Om at springe op - og skældud fra anden hundejer Om at springe op - og skældud fra anden hundejer

Jeg havde en oplevelse i går, som jeg havde svært ved at forholde mig til og som jeg stadig tygger lidt på. Jeg er stadig ret vred, så måske er det bare afløb, jeg har brug for...

Forhistorien:
Bodhi er nu 6 måneder og efterhånden blevet bedre til ikke at springe op på folk. Det vil sige, han springer først op, når han bliver virkelig begejstret. Herhjemme skal han mindes om det et par gange om dagen; Når vi står op om morgenen og når vi hver især har været væk og kommer hjem. Mine unger og jeg kører fælles front, så når han prøver, vender vi ryggen til og krydser armene. Så planter han fint poterne på gulvet og venter på at få opmærksomhed igen.

Når vi er ude er det egentlig samme situation. Han bliver altid meget begejstret for børn, så når et barn spørger om de må ae ham, beder jeg ham lægge sig og sætter mig på hug ved siden af ham, med helt kort snor, så han ikke hopper op. Det fungerer.

Med voksne er det en lidt sværere sag. Fordi her bliver han ikke nær så begejstret med det samme, med mindre han bliver pisket op af den han møder. Rolige fremmede springer han ikke op af. Jeg fortæller folk, at han godt kan finde på at springe op og jeg er over ham, klar til at hive ham tilbage, hvis begejstringen stiger.

Situationen i går morges:
Jeg stod og trænede med Bodhi, da en anden hundeejer kom forbi. Hun nærmede sig og spurgte om han "gjorde noget". Jeg forklarede, som sædvanligt, "Nej, men han kan godt finde på at springe op, så jeg skal lige være lidt over ham". Hun gik helt hen og hilste på ham, nussede ham og roste ham. Så han sprang op og jeg hev ham lidt tilbage, så han ikke fik held til at ramme hende. Hun gik tættere på ham og blev ved med at rose og nusse ham. Det lærte han jo så ikke en skid af, men dette er mit ansvar.

Jeg kaldte ham til mig og hun og jeg stod og snakkede lidt om lydighedstræning og et hold, jeg var ude og se på i mandags. Hun gik så frem mod Bodhi igen og roste ham ivrigt - han sprang op på hende med det samme. Jeg nåede ikke at trække ham tilbage, før hun tog fat omkring mulen på ham og skreg høj, skinger stemme "Neeej!!" lige i fjæset på ham, så han sprang tilbage.

Jeg var helt paf. Vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det. Fordi, på den ene side, så er det jo ok, at folk markerer deres grænser overfor fremmede hunde. Det er mit ansvar, at han ikke springer op på folk og jeg var ikke super skarp lige der. Omvendt, så har jeg også gjort klart overfor hende, hvad der kunne komme til at ske - og hun har selv sendt et signal første gang til ham om, at det var en god ting.

Jeg har det lidt, som om hun lokkede ham i en fælde, kun for at hun denne gang kunne demonstrere, hvordan hun mente, han skulle opdrages. Fordi vi lige havde snakket om lydighedstræning. Samtidig, så mener jeg ikke, hendes reaktion overhovedet stod mål med handlingen.

Jeg ved godt, det er en meget, meget lang forklaring på en meget lille ting, som jeg nok har tænkt for længe over. Og han rystede det heldigvis af sig med det samme (helt bogstaveligt). Jeg har bare aldrig oplevet noget lignende.

Jeg synes det er en lidt kompleks situation. Hvor jeg ved, jeg har ansvaret for, hvordan min hund opfører sig - og han er ved at lære det. Men samtidig er jeg også vred, fordi jeg mener, hun overskred en grænse. Jeg kunne forstå, hvis hun bare kom gående forbi og han sprang op af hende helt umotiveret. Men han blev inviteret til at hilse, blev pisket op, forsøgte at springe op, blev rost for det. Blev inviteret, pisket op igen - sprang op og fik en større skideballe end jeg nogensinde selv har givet ham.

Drama i andedammen, I know. Men Øv!