehandling, ja. Men ikke i forhold til årsagsbehandling.

    Der er intet i vejen med at fokusere på symptomer og få dem lindret så godt man kan og hvis man vil forsøge at tale sig ud af det, så er det jo ganske godt, for nogen har det en positiv effekt.

    Det, jeg anfægter er den manglende anerkendelsen af, at psyken ikke står alene - den er et udtryk, et manifest af vores fysiske, energetiske, elektriske, kemiske tilstand hovedsagligt i nervesystemet, men også andre steder i kroppen.

    Men jeg er klar over, at jeg er oppe imod en lang tradition for at tænke psyke som noget selvstændigt og i øvrigt som noget, der har enorm indflydelse på den fysiske krop. (Og hold da op, som psykiaterne knokler for at fastholde det billede pt.)
    For mig vender det omvendt.


  • #206   8. sep 2016 *CH* du står nu ikke alene med psykiatriens nye accept af recovery -så arbejdes der i den grad meget mere helhedsorienteret.


    Det er dog ikke helt rigtigt at det kun kan være symptombehandling hjernen har en del plasticitet og alt du gør ændrer strukturen. Du kan til en vis grænse godt ændre ubalancer eller strukturelle ændringer, eller kompensere for visse skader, mangler eller forbindelser bare via gentagne handlinger -frem for medicinsk behandling.


  • #207   8. sep 2016 Det er jeg helt enig med dig i, Obsternasig - der findes heldigvis behandlinger, der er meningsfulde, men traditionen synes jeg ikke har ændret sig. På nogle områder tværtimod.

    Den helhedsorientering jeg ser handler mere om at inkorporere somatiske lidelser i det psykiatriske regime.



  • #208   8. sep 2016 Åh det synes jeg ikke, jeg synes at indførslen af Peer-to-peer specialister/recovery mentorer f.eks. først på afdelingerne, og jeg har for nylig set de bliver indsat i distriktspsykiatrien også.

    Den slags form for håb og erfaring er en ret stor åbning i den traditionelle psykiatriske behandling. Og der ud over spredes der bag murene en ny tendens til bæltefrie afsnit. Og nye tiltag til konflikthåndtering og omgang med patienterne indføres lige pt.

    Traditionerne på de psykiatriske afdelinger er i hvert fald ved at ændre sig rigtig meget.


  • #209   8. sep 2016 Det lyder dælme dejligt, det er en start, Obsternasig

    Det forandrer dog stadig ikke på den massive psykiatrisering af somatiske sygdomme, som foregår på fuld knald lige nu.
    DET er virkelig problematisk og et udtryk for, at tankemønsteret i psykiatrien ikke har vendt sig mod at kigge på strukturelle årsager til de symptomer patienten udviser.

    Men måske tingene hænger sammen - hvis man inden for psykiatrien er i gang med at forandre måden at behandle på til en mere somatisk orienteret form, så giver det mening at nogle psykiatere slås for deres berettigelse og for at få kunder i biksen....





  • #211   8. sep 2016 Her et læserbrev, der meget godt beskriver hvordan man indlemmer sygdomme i psykiatrien.

    Noget af det, som dette har skabt er i øvrigt, at psykisk syge i langt højere grad bliver alvorligt fysisk syge fordi lægerne som udgangspunkt formoder at næsten enhver form for somatisk ytring er en konsekvens af den psykiske sygdom.
    Et gigantisk problem, der koster rigtig mange liv.

    http://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/breve/ECE8984462/tag-nu-disse-patienter-alvorligt/


  • #214   14. sep 2016 Har ikke lige læst hele tråden, men jeg er selv i gang med en udredning (eller hvad man nu skal kalde det) af hvordan jeg har det, efter at have tænkt i omkring 6 år at jeg har depression(dårligt selvværd, dårlig selvtillid, glemsomhed, ingen koncentrationsevne, selvmordstanker og i det hele tage bare tristhed) samt angst(byggende på angstanfald og ting som ikke at være i stand til at ringe til/snakke i telefon med andre end mine forældre), hvor jeg har snakket med folk (uuddannede men med diagnose) der har sagt at det passede meget godt på hvordan de har det/har følt.
    Jeg har også gået hos flere psykologer, men intet har kunnet hjælpe indtil videre.
    For omkring en måned siden tog jeg mig så sammen og gik til min egen læge, som sendte mig videre til psykiatrien. Der havde jeg så en lang snak med en af psykiaterne.
    Jeg har dog ikke fået en aftale for næste tid, og simpelthen bare ikke fået andet at vide end at jeg "nok har en spiseforstyrrelse".

    Jeg kæmper tit med at komme op om morgenen, at gøre simple ting som at børste tænder eller vaske en gryde op, og selv det at lægge mig til at sove/falde i søvn virker uoverskueligt.

    Jeg føler at de fleste er meget uforstående, og især mine forældre forstår ikke hvor svært det er for mig, så de prikker og stikker hele tiden til mig, hvilket ikke helt hjælper.
    Til gengæld har jeg nogle venner online som virker til at forstå bedre.

    I hvert fald er det svært at have det så skidt og ikke have nogen der forstår det rigtigt.


    Når det så er sagt er jeg enig i at det virker til at vi har mange fejldiagnoser i omløb (so to say)

    Og nu læser jeg lige resten af tråden


  • #215   14. sep 2016 *Bumle* : Hvis du får brug for at lufte ud overfor en der ved hvordan det er , så er du altid velkommen til at skrive til mig Folk der ikke selv har prøvet det kan ikke sætte sig ind i det, og det er der intet at sige til, det kan man ikke forvente. MEN man kan dælme forvente at folk respektere og acceptere en for den man nu engang er. Det er jo ikke fordi det er fedt at have det sådan.

  • #216   14. sep 2016 Bumle: Respekt for at du åbner op, og fortæller om dine oplevelser. Selvom jeg aldrig selv har stået i din situation, kan jeg godt forstå at det må være svært, specielt når omgivelserne ikke viser forståelse. Stort kram her fra

  • #217   14. sep 2016 Bumle


    Du er SÅ SEJ! du åbner op og beder om hjælp og det er flot! Men du vil nok opleve at du nogen gange skal råbe højt for at blive hørt. men du må ikke give op!

    kram fra mig


  • #219   14. sep 2016 Vark

    Nej jeg kan ikke lige se hvordan en sexolog kan hjælpe mig. Men hvis du tror det virker for dig så er det jo bare at springe ud i det

    På hvilken måde forventer du at en sexolog kan gøre en forskel?


  • #220