{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
929 visninger | Oprettet:

Tid til farvel.... {{forumTopicSubject}}

Min Charli fylder 11 år til august, og det sætter nogle tanker i gang. Tiden er gået så stærkt, og det er begyndt at gå op for mig, at vi ikke har så lang tid tilbage sammen. Han er min bedste ven, og vi har været igennem så utrolig mange ting, fra rejser til slædeture, vandreture. Han har været der i tyk og tyndt gennem et årti af mit liv.
Efter vi flyttede til Danmark igen, og han gik på pension fra slædelivet, begyndte symptomerne for en gammel hund for alvor at vise sig. 8 år som trækhund, har vist sig som slidgigt, og "gammelhunds"-fedtknuder er begyndt at dukke op på hans krop. Han er blevet velbehandlet for gigten, og er sit gamle jeg, dvs. han er energisk og legesyg som en unghund.
Alligevel... Hvordan forbereder man sig til at sige farvel, når den tid kommer.
Når jeg tænker på det, er min tanke bare; Jeg kan IKKE klare det.... Jeg overlever ikke at sige farvel... Det vil knuse mit hjerte... men den dag vil jo komme...
Hvordan forbereder man sig til at give slip på en af de vigtigste ting i ens liv... Ens bedste ven...




Kommentarer på:  Tid til farvel....
  • #1   18. feb 2008 Forhåbentlig kommer det ikke derud. Det ville jeg ikke byde ham.


  • #2   18. feb 2008 Det vil jeg også gerne vide. Vi har Blackie på 12 ½.......Men jeg tror ikke at man KAN forberede sig. Jeg har måttet aflive hunde, som var blevet gamle. Og ET eller andet sted, KAN det faktisk være en lettelse, når det er sket. For ofte går man og KAN bare ikke tage beslutningen, men NÅR den er taget og hunden er aflivet, kan JEG i alle tilfælde føle en vis lettelse, når sorgen er ovre:-)

  • #3   18. feb 2008 Jeg tror ikke man kan forberede sig til sådan noget... Min ene hund var syg i længere tid inden hun døde, og jeg gik tit og tænkte over hvordan det ville være uden hende. Der går sjældent en dag uden jeg tænker på hende, men det hjalp at jeg havde en anden hund. Man kommer sig nok aldrig helt over at miste ens bedste ven...

  • #4   18. feb 2008 Jeg får helt en klump i maven, selver mine egne hunde unghunde.. men man ved jo aldrig om der sker demnoget, eller de blir syge.. jeg kan slet ikke klare tanken om at miste dem. Kan godt forstå du frygter den dag, du må tænke positivt.. tænk på jeres rejser og gode oplevelser ;o)

  • #5   18. feb 2008 Bare det at tage emnet op, sætter mig fuldstændig ud i svingninger...
    Jeg har haft over 42 slædehunde gennem mit liv både i hundespand og alene som kælehunde.
    Min første førehund, Jessica, savner jeg stadig fra tid til anden, og det er snart 15 år siden, jeg måtte sige farvel.
    Jeg har selvfølgelig elsket alle mine hunde, men den helst specielle der rammer ens følelser lige i centrum, erder så langt imellem....
    Også fik jeg Charli... :o)


  • #6   18. feb 2008 Jeg har det på fuldstændig samme måde som dig.. I mit tilfælde med Pumba... Jeg vil ikke tænke på det, og tager en dag af gangen.. Det er en frygtelig tanke at gå med, men vi ved jo de skal herfra.. Det er noget man aldrig kan vænne sig til.

  • #7   18. feb 2008 Ja... hvordan gør man lige det...?
    For mig kom det meget naturligt, min hund var en lab. tæve på vej til 13 år og hendes krop begyndte at stå af. Hun endte med at blive aflivet 3. jule dag for 4 år siden pga. nyresvigt. Mine forældre, min søster og jeg kørte med hende til dyrlægen og fik hende sendt afsted. Vi sad med hende da hun døede. Så jeg synes hun fik en god og værdig død. Vi græd naturligvis alle som piskede.
    Men bortset fra det så har jeg altid haft en ok forhold til "manden med leen" og har da også mødt ham på flere forskellige måder. Både på den fredfyldte måde og på den meget rædselsfulde måde.

    Alt i alt er døden en del af livet og det er jo ikke nødvendigvis en skidt ting.
    Jeg er sikker på at når din hund går over regnbuebroen er det efter et dejligt og langt liv.


  • #8   18. feb 2008 I bund og grund ved jeg godt, at min sorg er af egoistiske grunde... Tanken om, at jeg skal undvære ham i livet, gør bare ondt, og jeg vil jo allerhelst have, at jeg kunne holde fast i ham, til jeg stillede træskoene....

  • #9   18. feb 2008 jeg mistede en hund i marts sidste år helt uventet og fik ikke sagt farvel, han fik hjerte stop og var væk inden for max 2 min... man lære at lave med det men det gør stadig ondt at tænke på, han blev desværre kun 6 ;o(

  • #10   19. feb 2008 Jeg mistede min gamle hund sidste år, hun havde og gigt og Cancer, og jeg vidste det snart var slut, Men alligevel da hun lagde sig og stille roligt gik bort ja det var bare hårdt selv om jeg så det komme.Havde et stykke tid prøvet at forberede mig, men nej det kan man ikke. Har en tæve nu på 11år og ja jeg går hver dag og tænker på det måske snart er slut. men den dag det kommer er man alligevel ikke forberet.

  • #11   19. feb 2008 Man kan ikke forberede sig på den dag det er slut.

    Men man kan heldigvis gøre sig nogle tanker om HVORNÅR man vil sige at nok er nok.

    Altså hvor langt vil man gå.

    Min Monique har lovet mig at hun overlever mig, for jeg hverken kan eller vil forestille mig et liv efter hende. Hun betyder så uendelig meget for mig, og selvfølgelig ved jeg at det en dag må have en ende, men tanken er sgu hård.

    Jeg er ellers ikke en blødsøden én, har været den der stod for aflivninger for hele familien (altså den der sad med hunden enten hjemme eller hos dyrlægen, lige siden jeg var 10 og familiens gamle NFL skulle herfra)

    Selv min barndoms hund, Zita, som jeg voksede op sammen med, som gav og lærte mig så uendelig meget, havde jeg ikke problemer med at sige 'nu er det slut'.

    Jeg ved hvor min grænse går til, og dermed hvornår Monique må herfra... men det bliver forfærdeligt smiley og tanken gør mig helt trist selvom jeg kun har haft hende i 2½ år, selvom hun kan drive mig til vanvid når hun graver i mine roser, når hun kommer mudret ind på mine nyvaskede gulve, når hun fylder hele sofaen og bare skubber en længere og længere ud på kanten...

    Hun lever for altid.. og dermed BASTA!


  • #12   19. feb 2008 Tak for alle de gode indslag og kommetarer....

    Smerten vil komem uanset, hvor meget man forbereder sig.... jeg håber bare accepten kommer før smerten... eller at Charli selv siger, at det er "ok"... Det gjorde Jessica nemlig... Jeg vidste præcis, hvornår jeg så hende sidste gang, for der sagde hun selv farvel, på sin egen måde. Den dag i dag kan jeg ikke forklare, hvordan hun gjorde det, men ... ja... så ved hende nåede jeg at sørge to gange.. men det gjorde nu ikke sorgen mindre.


  • #13   19. feb 2008 Sorgen kommer, det kan ikke undgåes når man holder af sin hund, men med tiden kan man heldigvis snakke om alle de sjove og gode timer man havde sammen med sin bedste ven. Jeg savner stadig min pige men kan ju snakke om hende og se alle de gode fotos af hende.

Kommentér på:
Tid til farvel....