Børneopdragelse {{forumTopicSubject}}

Hej alle.
Først vil jeg lige sige, at den historie, jeg vil skrive nedenunder er hugget fra min mors hjemmeside, da det er nemmest at forklare det på den måde. Vil dog linke til historien, så man kan få noget af "forsættelsen" med. NEJ, DETTE ER IKKE EN REKLAME FOR MIN MORS SIDE. Derefter vil jeg stille mit/mine spørgsmål, så vi kan få en lille diskussion.

"Det hele begyndte, ikke en mørk og stormfuld nat, men det blev det. Nej, det begyndte en solrig marts dag. Bamse, dengang 4 måneder gammel, lå og sov i haven under sit yndlingstræ, tæt ved hegnet.
Jeg var igen ved at male, den yngste sad hvor ellers ? ved hans Pc. på 1. sal.
Pludselig og med et, bliver den idylliske stilhed brudt ved at Bamse begynder at gø. Det havde vi ikke hørt før. Min søn kom flyvende ned at trappen, det gjorde han faktisk, mens han råbte at jeg skulle skynde mig ud i haven.
Som sagt så gjort.
Der så jeg nogle drenge råbe og skrige samtidig med at de slog på hegnet med en kæp, mens hunden stod rystede som espeløv, en halv meter derfra.
En Grand Danois er så blid og godmodig en hund, at den bare står og tager imod. Den vil bare hilse på.
Efter at have givet dem en skideballe, tager jeg hunden med ind.
Hvor blev forældrene af ? Der kom igen.
I løbet af dagen og dagene derefter, fandt jeg ud af at hunden var blevet nervøs,virkelig nervøs. Især for lyden af metal, da jeg havde lakeret køkkengulvet kunne jeg bare sætte Bamses skålestativ i døråbningen så gik han ikke derud, han var bange for lyden når skålen ramte stativet. Da jeg fik nyt komfur, var han ikke i køkkenet i 2 dage, han turde ikke gå forbi det. Fortsættes...

3 år senere overvejede jeg at sige farvel til ham, da det var blevet så slemt at jeg ikke kunne forsvare det mere. Han blev drillet igen året efter den første episode, af den samme dreng samt to piger .

Så når jeg på siden " Har Bjørn bidt" skriver, at jeg er ved at lære Bjørn at han ikke må gø og løbe langs hegnet, så er det tvetydigt, for når han gør, ved jeg at der er nogle ved hegnet, og er dermed på vagt.
Det er der desværre stadigvæk grund til.
Jeg skulle af med det, det er så sørgeligt at se en velfungerende hund gå til grunde, når det kunne være undgået."

(link fjernet) <- historien
(link fjernet) <- "forsættelsen".

Kan det virkelig passe, at det skal gå udover hund og ejer, når hunden kommer til at reagere lidt voldsomt ved en bevægelse, som den ikke er vant? Især ved børn? Det er vel egentlig forældrenes ansvar, at opdrage børnene til hvordan de skal være overfor hunde, generelt dyr, så dyrene ikke bliver skræmt eller får et dårligt rygte?
Jeg er heldigvis blevet opdraget sådan, at jeg ikke skal løbe i nærheden af hunde, især ikke hvis de er bag et hegn. Hvis jeg vil hilse på en hund, så har jeg altid spurgt ejeren om jeg måtte snakke med den. Personligt har jeg oplevet at rigtig, rigtig mange børn bare vader hen til en hund for at snakke med den. Jeg ved ikke om folk forstår mit lille debat-emne, men det håber jeg da. Ellers må folk lige spørge.