Når det aldrig rigtigt blev, som man havde regnet med. Når det aldrig rigtigt blev, som man havde regnet med.

Har haft en del hunde gennem årene. Udover min første hund, som var bange for børn, har der aldrig været nævneværdige problemer. Har haft Schæfer og Rottweiler.

Men så fik jeg hende, jeg har nu. Hun er en sød og glad hund, men...
Hun har et ressourceforsvar, der sparker r.. og det har hun haft, siden jeg hentede hende som 10 ugers hvalp. Kødben mv. får hun i gangen, hvor døren er lukket, så åbner hun den selv, når hun er færdig med at gnave i det. Hun har haft markeret på min yngste datter. Det er blevet bedre med tiden, men helt godt bliver det aldrig.

Med tiden er hun blevet virkelig sær mht. andre hunde. Hun er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde, når hun får øje for en anden hund. Indtil hun var godt 2 år, var der ikke problemer.
Ikke engang hanhunde og hvalpe, vil hun acceptere. Følgevirkningerne af dette er, at hun er noget af et mareridt at gå tur med og man ikke bare kan tage hende med sig alle steder hen.

Hun føler sig nemt intimideret, dvs. man må ikke dryppe ører mv. på hende. Hun har aldrig haft noget med ørerne, så det har ikke været nødvendigt, men hvis hun f. eks. skal have klippet negle hos dyrlægen, så foregår det med mundkurv på.

Hun bliver snart 7 år og hun skal ingen andre steder, men hendes sind har gjort, at jeg bare ikke har hund på den måde, jeg havde ønsket.

Nogle, der har været i en lignende situation og hvad gjorde i ved det?