Frustreret og vred på mig selv Frustreret og vred på mig selv

Ja jeg risikere nok at få negativ respons på denne tråd, men jeg har brug for at lufte mine tanker, til andre hundeejere, og forhåbentlig vil der være nogle af jer der alligevel finder en smule forståelse. Det er svært at forklare de tanker jeg har, men jeg vil prøve så godt jeg kan.

For snart et år siden kom Pixie ind i mit liv, hun er min første hund jeg selv har haft, og jeg har ikke et sekund været i tvivl om ,at jeg vil gøre alt for min hund.
Jeg har altid rystet på hovedet af de folk der valgte at omplacere deres hund kort efter de havde anskaffet sig den, da jeg mener man burde tage konsekvenserne af sine handlinger.

Vi startede hurtigt til hvalpemotivation efter jeg fik hende, og jeg havde aldrig forestillet mig, hvor bidt af hundetræning jeg ville blive.
Jeg brænder virkelig for det, og melder os til så meget træning som muligt, jeg elsker de trænere vi har og jeg glæder mig altid til vi skal til træning.
Her kommer "problemet" så. Det er tydeligt at det i højere grad er mig, der er vild med træningen, jeg føler jeg får sværere og sværere ved at holde kontakten med Pixie under træning. På hvalpemotivationsholde og på undhundeholdet var hun virkelig dygtig til at arbejde sammen med mig på trods af hendes race og jeg var altid stolt og glad når vi kom hjem fra træning.

Nu er vi kommet på nogle andre hold, her er der flere med brugshunderacer, man kan bestemt se forskellen på hvor ville deres hunde er til at samarbejde og hvor (lidt) villig Pixie er i forhold til dem. Jeg kommer ikke længere hjem med følelsen af at være stolt og glad, jeg kommer nok til at fokusere for meget på de negative ting, når hun ikke kan/vil lave øvelserne. Min egen passion for træning daler, og jeg er i tvivl om vi overhovedet skal fortsætte.
Tænk at jeg overhovedet kan finde på at føle at hun ikke kan give mig nok til træning og ikke har det samme drive som jeg, jeg er forfærdelig vred på mig selv og føler mig som en luset person!

Jeg savner så meget en arbejdsvilje og et drive i hende, som jeg ser i andre racer, men jeg ved også at hun ikke har de samme egenskaber som disse. Jeg har allerede sat mig fast på at min næste hund skal være en Border Collie eller en Schæfer, racer jeg er meget tiltrukket af primært grundet det jeg savner i min egen hund.

Omplacering har jeg ikke for alvor overvejet, men tanken har strejfet mig, og jeg har det så skidt med mig selv, fordi jeg kan finde på at tænke sådan.

Det er bare svært med alle de tanker der flyver rundt i hovedet på mig, hver gang vi kommer hjem fra træning. Jeg elsker Pixie, og hun betyder utrolig meget for mig, hun gør min hverdag meget sjovere med alle hendes skøre påfund og hun gør mig glad og får mig til at grine.

Jeg har lyst til at banke mig selv i hovedet, og jeg føler mig som en afskyelig person, jeg ville bare ønske at jeg havde overvejet hvilken race der virkelig passer til mig, inden jeg købte hund..

Hvad jeg vil med denne tråd, ved jeg knap nok selv, jeg havde bare brug for at få lidt luft for tankerne. Nu håber jeg ikke det blev alt for rodet og uforståeligt..