Selverkendelse.... Selverkendelse....

Ja, jeg må lige læsse af.

Jeg har jo dårligt knæ(+det andet også slår knuder nu) og er blevet kikkertundersøgt med oppudsning af gammel skade og så fandt de ud af, at jeg havde fået slidegigt oveni hatten.

Under hele dette forløb(faktisk det meste af 2010) har jeg døjet meget med smerter og har ikke altid kunne gå og lege med mine hunde, som jeg helst så, at de blev luftet og leget med. Heldigvis har mine unger været kanon til at hjælpe...men det var jo tidligere også kun midlertidigt...NU ved jeg ikke hvad fremtiden bringer, men håber træning og vægttab kan få mig ind i kampen igen.

Ungerne er nu begyndt og pive over at det altid er dem der skal....og det kan jeg faktisk sagtens forstå, for det er MINE hunde og MIT ansvar, men hvad skal jeg gøre ??
- desuden bliver Cille 18 til januar, så hvad sker der lige, når ungerne flytter hjemmefra, hvis jeg ikke har fået det bedre i mit(mine) knæ ??

Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden hunde, og skulle jeg blive nødt til at skille mig af med Monna, der er ung og gerne vil have mere, end jeg i hvert tilfælde pt. kan tilbyde alene(Selma er syg og ikke helt ung, så hun kommer under alle omstændigheder til at blive her, til hun ikke kan mere)....så bliver det eddermaneme tomt, når Selma heller ikke er her mere

Jeg aner slet ikke, om man overhovedet kan få en hund(race), der kan klare sig med små ture og hjemlig hygge
- og vil det overhovedet være fair at forvente dette ??

Jeg bliver enormt ked af det, når jeg ikke selv kan tilbyde hundene, det de har brug for og, hvis så børnene piver samtidig bliver jeg jo ikke ligefrem mindre ked af det

Føler virkelig jeg er gået fra gløderne(Selma's sygdom) til ilden(erkendelse af mine egne begrænsninger) og aner ikke, om jeg kan fortsætte med at byde mine omgivelser(familie og spec. Monna) at de bare skal leve med mine skavanker.....sorry, ved godt, at I sikkert ikke kan sige noget der kan gøre det bedre, men havde altså bare lige brug for at læsse af :´-(