At udvikle sig med sin hund At udvikle sig med sin hund

Nu har jeg snart haft Belvedere i 2 år. Og for dælen der er sket meget. Med Belvedere, men allermest med mig.

Lidt baggrundshistorie:
Min forrige hund måtte desværre aflives og det var en hård kamp for at undgå det og forfærdeligt at måtte sande at det var eneste mulighed at gøre det. Hun var nervøs og angst for andre hunde. Og hendes reaktion var voldsom og det var til sidst ikke længere muligt at nå ind til hende.

Det endte med at jeg blev totalt indkodet med at nærme mig andre hunde. Indkodningen var: "Puha, nu kommer der en anden hund, hvordan vil min hund nu reagere ? Hvordan vil den anden hund reagere? Følelsen var: frustration og angst..

Nå, men nu til selve udviklingen:

Jeg fik jo altså Belvedere. En forholdsvis nem hund, og rimelig ligeglad med andre hunde... Dog lidt pumoen op ved mødet med andre hanhunde.

Nå, men jeg havde jo lært af mine fejl, og dem ville jeg ikke begå igen. Så Belvedere hilste ikke rigtigt på nogen hunde, andet end dem jeg i forvejen kendte, og det gik fint. Hver gang der kom andre/fremmede hunde gik jeg en bue udenom eller vendte om. Men det var mest tydeligt var den indkodede følelse: Angst for hvad der kunne ske. Dette kunne mærkes i min krop ved at jeg holdt hårdere i snoren og generelt bare spændte i hele kroppen. Han begyndte at få reaktioner på andre hunde, og gøede af dem. Noget som han ikke havde gjort i sit tidligere hjem... Så hvor mon dette kom fra ?? Gæt engang ? MIG.
Nå, men heldigvis var jeg viljefast og VILLE have at jeg kunne slappe af. Jeg øvede mig i at slappe mere af, men gik stadig den anden vej. Men hver gang han gøede kom det hele tilbage, og jeg følte mig tilbage på square 1.

Nå, men tiden gik, lidt frem og lidt tilbage. Så begyndte jeg på ignoreringsteknikken, der gik ud på at Belvedere skulle ignorere andre hunde. Dette gik faktisk ganske glimrende, men mest fordi Belvedere faktisk benytter sig af det, helt af sig selv....

Vi er nu landet her i vestjylland for 1 måneder siden. VI går meget ture ved fjorden. Et sted hvor man ikke lige kan gå over på den anden side... Så nu begyndte endnu et par store prøvelser for mig i at slappe af. Belvedere i kontakt med mig og i pladsposition. Dette gik faktisk ganske glimrende, vi (læs jeg) havde enkelte upsere, men det gik fremad og faktisk kunne jeg begynde at lade ham hilse på fremmede hunde, hvis han ikke viste tegn på at han brugte ignoreringsteknikken.. Og at den anden hund havde et ok kropssprog. Det er simpelthen gået FREMRAGENDE. Jeg har nu en hund, der faktisk logre GLAD med halen, når han ser andre hunde, og han hilser, snuser og så er det det. Han er ikke nogen legeonkel, men nu er han jo også snart 9 år

Belvedere har været og er til alle tider en perfekt lærermester for mig.