{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.534 visninger | Oprettet:

Det der med at være pårørende. {{forumTopicSubject}}

Jeg har brug for nogle gode råd.

Min kæreste kørte for nogle dage siden galt og passageren han havde med overlevede desværre ikke.
Jeg kan af særlige årsager ikke fortælle mere om sagen, men intet ulovligt er foregået.

Han får alt den hjælp han har brug for og er ved sin familie så han ikke er alene med det.

Jeg snakkede kort med ham da ulykken var sket, og igår ringede han til mig, for at slutte vores forhold, så han kan fokusere på sig selv og komme oven på igen.

Og han vil ikke snakke med mig. Overhovedet.
- Jeg har dog en lille smule kontakt med hans mor, så jeg bliver holdt opdateret på hvordan det hele går.

Men jeg kan slet ikke håndtere det. Jeg er fuld af afmagt, og føler mig så egoistisk for, at føle mig "uden for" i det her forløb.

Jeg vil så gerne hjælpe ham, og støtte ham igennem det her og det kan jeg bare ikke.

Jeg gør mit bedste for, at holde min hverdag normal, så jeg lufter hundene som jeg plejer, jeg besøger venner og familie og får snakket om det.

Men jeg sover ikke om natten, jeg græder hele tiden og tænker på ham altid.

er der nogen af jer, der har nogle råd til, hvordan jeg bedst kommer oven på igen?



Kommentarer på:  Det der med at være pårørende.
  • #1   11. sep Nu lyder jeg sikkert som en sur gammel mand, men der er ikke andet at gøre end at se at komme videre.

    I den situation din kæreste befinder sig i, vil han helt naturligt søge mod dem han elsker og stoler mest på, og det er altså ikke dig.

    At konkludere noget med sikkerhed baseret på så få oplysninger som du har givet, er selvfølgelig helt hen i vejret, men overvej evt. om denne ulykke ikke bare har skubbet noget frem som allerede var på vej?

    Vi mænd kan være nogle idioter når det gælder forhold, og det gælder ikke mindst når de skal afsluttes!

    Under alle omstændigheder har du jo absolut ingen skyld i det der er sket, og skal på ingen måde påtage dig et ansvar som ikke er dit. Han kan jo godt bære at være sammen med resten af sin familie, så det at han undgår dig, tyder unægteligt på at årsagen skal findes et andet sted end at han er traumatiseret lige nu.

    Jeg håber selvfølgelig jeg tager fejl og det løser sig, eller at du kommer godt videre.


  • #2   11. sep Jeg forstår godt dine tanker kim, men det er absolut ikke tilfældet.

  • #3   11. sep OK! Det er en af de gange hvor det er rart at tage fejl

    Jeg håber at du finder ud af det. Måske skal du så bare "træde vande" og lade tiden gå. Det løser ofte problemerne af sig selv, selv om det er surt i ventetiden.


  • #4   11. sep Det er også min plan. Jeg har ikke tænkt mig at kontakte ham, da han har frabedt sig alt kontakt fra andre end sine forældre og den psykolog der er tilknyttet.

    Jeg er indforstået med, at som situationen er kan jeg intet gøre for ham.
    - mit spørgsmål går også mere på, hvordan jeg hjælper mig selv oven på.


  • #5   11. sep Det lyder hårdt for dig..

    Jeg tror ikke der er så meget andet at gøre, end at acceptere hans valg og være der når/hvis han bliver klar igen.. Med mindre der går flere måneder eller år, selvfølgelig..

    Prøv at se det som, at slet ikke kan finde hoved og hale på noget som helst lige nu og måske slet ikke kan finde rundt i sine følelser.. Derfor skærer han alt fra, som han ikke er tvunget til at føle.. Hvor længe har I været sammen?


  • #6   11. sep Vi har været bedste venner i 8 år, men kun været kærester de sidste 6 mrd.

  • #7   11. sep Der er desværre ikke så meget man kan gøre, når man står med et knust hjerte. Det eneste der fungerer for mig, er at gøre alt det jeg plejer, og så give mig selv lov til at være ked af det i kortere perioder - stene over billeder, falde hen i tanker, tude osv.

    Tanker til dig - jeg håber du kommer igennem


  • #8   11. sep Jeg vil give Bomstærk ret. Der er nok ingen anden udvej end at gå gennem sorgen, og give plads til den når den kommer.
    Synes det er fint du holder kontakten med hans mor, så HVIS han vender tilbage, så er du ikke helt uden viden om hans forløb

    Stort kram til dig


  • #9   11. sep Det er jo helt nyt, så jeg forstår godt, at du stadig er vildt ked af det og tænker på det hele tiden. Andet ville være mærkeligt. Og jeg tænker, at du skal fortsætte som du gør allerede: gør det du skal ift. hundene, job osv. og give plads til, at du kan være ked af det, når det lige kommer over dig.

    Brug hundene som faste holdepunkter, gå en ekstra tur, giv dem et ekstra kys, put lidt mere med dem på sofaen.
    Og ja, så tal med venner og familie om det.

    Men det er uden tvivl en svær situation på den måde at blive skubbet til side, når en man elsker har det så svært.
    Jeg håber, det snart løser sig eller at du får det lidt bedre.

    Mange tanker til dig


  • #10   11. sep Måske skal du ændre din indre overskrift fra at være pårørende til at være forladt. Du skal give plads til DIN sorg over at have mistet din kæreste - ikke fokusere på hans sorg over at have mistet en ven.

    Masser af varme tanker til dig


  • #11   11. sep Tænk nu, hvis manden egentligt ikke ønsker at forlade dig, men bare har behov for ro til at bearbejde sin nedtur. Mange mænd er sådan nogle træmand, som heler indvendigt fra og ikke nødvendigvis flasher alt for megen svaghed til kæreste og venner. Der er mor og far måske bedre - de har håndteret, da han sked i bukserne. Der er "svaghed" accepteret.
    Koncentrer dig om dit liv, job, uddannelse og de grimme hunde. Ift ham kan du lade forstå, at du er der, når han er klar igen.
    Yderligere konsultation kun mod betaling


  • #12   11. sep Hvad satan Søren. Der er noget menneskeligt inde bag!

    Jeg har præcis de samme tanker som du beskriver.
    Og jeg tror og håber på, at jeg høre fra ham når han er klar til det


  • #13   11. sep Jeg har bare en bagatelgrænse, når det drejer sig om hg-jammer

  • #14   11. sep Krøllet kærlighed, det er jeg ked af at læse, krammer
    Jeg tror, han forsøger at komme helskindet igennem sin sorg over tabet og tragedien, han har været vidne til. Du skal også komme helskindet igennem dit tab og din sorg. Indtil du er ovenpå igen, skal du ikke bekymre dig om hans sorg.
    Jeg ville stoppe kontakten til moren, til du har det godt igen. Så du ikke er afhængig af ham, for at du kan få glæden tilbage. Giver det mening?


  • #15   11. sep Jeg sender bare lige en stor krammer. Sikke en møg-situation for jer alle

  • #16   11. sep Hmm sofia. Det giver god mening, men for fanden. Jeg vil heller ikke give dem følelsen af, at jeg slet ikke skænker det en tanke.

  • #17   11. sep Jeg er sikker på, at hans forældre sagtens kan forstå det, hvis du forklarer, at det altså ikke er fordi, du er totalt ligeglad. Men at du bare er nødt til at passe på dig selv også.

  • #18   11. sep Åh puha.. Jeg har ingen visdommen ord, men jeg smider lige en stor krammer i din retning søde

  • #19   11. sep Krøllet, jeg ville gøre som dig - holde kontakten med moren. Fordi det viser at du er dig, at du - uanset hvad der larmer - har plads til at være medfølende og empatisk, på trods af at du selv tumler med ting

  • #21   11. sep De er muligt, at du er stærk nok til både at kapere din egen og hans sorg. Men hvis du ikke er, så tror jeg, de vil kunne forstå det. De står jo med en knækket dreng, så de ved, hvor tungt det er at gå ned med flaget.

  • #22   11. sep Giv ham tid. Det er det bedste du kan gøre

    Hvis det er den ulykke jeg tænker på, så har det været voldsomt og den slags tager tid at komme over.
    Det er ikke en bevidst handling at han skubber dig væk, tro mig, han kan bare ikke rumme det lige nu og her er dit bedste kort at give ham tid og respektere, også selvom det er svært.


  • #23   11. sep Puha, sikken omgang I har været igennem. Husk at pas på dig selv igennem det her forløb. Det er helt okay at være ked af det og føle sig forladt, for det er jo også hårdt for dig. Det er meget naturligt, at man gerne vil kunne beskytte og være der for ens partner, når livet er svært, men du kan ikke gøre så meget andet end at give ham tid, og så lade ham vide, at du er der, når han får behov for at se dig, hvis det er det, som du selv har lyst til.

    Og så også et stort kram herfra.


  • #24   11. sep Har også ondt af dig. Forstår godt din frustration... klart man gerne vil være der for det menneske man holder allermest af... det gør helt sikkert ondt at b,ive valgt fra når man gerne vil hækle...
    men formentlig er det afmagt...og han fjerner måske det som er “lettes” for ham...
    Giv ham tid og lad ham komme til dig når han er klar...
    Jeg tror ha nok skal komme tilbage når han kommer ud af chock tilstanden.
    Han bliver nok ikke den samme igen, da han nu skal leve med ulykken på samvittigheden.Det er også virkelig synd for ham.
    Lad hans familie vide du er der for ham, men du også må passe på dig selv.
    Så han må komme til dig når han er klar.

    Men nyd for Guds skyld dine hunde... de kommer til at hjælpe dig igennem det her


  • #25   11. sep Det er ikke svært at sætte sig ind i at sådan en ulykke må efterlade ham med følelsen af at have slået et andet menneske ihjel.
    Han slår sig selv i hovedet, fuld af selvhad og dårlig samvittighed. Han fortjener ikke at være lykkelig, han kan straffe sig selv ved at afskære det, der giver ham glæde i livet.

    Det er OGSÅ et scenario, der kan være aktuelt.

    Der er to spor - et hvor du passer på dig selv og et, hvor du passer på ham og jer.

    Det første indebærer at du gennemgår den sorgproces, som et almindeligt brud ville medføre.
    Det er noget med at fastholde rutiner, sørge, være vred, tale med veninder, kramme hunde osv. Måske tale med en prof.

    Den anden er at lade ham vide at intet er forandret for dig, din kærlighed er den samme og at du er der, når han er klar.
    Den kommunikation skal naturligvis ikke gå direkte til ham men via hans mor og psykolog.

    Men det sidste skal du naturligvis kun hvis det er sandt.
    Hvis du vil være der for ham, så skal du forberede dig på en hård tid hvor han støder dig fra og hiver dig ind - bare i mindre skala end nu.

    Med håb om alt det bedste


  • #26   11. sep At være med i et uheld er meget traumatisk og især, når ens kammerat er død. Jeg ville nok ikke kunne holde mig væk men dukke spontant op nu og da i aftale med hans mor og bare være der hos ham. Ikke kræve noget af ham, bare være der.

    Det er utrolig hårdt at sidde ved siden af og se på.

    Kæmpe stort kram.


  • #27   11. sep Er han selv kommet til skade?

  • #28   11. sep Han bebrejder sig selv rigtig meget. Han føler virkelig han har slået ham ihjel.

    - han sagde i telefonen igår, at han ikke var i tvivl om, at han nok skulle komme igennem. Han kunne af gode grunde bare ikke sige hvornår.

    "jeg er gået lidt i stykker.. Og nu skal jeg bruge tid på at finde alle stykkerne igen" sagde han..

    Jeg vil allerhelst være ved ham, det er klart. Men når både han selv og hans forældre giver udtryk for, at det lige nu er bedst jeg ikke kommer, så kan jeg ikke se, hvordan det skal være muligt.

    Han er ikke selv kommer alvorligt til skade.


  • #29   11. sep Giv ham tid og respekter. Så kommer han til dig når han er klar.

  • #30   11. sep Nej aldrig handle respektløs.

  • #31   11. sep At dukke spontant op er at kræve rigtig meget af ham - det er at kræve en tilstedeværelse, som han tydeligvis har forklaret, at han ikke kan magte.

    Jeg tror ikke der er meget andet at gøre end at give ham tid og plads. Og give dig selv plads til at være ked af det, også. Han føler sandsynligvis en forpligtelse til dig som kæreste, og denne forpligtelse (selvom det kun er noget, han selv føler) er svær at leve op til når man er helt smadret. Det er svært at sætte nogen helt på stand-by og stadig føle sig som en god kæreste. Det er blot gætterier, men jeg tror det er meget sandsynligt at dette også spiller ind.

    Kæmpe kram til dig!


  • #32   11. sep Nu skrev jeg så også, når hans mor giver grønt lys. Dvs. det er ikke lige her og nu.

  • #33   11. sep Nej, man dukker ikke spontant op "i aftale med hans mor".

    Det er ikke mor, der skal give grønt lys - det er ham. Ellers underkender man komplet hans egen autonomi og behov.

    Bare det at man dukker spontant op og ér der kræver altså noget af ham, og det er ikke noget hans mor kan gå ind og bestemme hvornår han er klar til.
    Han har tydeligvis givet udtryk for, at han ikke er klar til den form for tilstedeværelse det kræver at få besøg, så med mindre han udtrykker anderledes, så holder man sig respektfuldt væk.


  • #34   11. sep Man respekter at han ikke ønsker kontakt nu og det gør man også selvom man har allermest lyst til at holde om ham.
    Man vinder intet ved at overskride de grænser han har sat op.


  • #35   11. sep men måske man kan sende en kurv med alle hans yndlingssnacks eller lignende. Eller en tegning eller whatever. små ting så han ved, at han ikke er glemt. Ved ikke om det bliver for 'pushy'?

  • #36   11. sep Åh det ved jeg faktisk ikke. Kommer nok meget an på personen.

  • #37   11. sep Nu skriver jeg heldigvis ikke, hvad i ville have gjort, men hvad jeg ville have gjort. Og det ændrer sig ikke, fordi i har en anden mening. Ellers tak for forsøget.

  • #38   11. sep Det er også fint, vi er forskellige mennesker og handler forskelligt, men det ændrer nu ikke på, at det er en voldsom overtrædelse af hans grænser og behov, hvis man dukker spontant op "fordi det synes mor og jeg lige kunne være godt for dig".

    Det stiller krav at være tilstede - det stiller krav at skulle forholde sig til et spontant besøg. Det er ikke blot min mening, det er ganske simpelt sådan vi er indrettet, hvis vi er ved bevidsthed.


  • #39   11. sep Jamen jeg er nok ikke ved bevidsthed så LOL..............

  • #40   11. sep Præcis Funke.

  • #41   11. sep Det nytter ikke noget at være sarkastisk. Jeg er med på, at du overhovedet ikke opfatter det, men "at være der" kræver faktisk en hel del af modparten.

    Krav behøves ikke at være udtrykte kommanderinger. Det kan ganske simpelt være det faktum, at et besøg kræver opmærksomhed og tilstedeværelse.

    Det er okay, at du ikke kan forstå det. Jeg har heller ikke stået i situationen og kan ikke påstå, at jeg forstår. Men kan du i det mindste prøve at forestille dig, hvordan man må have det, hvis man har det så dårligt, at man har frabedt sig al kontakt bortset fra forældre og psykolog... og så får uventet besøg?


  • #42   11. sep Men det Susanne beskriver det er det de gør på film og der virker det jo
    Der står han og banker på i regnvejr og hun lukker ham ind og de lever lykkeligt til deres dages ende...

    Men i det virkelig liv risikere man bare at skubbe folk endnu længere væk når man presser dem.


  • #43   11. sep #41
    ....... af en af dem som man har frabedt sig kontakt med.....


  • #44   11. sep Man skal ikke dukke op hjemme hos mig, når jeg er nede. Det er enormt grænseoverskridende, de gange jeg har oplevet det, har jeg virkelig følt mig blottet, nærmest nøgen.
    Jeg har også modtaget kurve, og det har altid været med blandede følelser. Jeg var taknemmelig for omsorgen, men jeg vidste ikke hvad der blev forventet af mig tilgengæld (og nej, ingenting er ikke svaret. For der bliver altid forventet en eller anden respons, før eller siden), og jeg vidste, at det magtede jeg ikke i den nærmeste fremtid.

    Noget jeg værdsatte, var beskeder fra mine veninder, med det krav, at beskeden IKKE skulle besvares (højest med en smiley), gerne hvor de fortalte hvad de havde lavet i løbet af ugen og gerne de mest banale ting. "Så på vej til skole i dag begyndte det er pisse ned, og jeg var driv våd til første spansktime, fml!" Jeg er til morbid humor, så jeg ville på trods af (eller måske på grund af) dyb depression, finde det morsomt at min veninde udtrykker lede ved livet pga. regnvejr

    Min krise bundede ikke i en tragedie, så måske "fml!" er mindre passende i din kærestes situation.


  • #45   11. sep Men her er det jo ikke bare en kærlighedshistorie der er gået skævt.
    Det er en mand med den sorteste samvittighed over at have ført den bil hvor hans kollega eller kammerat døde i.
    Det er altså noget helt helt andet.


  • #46   11. sep Ja det kan ikke sammenlignes...
    vil ikke presse på hvis det var mig.


  • #47   11. sep Tænk at dagen skulle komme at jeg var enig med Susanne Men jeg er FULDSTÆNDIG enig i #39.

    Selvfølglig skal man ikke snigløbe ham med hjælp fra hans mor - det eneste man vil opnå er da at han trækker stikket helt.

    Hold kontakten med hans familien, og når tid er, kan hans mor forsigtigt fortælle at I stadig er i kontakt, at du bekymrer dig om ham og at du stadig er der for ham, når han en dag kan rumme det. Som Søren skriver, er mænd nogle gange træmænd, og det er nemmere at trække sig end at vise sig sårbar.


  • #48   11. sep A
    Jeg er enig i din første kommentar - helt enig - ualmindeligt enig
    Mht den sidste, hvad mener du med 'nogle gange'?


  • #49   11. sep

  • #50   11. sep Jeg ville bestemt heller ikke bare klippe båndet og lade ham om at tage kontakt når han var klar.
    Jeg ville tilbyde kontakten.
    Skrive breve, lægge en besked, ringe til moren og blive opdateret osv.

    Dem tæt på ham måtte så vurdere om, hvordan og hvornår der skulle informeres om de kontaktforsøg.
    Og ja, det kræver noget af ham. Det gør relationer.
    Og han må forholde sig til at nogen stadig vil ham selvom han ikke vil.
    Noget der gør ondt nu, men vil hjælpe ham senere.

    At respektere hans valg 100% synes jeg er at svigte ham.
    Men det ligger fuldstændig fast at han ikke skal kontaktes direkte og på må og få.




  • #51   11. sep kram til dig Krøllet ...

    Jeg synes du skal fokusere på de ting i din dagligdag der får dig igennem...

    Jeg tænker med hensyn til ham, at han er i chok, måske han en dag har behov for dig igen, måske ikke, ingen kan spå om fremtiden, måske du ikke længere har brug for ham hvis han en dag søger kontakt ...

    Jeg ville lade moren vide at hvis og når han ytrer ønske om kontakt til dig, så skal de endelig fortælle ham at det er han velkommen til, at han ikke skal holde sig tilbage fordi han brød den i den her situation ... MEN jeg ville ikke på nogen måde presse på, give en klar besked én gang og det er det..
    De har som familie behov for ikke også at skulle rumme alle mulige andres behov og reaktioner, de skal kunne koncentrere dem om deres søn...

    du kan skrive/fortælle mor at skulle hun have lyst og overskud/behov for at orientere dig så er hun velkommen, men du gør bedst i at søge din støtte andre steder..

    Måske du kunne bestille tid ved din læge og i den her situation få bevilliget nogle samtaler ved psykolog,,,

    a


  • #52   11. sep Det er ret vigtigt at huske på at der også kommer en tid bagefter og det man gør i den akutte fase får betydning for, hvordan tingene udvikler sig senere.

    Selvfølgelig skal familien tage imod at hans netværk opsøger ham og nej, det er ikke for meget, det er deres job.
    HAN vil isolere sig og de skal sørge for at det ikke bliver en permanent tilstand.


  • #53   11. sep Jeg er ikke enig ... ikke i at de SKAL men ja de kan, hvis de kan rumme det .. nu er det er ret nyelig tilstand, så ja ed tid skal de, sammen med en psykolog se til at isolation ikke bliver permanent, men lige nu synes jeg man skal respektere hans ønske, helt og aldeles...

    man er altså forskellige, og jeg kan faktisk mærke i min mave hvordan det er når folk ikke tror på hvad man siger, hvis man er typen der enten helst er alene, eller har meget få omkring sig når man er i en form for krise/sorg, tid hvor man bearbejder ... jeg har oplevet det så tit, jeg vil bare have fred, og alligevel er der flere, helt sikkert i god mening, der liige da skal høre, kan vi ikke gøre noget, skal vi ikke komme ... det er jo ofte folk der slet ikke vil agere lige sådan i en lignende situation, men hvorfor er det så svært at forstå at man faktisk mener hvad man siger ...

    ja undskyld, jeg forstår det ikke, nok fordi jeg gentagne gange netop ikke selv har fået respekteret mit "tak for omsorgen, lige nu vil jeg gerne bare være i fred"


  • #54   11. sep har ikke læst hele tråden.

    Men mange psykiatri afdelinger har tilbud til pårørende, næsten uanset hvad man er pårørende til


  • #55   11. sep Man skal respektere folks grænser.
    Jeg var blevet sindssyg hvis jeg havde frabedt mig kontakt og folk overskred min grænse og alligevel opsøgte mig.
    Hans forældre og de professionelle skal nok tage hånd om ham.


  • #56   11. sep Hanne, nu er det jo ham, der er mål for omsorgen, ikke dem.
    Det er ham, der er ramt, ikke dem.

    Han har ret til at sige nej tak, det er ham, der har det svært.
    Og ja, det har forældrene også, men det er uden sammenligning.

    Sidst jeg var indlagt sagde jeg til min mand at jeg ikke kunne overskue kontakt med nogen og han overtog helt den del.
    På et tidspunkt skrev jeg en fællesbesked hvor der stod at jeg ikke selv kunne, men at min mand ville holde dem opdaterede.

    Jeg fik omsorgen at mærke gennem ham - jeg kan lige se for mig at der havde været lukket helt af og han havde sagt at det magtede han ikke. Det ville da være hamrende egoistisk.
    Og virkelig tarveligt overfor det netværk, der skulle bære mig videre bagefter.

    Nej, den prioritering forstår jeg ikke.


  • #57   11. sep Ingen gode råd, men et stort trøstekram og positive tanker i din retning

  • #58   11. sep Søde søde LineLærke!

    Mit bedste råd er at stoppe nu med at tænke over hvorfor og hvordan for du ved det ikke -det er ikke engang sikkert han ved det (højst sandsynligt ikke).

    Og du driver dig selv til vanvid ved at analysere eller forsøge at forstå -og håbe eller ende i håbløshed alt efter hvad du konkluderer det kan være.

    Helt lavpraktisk, så føl efter hvad der gør dig gladest....eller hvad der gør dig "ikke ked"... og gå efter det. Nogle gange er følelsen i maven meget mere troværdig i hvad der er godt for os -end hvad vi rationaliserer os til.

    Du skal tænke på dig selv for man kan ikke være stærk for andre hvis man ikke er stærkest for sig selv. Det er ikke bare en floskel...


  • #59   11. sep Jeg håber og tror jeg gør det rigtige, ved at holde mig opdateret hos hans forældre og ligesom også lade dem vide, at jeg er der for ham, hvis han vil det.

    Jeg har spurgt hans forældre idag, om en lille kurv med lækre ting, vil blive for meget for ham lige, og de siger han slet ikke kan håndtere hverken gaver eller blomster fra folk udefra.. Så jeg venter nogle uger og ser.

    Jeg har så svært ved at slippe det. Men jeg må bare forsætte som jeg plejer, og forsøge at holde tankerne hen.


  • #60   11. sep Du gør det rigtige. Giv ham tid og respekter ham. Du opnår intet ved at overskride hans grænser.
    Synes det er fint du holder dig opdateret via hans forældre og lader dem vide at du er på sidelinjen.


  • #61   11. sep Jeg har så svært ved at slippe det. Men jeg må bare forsætte som jeg plejer, og forsøge at holde tankerne hen.

    Jeg tror ikke, du skal forsøge at slippe det. Altså, selvfølgelig skal du heller ikke gå helt i stå, men det er jo okay at være berørt af det og det synes jeg klart du skal give dig selv lov til. Det er ikke en god ide at prøve at undertrykke det, tror jeg.


  • #62   11. sep @ ch, jeg skriver jo også at forældrene kan, hvis de altså kan magte det, det ved man jo ikke om alle kan ...

    mht til tarvelighed og netværk, så synes jeg det er tarveligt hvis man som det normalt tætte netværk ikke kan rumme at en i en periode vælger anderledes, og så alligevel er der den dag vedkommende bliver klar, og så selv om man har meldt sig helt ud en tid...

    for mig er mine ægte venner dem der er der selvom der har været en periode uden kontakt, hvis det er det der har været behov for ...

    Hvis man er hinandens bedste, så vil man det bedste for den anden, og det er ikke nødvendigvis det man selv synes er det bedste, men det den anden giver udtryk for er vedkommendes her og nu behov. ..
    Jeg forstår godt din vinkel, men det er faktisk noget jeg selv har oplevet og derfor siger jeg bare at vi ikke alle er ens og har de samme behov i pressede situationer, og nogen gange mener man det man siger "fred, ingen kontakt, helt fred"...

    Ts jeg håber du finder din vej i det hele, og jeg ved at tanken om kurv eller blomster er tænkt på allerbedste måde, en igen det viser hvor forskellige vi er, jeg synes det er helt malplaceret i situationen ... vil og kan forældrene have en kontakt til dig så håber jeg I finder ud af det.. ellers må du acceptere det som det er, den tid det nu varer ..



  • Dea
    Dea Online Tilmeldt:
    jul 2015

    Følger: 4 Emner: 13 Svar: 377
    #63   12. sep Jeg kommer også lige på banen med en kæmpe krammer. Det er pisse synd for din kæreste og det er pisse synd for dig også.

    Survivors guilt er noget af det værste, og det må han da om noget føle som det er nu. Jeg kan faktisk godt forstå han tager afstand fra alt og alle han holder af, for jeg tror han er bange for at skade andre han elsker. (og jeg forestiller mig egentligt at hans skyldfølelse og er uafhængig af at det var et uheld og at han ikke kunne gøre fra eller til, sådan har sindet lidt en tendens til at fungerer i min erfaring)

    Jeg tror også du gør det helt rigtige ved at give ham plads og afstand lige nu og samtidig snakke med hans forældre. Du er der så meget som han tillader dig lige nu.

    Tag vare på dig selv. Som andre her i tråden har skrevet det, så har du også mistet en du elsker.


Kommentér på:
Det der med at være pårørende.