Når det bare føltes helt rigtigt! {{forumTopicSubject}}

Åh for den da.
Kender i den følelse af, at noget bare er "meant to be"?

Jeg var i mandags med i lufthavnen, for at hente en gadehund til min veninde.
4 hunde kom med flyet, 3 fik nyt hjem.
En lille black and tan tøs, forhutlet og fuldt af liv, var den eneste der ikke fik en familie.

Og jeg har desværre forelsket mig, i den her lille grimme hund.

..... Men alt skriger bare NEJ!
Økonomien er lille, men ikke det største problem i forhold til hund.
Lejligheden tillader ikke at have en hund mere, men vi kigger alligevel efter et nyt sted at bo...
Jeg drømmer om at udstille, og en gadehund passer ikke ind der.
Min kæreste vil ikke have en lille hund..
Jeg har altid sagt, at gadehunde ikke skal til DK. At de danske hunde har brug for hjælpen, som de første, og at gadehunde er smittebærer, der kan slæbe en masse grimt med til DK... Men nu er hun her jo allerede!

Jeg kan slet ikke få hende ud af hovedet, men må nok indse, at hun ikke kan bo ved os.

Jeg har bare den der følelse af, at der er noget specielt ved den lille hund. At hun er den helt rigtige.

Jeg vil ikke andet end, at ud med luften.