{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.414 visninger | Oprettet:

Vores tilgang til avl {{forumTopicSubject}}

Jeg diskuterede dette med en ven, ikke fordi vi havde hvert vores standpunkt, men fordi det gav stof til eftertanke ift. en opgave jeg har skrevet omkring hundes liv sammen med os.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre nogle kommentarer og tanker for jer til videre refleksion smiley
(der er to sæt spørgsmål i indlægget)

Baggrund:
Meget ofte hører jeg følgende argumentation:
- Denne hund skal der ikke avles på, da den har HD, øjensygdomme etc.
Ligeledes hører jeg om folk der har aflivet deres hund pga svær HD eller andre invaliderende sygdomme.

Det er som om, at der er en kollektiv konsensus indenfor hundeverdenen om, at det er 'ok' at aflive en hund pga svær fysisk sygdom.

Til gengæld er det sjældent jeg har oplevet at det blev vel modtaget, hvis en hund er blevet aflivet pga adfærd, og altså ikke fysisk sygdom.
Det er også ret sjældent at jeg har hørt om opdrættere der har måttet melde ud, at den hund de har indkøbt til avl ikke kan benyttes pga adfærd/dårligt temperament.

I princippet må der jo findes x antal hunde, som simpelthen er født med dårligt temperament, som derfor er vanskelige at leve med?

Spørgsmål 1:
-------------
Bør de frasorteres i avlen?
Bør de aflives hos ejere?
Hvordan vurderes det overhovedet om en hund er født med dårligt temperament?
-------------


Supplerende info:
Diskussionen kom ydermere på baggrund af et hundeprogram, hvor de snakkede omkring hundens domesticering.
At man gennem generationer er kommet frem til en "behagelig" hund med et temperament og udseende man bryder sig om.

De viste, at de havde lavet et forsøg med ræve, hvor det kunne påvises, at temperament og kærlighed til mennesker simpelthen nedarves (de havde et hold ræve der var sky og aggressive og et hold der var kærlige overfor mennesker - simpelthen fordi de konsekvent havde sorteret i de 'mest medgørlige' over lang periode)

Spørgsmål 2:
---------------
Derfor:
Al snakken om, at det altid er ejeres ansvar ift. hvordan hundens adfærd er. At man "ikke må give op" og at man selv har fejlet som ejer i så fald.

- Hvor kommer det her med ansvar for temperamentet ind? Hvis der findes et ansvar?
Ender vi f.eks. med at fremavle hunde med dårligere temperament, fordi det "altid er ejerens skyld" hvis temperamentet/adfærden er dårlig?
--------------



LANGT indlæg.
Med to sæt spørgsmål, for de der orker.
Jeg har ikke selv i det her indlæg nogen holdning der skal responderes på, så jeg er udelukkende interesseret i at høre hvad I tænker om det?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Vores tilgang til avl
  • #2   12. mar 2017 AG

    Hvordan tænker du, at man ville kunne vurdere om noget er dårlig træning eller dårlig adfærd pga avl?


  • #5   12. mar 2017 Jeg har kasseret en smuk hund i forhold til avl, fordi jeg ikke fandt hendes temperament godt nok. Og jeg er helt sikkert ikke den eneste.

    Men det kan være svært, fordi vi har forskellige forventninger til temperament og adfærd, både i forhold til at racerne er forskellige og også i forhold til at vi selv er forskellige og har uens hundehold, så det er svært at sætte en linje, og sige alt derover er godt nok til avl, alt derunder duer ikke. Der er ting, jeg måske ville kassere på, men som en anden også seriøs opdrætter ikke ville kassere på, og omvendt.

    Der er for mig at se et meget langt spring mellem, at en hund er så den bør aflives og så, at den ikke er avlsmateriale på grund af temperamentet. Hvorfor skulle en ejer aflive en hund, vedkommende er glad for og kan leve med, selv om han eller hun vurderer, at den ikke bør bruges til avl ?

    Til dit sidste spørgsmål, ja, jeg tror, at hvis vi altid bare giver ejeren skylden for dårlig temperament, og ikke som opdrættere vil tage vores del af skylden, så tror jeg, at vi risikerer at opdrætte hunde med dårligt temperament.

    Jeg synes det er nogle gode relevante spørgsmål, for jeg har ofte for mig selv tænkt, når man altid hører udtalelser om, at det hele er ejeren skyld, at hvor ville det gøre tingene meget nemmere som opdrætter, hvis man overhovedet ikke behøvede tage hensyn til temperament, for alle hunde er født gode smiley Der er rigeligt med andre ting at tage hensyn til.

    For mig er det vigtigt, at en hund er mental robust, så den ikke kræver en ekspert, for at få en god hund ud af den eller dens eventuelle afkom.


  • #6   12. mar 2017 Grisen/Maiken... det undrer mig lidt... Chevy blev da avlet på.. hun gik bare tom??

    Jeg synes både fysik og psyke er lige vigtigt, og tror også de gode avlere sorterer fra... med det i mente, at ikke alle racer er ens og nogle godt må være skarpe uden det er en fejl ved racen.


  • Peter
    Peter Tilmeldt:
    okt 2016

    Følgere: 3 Emner: 3 Svar: 1.175
    #8   12. mar 2017 Bold = Confident in action...

  • #10   12. mar 2017 Selvfølgelig skal uønsket temperament hos racen udelukke individet fra avl, jeg har jo Alfen gåen nu, af egen avl og skulle være min nye avlshund, men hun er slet ikke god nok temperemtmæssigt og derfor bruges hun ikke;), det ændre ikke på at hun er en dejlig hund som vi er super glade for, hun er bare ikke god nok til avl.
    Om man vil aflive en sådan hund er jo op til en selv, vi gør det ikke;)


  • #14   12. mar 2017 Der er flere aspekter af det her.

    Både den del du selv nævner, med at det både er arv og miljø.

    Er det feks hunden, der har "forkert" temperament, hvis en trunte på 19, der bor i en 2 værelses på 5 sal, køber Husky fordi den ser SÅ sød ud, og hunden går i spåner over at skulle agere sofapude med ben?

    På den ande side, er der en del avlere, der bevist vælger mindre arbejdskrævende hunde, fordi de er letter at afsætte, selv om det udvander de evner, som racen oprindeligt er fremavlet til at have.

    Det er mange år siden, at man fik påvist at temperamentet have en indflydelse på avlen. Det var vist i 50'erne at Belyaev lavede sine forsøg med sølvræve, hvor det blev opvist at der efter ganske få generationer, var markante forskelle på, hvor håndterbare rævene var.
    Så længe det stadigt er små kenneler, der står for den største del af avlen, vil der stadigt være meget stor spredning i, hvor meget vægt, der bliver lagt på temperamentet.

    Visse racer er begyndt at tage mentalbeskrivelser med i avlsarbejdet, og det er forhåbentlig et skridt i den rigtige retning - men der er stadigt lang vej "hjem"...


  • #15   12. mar 2017 Jeg vægter sindet utrolig højt i udvælgelse af avlsdyr, det er faktisk det, jeg vægter højest, men jeg vil selvfølgelig heller ikke avle på hunde med fysiske skavanker.
    Whippet er en ret sund race fysisk, men jeg har selv haft hunde i begge ender af skalaen rent temperamentsmæssigt, fra terrier med stor T til en ret usikker tæve med dårlig afreaktion, ingen af de to er der blevet avlet på.

    Den usikre trivedes slet ikke hos os, hvor hverdagen er ret uforudsigelig, men hun er med stor succes blevet omplaceret, til et hjem med en mere forudsigelig hverdag, hun trives og de er super glade for hende.
    Hendes sind er slet ikke, så jeg tænker aflivning, hun skal bare have en hverdag, der er genkendelig og kun bo med en enkelt anden hund.

    Hun blev oprindeligt hentet i Sverige med henblik på avl, hvis hun viste sig egnet.

    Mit næste kuld bliver forhåbentlig her inden så længe, her skal Cala parres, hun er en stor tæve, over max højden i racestandarden, men hun er meget harmonisk bygget og så har hun simpelthen bare det sind, som jeg gerne vil have hos en whippet. Hun har en super afreaktion, er rolig og blid inde, men har fuld knald på ude, hun er venlig og kontaktsøgende over for alle typer af mennesker, men har intet problem med at ignorere fremmede hunde.

    Jeg har ingen skrupler med at avle på hende, selv om hun er stor, kommende hvalpekøbere er/bliver informeret om, at de kan risikere en hund, som er højere end standarden foreskriver.

    Jeg vil påstå, at det for den almindelige hvalpekøber er inderligt ligegyldigt med +/- et par cm., men sindet er alt andet en ligegyldigt, en hund som, har et stabilt og racetypisk sind er en noget større fornøjelse at leve sammen med, end en der falder helt udenfor og jeg tror sandsynligheden for et langt og lykkeligt samliv for hund og ejer er størst, når sindet lever op til det man forventer af racen smiley


  • #16   12. mar 2017 Jeg har aldrig forstået behovet for anonyme profiler når man nu er en gammel bruger.
    Hvorfor ikke bare stå ved hvem man er?
    Jeg kan ikke se problemet i at Louise bruger det rigtige navn når hun omtaler brugere herinde, det er jo ikke værre end folk bruger mit.


  • #17   12. mar 2017 Lens:
    Tak for de mange vinkler og artiklen! smiley

    Mht dine spørgsmål:
    " Hvor kommer det her med ansvar for temperamentet ind? Hvis der findes et ansvar?
    Ender vi f.eks. med at fremavle hunde med dårligere temperament, fordi det "altid er ejerens skyld" hvis temperamentet/adfærden er dårlig? "

    Jeg forstår ikke spørgsmålet, eller hvordan du får Belayevs forsøg med rævene til at fremstå som om at det "altid er ejerens skyld"? Kan du uddybe?


    Det blev et langt indlæg jeg skrev, men alligevel fik jeg ikke alle detaljer med.
    Jeg lavede et feltarbejde omkring hunde og ejere, som også er blandet ind i den snak jeg havde inkl udsendelsen.
    Flere af de ejere jeg interviewede gav udtryk for, at de havde 'fejlet' som ejere, hvis hunden havde en uønskelig adfærd - i stedet for overhovedet at tale om, at det kunne være hunden der pga arv havde dårligt temperament.
    Så det er ud fra dette, at jeg stiller nogle af spørgsmålene - interessant at du slet ikke oplever det smiley


  • #18   12. mar 2017 Måske fordi at man har en anonym profil, fordi man (shok!) gerne vil være - anonym?
    Og så burde andre respektere det, såre simpelt. At det ikke generer dig, Zenta og Laikas moar, betyder jo ikke, at det ikke ville genere andre. Folk er jo forskellige og det burde man som voksne mennesker nok være i stand til at respektere smiley


    Bjoerk & Saga & Isak: Sorry for OT, jeg følger interesseret med på sidelinjen smiley


  • #20   12. mar 2017 Tja .. Man kan vel bare stå ved hvem man er smiley

  • #21   12. mar 2017 Kenzie, jeg kender da også tilfælde hvor opdrættere har valgt enten af aflive eller videreformidle hunde, hvor temperamentet ikke var godt nok til avl. Det vil jeg bestemt ikke gøre mig til dommer over, der kan være gode grunde til begge dele. Men nu spurgte ts: Bør de aflives ?, og det ser jeg bestemt ingen grund til, hvis ejeren gerne vil beholde dem, lever godt med dem, og er i stand til at hindre, at de gør skade på andre.

    For mig at se er der et langt spring mellem ikke avlsegnet og bør aflives.


  • #22   12. mar 2017 #20: Tror ikke, du ved, hvad det vil sige at være anonym.....

  • #23   12. mar 2017 Jo det gør jeg bestemt.
    Jeg forstår som sagt bare ikke at man sletter sig herfra for at komme retur under dække.


  • #24   12. mar 2017 Men lad os nu ikke ødelægge tråden med det.
    Men jeg mener ikke der er nogen grund til at gøre Louise til nogen skurk her.


  • #26   12. mar 2017 Kenzie jeg er meget enig med dig, alt for mange mennesker beskylder enhver racehund for indavlet, hvis der er problemer af den ene eller anden art. Og fuldstædig uden at vide, om den pågældende hund vitterligt er indavlet eller ej.

    Mange køber hund over evne eller med hovedet under armen, og desværre er der også opdrættere, der ikke oplyser ordentlig om, hvad det er for en hund, de sælger. Muligvis er det ikke ond vilje fra hverken den ene eller den anden part, men kommunikationen har været for overfladisk og den anden part har ikke forstået budskabet. Hvis sådan en hund giver problemer, vil det ofte ikke være medfødt dårligt temperament, men ren misforståelse af hunden. Og mit gæt er, at det er mere udbredt end medfødt dårligt temperament.



  • #27   12. mar 2017 #23: Nok fordi man er interesseret i, hvad der foregår på HG, men ikke i niveauet af snagen der ofte foregår herinde blandt mange af de meget hyppige brugere...

    #24: God ide. Jeg tager nu ikke stilling til, om Louise er nogen skurk, jeg istemmer Kenzie's udtalelse længere oppe om det, at man navngiver folk, som har anonyme brugere, men god ide at stoppe nu smiley


  • #28   12. mar 2017 Vi er ikke enige, på ingenmåde og bliver det heller ikke.
    Men ja, lad os stoppe, for jeg ønsker ikke at ødelægge TS tråd.


  • #29   12. mar 2017 Så skulle du nok ikke være startet smiley

  • #30   12. mar 2017 Ahh NU røg det da under mit niveau ..
    Jeg er ude af tråden, for folk evner åbenbart ikke at stoppe sig selv.


  • #31   12. mar 2017 Det er fedt at høre de forskellige holdninger, så tak for det alle smiley

  • #34   12. mar 2017 Temperament er arveligt. Det kan godt være opdrættere er lidt mere large i forhold til småting ved temperamentet end med sygdom.. Men nej jeg synes egentlig ikke det er hvad man oplever? De fleste er da super selektive med temperamentet.. Der er bare stor forskel på hvad forskellige ejere og opdrættere vægter som godt temperament tror jeg..
    Altså ingen er jo i tvivl når hunden har roterende fis i kasketten vel.. Men med smånuancerne.. Der kan hvad en synes er skidt jo være noget andre foretrækker..


  • #35   12. mar 2017 Der er jo ikke rigtigt nogen der foretrækker en lille smule hd vel.. Men en lille smule reserverethed, en lille smule stress, en lille smule årvågenhed, en lille tand for meget førefikserethed...

  • #36   13. mar 2017 Jeg synes en god måde at se på det er at spørge sig selv: "Ville jeg skaffe en hund magen til til mig selv?" "Ville jeg selv købe fra det kuld, jeg planlægger, ud fra den viden jeg har om forældre og linjer, hvis det ikke var mit eget kuld og jeg ikke havde følelser involveret?"

    Hvis man ikke kan svare ja til de spørgsmål, så skal man nok ikke lave kuldet.


  • #37   13. mar 2017 Temperament er i høj grad arveligt så selvfølgelig bør man da ikke avle på hunde med et dårligt temperament. Dvs. en hund med et ikke-racetypisk og måske endda uhensigtsmæssigt temperament bør ikke indgå i avl - uanset hvor sund og smuk hunden er så ellers er smiley
    Jeg vil som køber ikke have en hund, der fx er nervøs når den udsættes for noget nyt. Jeg vil have en hund, der friskt og frejdigt møder verden. Det får man ikke ved fx at avle på en tæve der er 'lidt nervøs ved lyde', 'lidt bange for fremmede mænd med solbriller' eller 'bange for sorte hunde fordi den engang blev overfaldet af en stor sort hund'. En mentalt sund og robust hund kan godt ryste ubehagelig oplevelser af sig og bærer dem ikke med videre.
    Jo, manglende prægning og socialisering har også noget at sige i udviklingen af 'dårligt temperament'. MEN en mentalt sund hvalp bliver altså ikke bange for fremmede mænd med solbriller (heller ikke selvom opdrætteren ikke lige har haft det på listen over ting hvalpen skulle møde smiley ).
    Jeg går som køber i en meget stor bue uden om kuld af forældredyr der udviser usikkerhed, dårlige afreaktioner, ængstelighed eller nervøsitet. Med den slags hunde er der bare alt for meget der er op ad bakke allerede fra man henter dem 8 uger gamle. Jeg gider ikke skulle starte med at arbejde med en opdrætters fejltagelse. En af grundene til at jeg får myrekryp når folk efterlyser handhunde til deres tæve 'bare fordi det kunne være sjovt at prøve at have hvalpe på vores søde tæve'. Det er næsten med statsgaranti lig med at de uheldige købere får nok at gøre med at rette op på de fejl opdrætter har begået smiley
    Man kan få et hint om hvorvidt en hund er født med et dårligt temperament ved at lade den gå igennem en mentaltest. Uanset hvad folk siger om dem, så giver de faktisk et ret godt hint om hvilken hund, der findes indeunder lagene af miljøtræning, socialisering og træning.
    Og nej, der er ikke nogen racer, der iflg deres standard skal være nervøse eller ængstelige smiley


  • #39   13. mar 2017 Mette m P og P
    Hvis man har en voksen hund man mentaltester, som reagerer dårligt på fx 'spøgelser' i testen, kunne det så ikke handle om en hund, der fx slet ikke er miljøtrænet?


  • #42   13. mar 2017 Bestemt har prægningen noget at sige. Og tingene er jo heller ikke sort eller hvide, en hund har ikke bare enten et godt eller et dårligt temperament, der er alle mulige nuancer.

    Jeg kan ikke se, at en hund nødvendigvis skulle have et dårligt temperament, fordi den ikke elsker børn, og da slet ikke, hvis den ikke har været vant til børn i sine unge år. Jeg går ud fra, at Kela ikke farer efter børn med klaprende gebis, så så længe hun ikke lige skal ejerskiftes til en småbørnsfamilie, så ser jeg ingen problem.
    Og hun har jo tydeligvis ikke givet forbeholdet overfor små børn videre til sine datter.


  • #44   14. mar 2017 Selvfølgelig betyder prægning og miljøtræning da noget. Prægningen mest. Man kan jo fx give en hund præferance for en bestemt duft ved at lade hvalpene stifte bekendtskab med duften allerede inden de får øjne og begynder at bevæge sig rundt. Man præger jo også helt grundlæggende hvalpene på at mennesker ved at opdrætteren håndtere dem lige fra fødslen. Den eneste af mine hunde der har haft omgang med mindre børn i hvalpetiden er Perle; hun synes de er dybt uinteressante - med mindre de har mad i hænderne.
    INGEN af mine irere har oplevet børn hos opdrætteren og ingen af dem har haft reservationer i forhold til børn. Her spiller genetikken en stor rolle. Racen skal være frygtløs og må ikke være tilbageholden.
    Når man har hunde, som mine irere hvor miljøtræning ikke rigtigt betyder noget, så er det ret let at få den tanke at det må være genetikken, der er den mest afgørende faktor. Og at det faktisk er lidt synd for alle jer, der skal sørge for at hvalpene møder ditten og datten inden vinduet lukker ved 12-ugers alderen smiley Perle har heller ikke fået supermeget miljøtræning, men hun er nu ret let at have med rundt og bliver ikke bange for alt muligt. Hun kan ikke lide små lukkede rum og det burde jeg nok have trænet hende i da hun var lille, men jeg var jo vant til at miljøtræning ikke rigtigt var noget man behøvede at gøre smiley
    Og JA, selvfølgelig kan traumatiske oplevelser ødelægge noget for selv mentalt robuste hunde. En af mine irere blev skambidt af en labrador (en af de store brune dorske, der aaaaldrig gør nogen fortræd smiley ). Det var en meget voldsom oplevelse og var ret tæt på at koste min hund livet. Hun fik både fysiske og psykiske men af oplevelsen. Bl.a. blev hun lidt usikker på andre hundes hensigter. En helt forståelig reaktion.
    @39: Nej, man vil jo netop gerne have et billede af den rå hund der findes under lagene af miljøtræning, opdragelse og træning smiley
    Jeg har selv fået testet en 'rå' voksen hund, der ikke havde været udsat for specielt meget miljøtræning. Egentlig var han for gammel til testen; man vil jo helst teste dem inden de bliver 18 mdr, så man undgår alt for meget træning. Han reagerede på spøgelserne som man ville forvente af racen; gå ind foran fører, have opmærksomheden på spøgelserne og begynde at true dem, når de kommer tættere på. Og så forøvrigt afslutte med ikke have nogen forbehold når spøgelserne demaskeres men hilse glad på figuranterne under kostumet smiley
    Og ja, der er raceforskelle. Racerne er jo designet til vidt forskellige ting. Min irere er avlet til at skulle gå i kødet på byttet uanset hvad det er og hvor meget det sætter sig til modværge. Dette kræver frygtløshed og fandenivoldskhed. Dette gjorde fx racen anvendelig på storvildtjagter i de engelske kolonier i afrika smiley


  • #45   14. mar 2017 OK - det blev lidt langt. Det jeg lidt forsøgte at sige er at; For nogle racer, der har en indbygget 'frygtsomhed'/'tilbageholdenhed'/'reservation', vil fx miljøtræning være meget vigtig mens det for andre som mine betyder langt mindre. Prægning er altid vigtig, da det fx skal lære hvalpen at være tryg ved mennesker og vores miljø.

Kommentér på:
Vores tilgang til avl

Annonce