Hvor er det svært... Hvor er det svært...

Nogle af jer kender til Simbas historie, og andre gør ikke. I korte træk: han har været MEGET igennem (HD, epilepsi, dårlig ryg, nyre/leverproblemer mv), og livet har været hård ved ham hvilket kan mærkes på ham.

Simba er 6½ år, og han er en "gammel" 6½ års hund. Han døjer med fysikken og hans største hæmsko er hans usikre og über-stressede temperement (hvilket jeg mistænker kan være skyld i hans epileptiske anfald, da de er forsvundet som dug for solen), han er blevet bedre, men han trives tydeligvis bedre i sit vante miljø og tingene han kender..

Han bliver luftet og aktiveret (tricks og lidt spor) på de steder han kender, og han kommer ikke længere med ud i "offentligheden" hvor der kan være stressende faktorer (børn, fremmede hunde mv).

Han lever i bund og grund et tilbagetrukket pensionistliv, og jeg fik for et års tid siden en lille ny hvalp (Fellow) som så har overtaget hans "plads" som den hund jeg slæber med rundt, og i det daglige er min "følgesvend".

Det er svært, for jeg ved at Simba trives langt bedst hjemme i vante omgivelser, men jeg har også vildt dårlig samvittighed over at jeg tager Fellow med og ikke ham.
Men Simba kan bare ikke følge med i det ræs, og Fellow ELSKER at være med hvor jeg er, han elsker mennesker og elsker at være med ude, så hvorfor skulle jeg holde Fellow hjemme pga. min dårlige samvittighed overfor Simba..

Gør jeg det ikke ok?