3.386 visninger | Oprettet:  FølgFølg ikke 51 Svar

skal mit barn informeres om aflivning skal mit barn informeres om aflivning

ved ikke helt hvad jeg skal gøre her, står med et ben i hver lejer.

det er sådan at svigermors hund skal aflives nu her i løbet af ugen, vi skal derop forbi i morgen, ved ikke helt om vi skal fortælle min søn om det, i morgen, så han kan sige farvel, kan et barn sige farvel?? eller skal vi bare fortælle det når det er sket.. hvordan tager børn sådan noget.. han er meget tæt knyttet til hunden, men ved godt det er en gammel hund..

håber nogen har nogle råd..


 
Belugahval forskrækker lille dreng
Belugahval forskrækker lille dreng
Slå lyden til
00:00
/
00:37
LIVE

Belugahval forskrækker lille dreng

NOW PLAYING

Drone fanger hidtil uset adfærd hos de sky arktiske narhvaler

NOW PLAYING

Redder reveunge i net

NOW PLAYING

Alligator sneg sig ind i hus

NOW PLAYING

Hval forfølger kajak

NOW PLAYING

Redder babyelefant fra dyb brønd

NOW PLAYING

Dette Vidste Du Måske Ikke Om Elefanter

NOW PLAYING

Disse fem lande har flest hunde som kæledyr

NOW PLAYING

Her Er De 5 Sødeste Dyr I Verden

NOW PLAYING

Fem Facts Om Hunde

NOW PLAYING

Verdens fem farligste dyr

NOW PLAYING

Det skal du overveje før du anskaffer hunde

NOW PLAYING
Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Sætte 2 lamper op 500 kr.
  • Fallen dryer blocking entrance into bathroom 2.000 kr.
  • Nedtagning af tv vægbeslag og gardiner 600 kr.
  • Reparation af sage espessomaskine 1.000 kr.
  • Flydespartel 1.500 kr.
  • Montering af låge på intregreret opvaskemaskine / Siemens 1.540 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  skal mit barn informeres om aflivning
  • #1   1. dec 2012 Jeg kan se i din profil han er 8 år, så ja jeg syntes du skal fortælle det..

  • #2   1. dec 2012 ja det burde jeg jo nok skrive... han er knap 9 år..


  • #3   1. dec 2012 Jeg arbejder på en bemandet legeplads med dyr. Vi har besøg af børn i alle aldre og for nylig måtte vi få aflivet en kanin pga en kræftknude. I dag måtte vi så fortælle det til nogle af børnene, fordi de spurgte hvor kaninen var henne. Vi fortalte stille og roligt at hun devsærre var blevet aflivet fordi hun var syg. De større børn spurgte meget ind til sygdommen og de mindre børn lyttede. Min erfaring er, at børnene gerne vil høre sandheden, så længe man forklarer tingene stille og roligt og svarer på deres spørgsmål smiley

  • #4   1. dec 2012 I den alder vil de godt kunne forstå det smiley

    Han skal selvfølgelig ikke være med til aflivningen..

    Min datter på 3 år fik at vide da hendes rotte døde at "Lupus (rottens navn) er død og kommer ikke tilbage mere"

    Hun kan godt stadig sige nogle gange at han er død og kommer ikke tilbage, men hun tænker ikke så meget over det ellers smiley Hun ved bare han ikke kommer tilbage smiley


  • #5   1. dec 2012 syntes det er svært.. for tænker jo at så bliver det svære at sige farvel i morgen, end bare at høre at nu er den altså død.. ved da han bliver ked af det ligemeget hvad, og skal trøstes, er virkelig i vildrede...


  • #6   1. dec 2012 Sig det som den er at han skal aflives pga sygdom/alderdom..

    Hvis han har brug for at "vide" hvor han er kan du nævne hundehimlen eller vise ham filmen om regnbuebroen: http://www.indigo.org/rainbowbridge_ver2.html

    Hvis han græder, så trøst ham, hvis han spørger, svar ham så ærligt som muligt.


  • #7   1. dec 2012 Jeg er nu lidt i vildrede.
    Ser for mig en vrælende 8 årig hænge på hundens ryg (mens den ligger ned) Og kramme den helt vildt.
    Jo det vil helt sikkert være godt for drengen han får da grædt sin smerte ud så, men vil det være godt for hunden?

    TS: Du kender din søn bedst. Tror du han vil kunne takle at møde hunden uden at gøre den bange og ked, når han ved det er sidste gang de ses? Hvis du er sikker på han kan takle det på en god måde så skal du fortælle ham det. Hvis du ikke er så syndes jeg faktisk i skal vente med at sige det, og lade ham få et sidste godt minde om hans ven.


  • #8   1. dec 2012 må nok prøve at sove på det, og tage snakken med manden igen i morgen..

  • #9   1. dec 2012 Synes i skal fortælle det smiley

    Børn "skal også lære" ( ih det lyder forkert når man siger det på den måde, håber du forstår hvad jeg mener ) - at intet vare evigt, og at døden er en del af livet - Om det er lige NU han skal lære det ved jeg ikke smiley Det er vel forskelligt fra barn til barn smiley

    og er det virkelig noget negativt at han bliver ked af det og skal trøstes ? - Så er i der for ham og han kan snakke med jer om det han føler - og i kan fortælle om himmelbroen og alt det der.

    Jeg har været med alle gange vi har fået aflivet dyr, fra jeg var lille - og jeg synes det er rart at jeg fik det afvide FØR det skete så jeg nemlig fik en chance for at tage et sidste mentalt billede af mit dyr, give et sidste snudekys og gå en sidste tur smiley


  • #10   1. dec 2012 Han skal lære det er okay at græde når man har mistet nogen man holder af

  • #12   1. dec 2012 Det kommer nu osse an på hvor følsom han er...!!!

    Min datter er følsom på den måde at hun SKAL sige farvel, og flipper skråt hvis hun ikke får sagt farvel...

    Men hun sørger stadig over de dyr der er gået bort i hendes tidligere dyr... smiley


  • #13   1. dec 2012 tænker også at det kommer meget an på hvilket barn man har smiley

  • #14   1. dec 2012 Du kender din søn bedst og er den der bedst kan vurdere, hvornår det er bedst at fortælle ham det.

    Var det min søn fik han det at vide i morgen, så han havde muligheden for at tage afsked.

    For mine egne drenge har det betydet meget, at de har haft den mulighed, når nogle af vore hunde skulle aflives.
    Min yngste var 10, da vi senest aflivede en hund og han var med under hele forløbet også til aflivningen.



  • #15   1. dec 2012 Jo selvfølgelig skal han da have det at vide, men jeg tror TS spørger om han skal have det at vide inden de besøger hunden.
    Havde det nu været mine 2 drenge som 8 årige:
    Den ældste ville bryde helt sammen som jeg beskrev oven over ,og skrige at vi ikke måtte slå hans ven ihjel. Han ville være knust og hunden ville ikke forstå andet end at drengen var bange og ulykkelig. Ham ville jeg ikke fortælle det til før bagefter og så ville jeg naturligvis trøste alt det jeg har lært.

    Den yngste ville være ked men han ville forstå det på en anden måde. Ham ville jeg helt sikkert fortælle det inden så han kunne sige farvel på en god måde.

    Derfor syndes jeg kun der er en som kan tage denne beslutning og det er TS. Da vi jo ikke kender hendes søn.
    Afskeden skal være god og går den op i gråd og skrigerig bliver den ikke god, hverken for barnet, hunden eller resten af familien.


  • #19   1. dec 2012 mine unger troede på julemanden til deres klasse kammerater fortalte dem han ikke fantes. Det vil sig den store gjorde den lille fik det at vide af den store lidt før.

    Den lille troede helt seriøst på at det var for hans skyld folk fyrrede af og fejrede nytår. Han er født den 31/12.
    Jo han blev sur da han i første klasse fandt ud af det ikke var sandt, men indrømmede at det havde været en skøn skøn følelse at være lidt en prins alle de forgående år. Og jeg ville ikke have undværet de nytårs aftner, eller de lille jule nætter hvor jeg listede ind til dem og fyldte julesokken og ned under trappen for at fjerne mælk og kager.

    Små børn skal ikke vide alt om verdens grumhed for tidligt. det er så min mening.
    Små hvide løgne for at skåne dem er også helt ok i min verden. Jeg kan ikke se hvorfor man absolut skal sige engang onsdag, torsdag eller fredag når man lige så godt kan sige "i morgen" og dermed skåne barnet.

    Jeg ville altså heler ikke sige til en lykkelig veninde at de bukser hun lige har brugt en formue på er rædselsfulde. Så ville jeg pakke det lidt ind og måske sige. De er ikke lige min smag. Sådan er der så meget, ingen behøver blive mere sårret end højest nødvendigt.


  • #21   2. dec 2012 Selvfølgelig skal han have det at vide!

    Børn skal lære at takle sorg som en vigtig del af deres opvækst, så han er bedre rustet til de mange gange han hjerte bliver knust i fremtiden.
    Her har i som forældre alletiders mulighed for at skabe tryghed i det og være der med ham.

    Måske bliver han helt knust, men så længe i rummer det, er det jo ikke en "forkert" reaktion, det er sådan han har det og han skal lære at være i det.


  • #24   2. dec 2012 Jeg syns han skal ha det at vide. Mine piger har altid fået det at vide og vi har tudet sammen. Den yngste var osse altid med ved aflivning hos dyrlægen. det ville den ældste ikke og hun sagde så farvel inden vi tog afsted.



  • #25   2. dec 2012 Haha Lille Solstråle jeg tror skam heler ikke du er en dårlig forældre Vi er bare ikke ens. Og det skal vi heler ikke være for så bliver verden altså kedelig.

  • #26   2. dec 2012 Jeg kan huske, at da jeg var mindre havde vi en hund der hed Buster, og han var bare min bedste ven. Han var meget syg, og ejg vidste godt han skulle aflives, men jeg blev lovet at jeg måtte være der når det skete... Så da jeg kom hjem fra skole senere, var han allerede blevet aflivet, og jeg personligt ville meget gerne have været informeret om det smiley
    så ja, det synes jeg


  • #28   2. dec 2012 lyder til at det måske er det klogeste at sige det til ham, så han får en chance for at sige farvel, det er jo alligevel en god ven han har haft.. og har mistet en del dyr hos sin far, også familie medlemmer, så han ved jo godt hvad døden vil sige, det har bare altid været bagefter han har fået et at vide.. men måske det er en ide at gi ham en chance for at sige farvel.. tak for rådene, det var en del lige at tænkte over..

  • #30   2. dec 2012 enig - Held og lykke eller hvad man nu siger smiley

    fortæl os gerne, hvis du har lyst, om hvordan det er gået smiley


  • #31   2. dec 2012 jeg syndes du skal sige det til ham. for børn på den alder siger også farvel til de dyr de holder af. det gjorder jeg den gang jeg var 8.

  • #32   2. dec 2012 Nu er det jo så ikke en hund, han bor sammen med, det gør det måske lidt mere "tricky". Jeg har altid været ærlig overfor mine unger, og de har fået lov at sige farvel til den hund, der nu var gammel og syg og skulle afsted. Og det har hjulpet dem.

    Jeg husker selv, hvordan mine forældre fik aflivet min barndoms hund, da jeg var 10 år og løj om det. De første par dage sagde de, at han var "væk", indtil de endelig fortalte mig sandheden. Jeg ville frygtelig gerne have sagt farvel til den hund, som havde været min følgesvend de første 10 år af mit liv. Jeg tilgav dem aldrig den løgn.


  • #33   2. dec 2012 hvis et barn bor sammen med en hund tror jeg oftest de godt ved hvor det bære hen af. Der kan man lige så stille i det daglige forberede dem på en anden måde end man kan når de kun ses ind imellem. Og selvfølgelig skal intet barn komme hjem til et tomt hus uden at være forberedt.

  • #35   2. dec 2012 Mine forældre's ruhåret labrador blev aflivet torsdag d. 02.02.12 omkring klokken 16, og det blev besluttet d. 01.02.12 om eftermiddagen.. Hun ville d. 03.03.12 være fyldt 9 år, hun havde den specielle fødselsdag d. 03.03.03 ...
    Mig og min bror vidste ingenting - jeg er 23 og min bror 28 ..
    Mig og min mor var i fitness torsdag aften, og Ida havde haft problemer en 2 ugers tid med at holde på vandet mere end et par timer, så sagde til min mor at det ku jo være hun havde fået blærebetændelse, men min mors svar var bare 'hun har det bedre hvor hun er nu' - åh gud nu tuder jeg ! ! , så vidste med det samme hun var væk ..
    Savner hende såååå meget...


  • #36   2. dec 2012 Jeg ville sige, at I skal på sygebesøg hos hunden og have lidt ekstra godt med til den. Under besøget kan I så sige, at den skal til dyrlægen på ?dag.

    Først derefter ville jeg fortælle, at den var så syg, at den ikke kunne blive rask, og at dyrlægen hjalp den til at dø og slippe for at have ondt.

    Jeg synes, det er for voldsomt for et barn at vide på forhånd, at det er sidste gang, de ser den. Men som sagt sig, at den er meget syg, så er han forberedt og det vil ikke virke så voldsomt.

    Man kan nemlig godt fortælle sandheden trin for trin.


  • #37   2. dec 2012 Da jeg var 9-10 år blev vores hund aflivet uden at jeg fik sagt farvel. Det var jeg meget ked af at jeg blev "skånet" for dengang. Jeg syns de var så tarvelige at aflive ham uden jeg måtte sige farvel!! Man er altså rimelig klar over tingene i den alder, så syns ikke i skal skjule aflivningen og sige det bagefter

  • #38   2. dec 2012 Jeg vil sige det kommer meget an på barnet
    Men jeg ville sige det til mine børn
    (De er 10, 8 og 6 år)


  • #39   2. dec 2012 Mine 2 tøser på hhv. 10-12 ville klart få besked hvis der er en aflivning eller sygdom eller lign. i vores families dyr. (vi har prøvet med en kat da pigerne var meget mindre. og Det at forestille sig eller at "finde ud af" at man ikke er inkluderet, er for mig så stor en deal, at de bestemt ville have det meget værre af ikke at få besked. Jeg tror på at man skal inkludere sine børn, også i det negative, men selvfølgelig på barnets præmisser. De eneste der kan vurdere hvordan det skal gøres er selvf. forældrene. Jeg tror bestemt at børn kan tackle sandheden bedre end en "løgn" eller en undladelse. Mit bud er klart at inkludere dem, forklare og trøste og græde sammen hvis nødvendigt. Selvfølgelig skal man ikke udsætte børn for mere sorg end "nødvendigt", man skal beskytte dem så vidt muligt, men at have tillid til sine børn og vise dem "vejen" er i min verden mest fornuftigt. Jeg vil sige at det farvel betyder så uendeligt meget for et barn at jeg ikke ville frarøve det..

  • #40   2. dec 2012 I den alder bør han få lov til, at sige farvel - og ja, det bliver svært, at sige farvel og den må I så tage med. Livet er ikke altid nemt og nogle gange skal det være rigtig svært.

    Børn på den alder forstår for meget til, at man bare kan lade dem springe afskeden over, når man nu har muligheden for, at lade dem få et ordentligt farvel.

    Det sker ikke sjældent, at jeg oven i købet har børn på 7-10 år med inde i konsultationen til selve aflivningen. Jeg forklarer alt og de spørger ind til det de er i tvivl om. På denne måde går børnene ikke og forestiller sig alt muligt om, hvad der er sket med Fido og får en rolig afslutning.

    På samme måde bør dit barn få lov til, at sige farvel og spørge ind til det han/hun er i tvivl om eller bange for før hunden bare er væk.


    Sorg skal bearbejdes - ikke pakke væk!


    (det kræver selvfølgelig alt sammen, at de voksne er i stand til, at pakke deres egne følelser lidt væk og være det for barnet)


  • #41   2. dec 2012 Jeg synes bestemt, han skal have det at vide. Hvis I fortæller ham det derhjemme, vil I også kunne lure, om han går så meget i baglås, at det vil ende med at blive ubehageligt for hunden. Det tror jeg nu ikke vil ske, for I kan nå at tale om, at han bare kan nusse den lidt ekstra og få en sidste hyggelig tid med den. Måske kan han få en lækker godbid med, han kan give den eller hvis han har en lille bamse el.lign. han kunne tænke sig at give den med.

  • #42   2. dec 2012 Jeg har ikke læst hele tråden, men vil dele mine erfaringer...
    Jeg flyttede med min familie som 8-årig, inden vi flyttede havde jeg en hamster og hun måtte aflives, jeg må dengang have været omkring 7 år, hun var min bedste ven - men jeg var med til det hele. Hun havde så en byld på halsen, så jeg kunne se hun var syg.
    Da jeg var 9 år blev min kanin gennem 6 år aflivet, hun var lam i bagbenene men igen var jeg med til det hele.
    Jeg har altid været med, og i dag har jeg det lettere end mange andre med at få dyrene aflivet, det skal nogen gange til, og det har jeg altid selv været en del af.

    Som 10 årig tror jeg, fik vi aflivet både kat og hund, hunden kunne jeg på ingen måde se var syg, men jeg græd ikke - for jeg vidste det var det bedste for hende (hun havde HD).

    Så i mine øjne kan børn altså sagtens være med, og jeg kender flere der ikke har fået lov til at sige farvel til dyrene, og de blev alle bund ulykkelige dengang vi var børn, så det synes jeg ikke er fair ud fra egne oplevelser.


  • #43   2. dec 2012 Det er en svær en.

    Altså jeg var med til en aflivning allerede som 6-7 årig.
    Det var vores elskede kat.
    Og jeg forstod det ikke rigtig.
    Min mor og dyrlægen sagde at nu ville han få en sprøjte så han kunne sove og så ville han ikke vågne op igen.

    Men ellers så har jeg fået aflivet et par heste da jeg var yngre.
    Da den første skulle af sted var nok første gang jeg græd over en aflivning.
    Jeg var ca 11-13 år tror jeg.
    Min mor sagde til mig en dag at nu skulle jeg snart begynde at tænke på at hun skulle aflives for hun havde gigt.
    Efter lidt over et halvt år sagde jeg så til min mor at nu var jeg klar til at hun skulle af sted.
    Åååh hvor jeg tudede.

    Men vi har også haft grise, høns og køer som er blevet slagtet.

    Sidste aflivning jeg var med til var i februar i år.
    Det var min mors border collie, den hund jeg er vokset op med, som skulle aflives.
    Det var den værste.

    Jeg er så glad for at min mor altid har sørget for at inddrage os når vores dyr skulle aflives.
    Jeg tror også at det bliver nemmere når jeg engang skal sige farvel til mine egne hunde fordi jeg altid har været vant til at sådan er det bare.


  • #45   4. dec 2012 så blev det sagt, han tog det helt fint, og vidste jo godt hun var gammel.. han tog dog lidt afstand fra hende, og ville ikke rigtig snakke med hende, men vi fortalte at det var ok at han kælede med hende.. hun blev aflivet her i eftermiddag..

  • #46   4. dec 2012 Lyder meget normalt smiley

    føltes det som den rigtige beslutning nu bagefter også ?


  • #48   4. dec 2012 Gør det. Mine forældre fik aflivet vores kat (leukæmi) da jeg var 4, uden at fortælle mig om det, før jeg ikke kunne finde katten.
    Jeg har det stadig ikke helt godt over det...


  • #49   4. dec 2012 det var helt klart den rigtige beslutning at fortælle ham det. nu kom den jo op til hans farfar og hestene.. så det gik bedre end forventet. nu må vi se hvordan han har det når vi besøger svigermor næste gang..


  • #51   5. dec 2012 Hvor godt at det gik bedre end du havde forventet. Det er aldrig en sjov situation, men jeg er overbevist om at det er det bedste i har gjort for jeres barn smiley Lyder lidt underligt at sige, men det er en "god bagage" at give med, da vi ikke kan beskytte vores børn mod livet. - Vi kan kun give dem redskaberne til at tackle de svære ting i stedet smiley

  • #52   5. dec 2012 Super smiley
    Det var en "dejlig" oplevelse - altså , i en meget "ikke dejlig" situation - håber du forstår hvad jeg mener !



  • #53   5. dec 2012 F & Z den er ikke nem at forklare på skrift... smiley

  • #54   5. dec 2012 nej ikke ligefrem smiley hader at blive misforstået på skrift om følsomme emner smiley

  • #55   5. dec 2012 Men hvorfor er døden ikke en dejlig ting...????
    I mine øjne kan den være god og dejlig ligesom livet...


  • #56   5. dec 2012 vi fortæller børnene det og de får mulighed for at sige farvel. Selv har jeg som barn, oplevet at det ikke blev sagt og jeg kom hjem til et tomt hus - det var så skrækkeligt og min lille bror og jeg ledte efter hende.
    Mine børn er ikke med til aflivning, men de får hunden af se når vi kommer hjem med den, hvis de ønsker det. De laver tegninger og er med til begravelsen i haven, så vi alle får en god afslutning. De må også gerne vælge det fra.


  • #57   5. dec 2012 Det er egentlig tankevækkende, hvor mange af os der har oplevet, at en hund er blevet aflivet som barn, hvor vi først har fået det at vide bagefter - og hvor dybt et indtryk (ikke positivt), det har gjort på os alle.

  • #58   5. dec 2012 Bente: ja, det var skrækkeligt og jeg mistede rigtig meget tillid til min mor - følte jeg havde svært ved at stole på hende efter det.

  • #59   5. dec 2012 Jeg har heller aldrig nogensinde glemt eller tilgivet det - og eftersom der er gået næsten 40 år siden da, så kommer det nok heller ikke til at ske..

  • #61   5. dec 2012 Palle: Mine forældre vidste godt, hvor meget han betød for mig, men jeg tror, det var et kejtet forsøg på at "skåne" mig - men for pokker da, det kunne jo ikke skjules. Men lidt udsættelse fik de så til at fortælle mig det. Jeg tror, de fortrød, for jeg var virkelig vred og virkelig ked af det. Rolf hed han smiley Dyr betød/betyder lige så meget for mine forældre (nu kun min mor, min far er død) som for mig. Så de havde ikke det dér ligegyldige forhold, som nogle mennesker har/havde.

  • #62   5. dec 2012 Heldigvis er forældrer osse mennesker der kan fejle, så længe de lærer af deres fejl så er det vel ok... smiley

  • #63   5. dec 2012 Hos mig, er jeg helt sikker på, at det skyldtes at min mor ikke selv kunne takle situaionen med grædende børn - jeg følte bestemt hun gjorde det for at skåne sigselv og ikke os....

  • #65   6. dec 2012 Selvfølgelig skal du fortælle sandheden til dit barn. Også selvom han kun var 5 år.
    Børn forstår meget mere og kan forholde sig til meget mere, hvis de lærer sandheden om liv og død i en tidlig alder.fremfor at lade det være tabu!

    Sandheden, er nok så meget sagt, for den kender ingen. /Min søn oplevede i en alder af 5-6 år sin bedstefars død. Så sin bedstefar ligge i kisten, og kom bagefter med et smil og sagde: ""Det var lige som om der kom sådan en varm sky forbi. Som om Bedstefar var der" smiley :-) smiley


  • #66   6. dec 2012 P.S. jeg er lykkelig ovet den måde min mor reagerede på, da jeg var 10-11 år, og vores Newfer led af hjertefejl. Min mor foetalte efter flere dyrlægebesøg over en llngere periode, at der nu ikke var andre udveje end aflivning, for hunden led voldsomt. Jeg tudede som vanvittig men blev også glad for, at han ikke skulle lide længere. Min mor fik vores store Laiko-bjørn med hjem, så vi kunne begrave ham i haven (det måtte man vist godt i nordjylland dengang *g*)
    Hvor var jeg glad for at være forberedt og følge afslutningen, fremfor hvis det kom pludseligt.



Kommentér på:
skal mit barn informeres om aflivning

Annonce